D-5-00

256

Ankestyrelsens principafgørelse D-5-00 om helhedsvurdering – opfølgningsplan – inddragelse af virksomheder og de faglige organisationer – dagpenge

Resume:

Ankestyrelsen har behandlet en sag med henblik på nærmere at belyse betydningen af de formelle krav i retssikkerhedslovens § 7 og dagpengelovens § 24.

Ankestyrelsen fandt, at manglende skriftlig helhedsvurdering senest 8 uger efter den 1. henvendelse om hjælp, jf. retssikkerhedslovens § 7, stk. 2, efter en konkret vurdering vil kunne medføre ugyldighed af fremtidige afgørelser om dagpenge i samme sygeforløb. Ankestyrelsen tog ikke stilling til ugyldighedsvirkningen i den konkrete sag, da kommunen havde ophævet sin afgørelse om at standse dagpengene.

Ankestyrelsen fandt endvidere, at en opfølgningsplan i henhold til dagpengelovens § 24, stk. 2, 2. pkt. efter god forvaltningsskik bør udarbejdes skriftligt. Efter en konkret vurdering af opfølgningsforløbet, og under hensyn til at kravet om skriftlighed ikke fremgår af loven, fandt Ankestyrelsen, at manglende udarbejdelse af opfølgningsplan ikke havde betydning for kommunens fremtidige afgørelser i dagpengesagen.

Ankestyrelsen fandt endelig, at det beror på en konkret vurdering, om virksomheder eller faglige organisationer skal inddrages i opfølgningen.

Love:

Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel – lovbekendtgørelse nr. 147 af 2. marts 2000 – § 24, stk. 1 og § 24, stk. 2

Forvaltningsloven – lov nr. 571 af 19. december 1985 – § 19, stk. 1

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område – lovbekendtgørelse nr. 540 af 21. juli 1998 – § 7, stk. 2

Lov om sygedagpenge – lov nr. 563 af 9. juni 2006 – § 1 og § 8, stk. 1

Vejledninger:

Socialministeriets vejledning nr. 40 af 9. april 1997 – pkt. 6.3

Sagsfremstilling:

En lønmodtager blev sygemeldt fra A-kassen den 10. september 1998.

I brev af 14. september 1998 orienterede kommunen ham om dagpengeopfølgning og bad ham til brug herfor udfylde et skema.

Den 29. september 1998 blev lønmodtageren ringet op af kommunen. Han oplyste her, at der ifølge lægen var 5-6 ugers ventetid på indkaldelse til hospitalet. Det aftaltes, at lønmodtageren skulle orientere kommunen, når han kendte indkaldelsesdatoen. Hans samlever oplyste telefonisk den 2. oktober 1998 på lønmodtagerens vegne, at han skulle til undersøgelse den 13. oktober 1998.

Den 30. oktober 1998 var lønmodtageren til opfølgningssamtale i kommunen, hvilket han var lidt uforstående over for, da helbredssituationen var så uafklaret, at han ikke følte, at der var noget at gøre på daværende tidspunkt. Lønmodtageren følte sig stadigvæk svimmel og dårlig.

Den 10. november 1998 oplyste samleveren, at lønmodtageren skulle på sygehuset igen den 11. november og den 3. december 1998.

Den 14. december 1998 oplyste samleveren, at lønmodtageren samme dag havde været til kontrol hos sin læge. Han havde fået konstateret slidgigt i nakken og fik nu nogle piller. Det kunne tage op til 3 måneder, inden pillerne rigtigt virkede. Lønmodtageren havde det stadig ikke godt og led af svimmelhed.

Han var på ny til opfølgningssamtale i kommunen den 22. december 1998 og oplyste her, at han stadig var meget svimmel og ikke forventede at kunne stå til rådighed for arbejdsmarkedet igen. Det aftaltes, at sagsbehandleren skulle indhente erklæring fra egen læge omkring den 1. marts 1999.

Den 17. februar 1999 blev lønmodtageren på ny kontaktet af kommunen for at høre, hvordan han havde det, hvortil han oplyste, at situationen var fuldstændig uændret.

Den 15. marts 1999 var lønmodtageren igen til opfølgningssamtale i kommunen. Han refererede, at han et par dage forinden havde været hos sin læge, som skulle have givet udtryk for, at han ikke ville kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet igen. Han bad sagsbehandleren ringe til lægen den følgende dag og gav atter udtryk for, at han slet ikke kunne forestille sig at vende tilbage til arbejdsmarkedet, med de helbredsmæssige problemer, han havde.

Egen læge anførte i statusbedømmelse af 14. april 1999, at lønmodtageren havde haft ganske betydelige symptomer, men tilstanden var dog noget stabiliseret, navnlig hvad angik svimmelheden. Det ville herefter nok være muligt at arbejdsplacere ham, skønt han nu klagede over lidt sovende fornemmelser i begge hænder. Lægen fandt dog ikke, at dette kunne have sammenhæng med de meget lette forandringer, som røntgen af nakkehvirvlerne havde vist.

Sagen blev drøftet på socialmedicinsk team-møde i kommunen med deltagelse af lønmodtagerens læge den 4. maj 1999. Lægen oplyste, at lønmodtageren burde kunne raskmeldes og vende tilbage til arbejdsmarkedet uden yderligere foranstaltninger.

Kommunen fandt herefter, at lønmodtageren kunne raskmeldes fra den 7. maj 1999, men ændrede dette efter oplysning fra ham om, at han også havde andre helbredsproblemer og skulle til lægen den 11. maj 1999. Bagefter oplyste lønmodtageren til kommunen, at lægen ikke længere ville sygemelde ham og bad herefter om aktindsigt i sin journal.

Kommunen meddelte i brev af 12. maj 1999, at udbetalingen af dagpenge ville standse fra den 16. maj 1999. Kommunen genoptog dog udbetalingen af dagpenge fra den 17. maj 1999 efter oplysning fra lønmodtagerens læge om, at han skulle undersøges på arbejdsmedicinsk klinik og blev sygemeldt indtil dette tidspunkt.

Den 26. maj 1999, hvor lønmodtageren endnu ikke havde fået at vide, at dagpengene alligevel ikke ville blive standset, klagede fagforeningen over kommunens afgørelse. Fagforeningen gjorde navnlig gældende, at kommunen ikke havde behandlet sagen i overensstemmelse med reglerne i dagpengelovens § 24, idet fagforeningen ikke havde været inddraget i sagen, og der ikke var udarbejdet opfølgningsplan.

Kommunen bemærkede hertil i brev til nævnet af 21. juni 1999, at kommunen var opmærksom på, at A-kassen kan/skal inddrages i opfølgningen, når den helbredsmæssige situation er afklaret. I den foreliggende sag havde der indtil den 4. maj 1999 været lægeerklæringer, der dokumenterede, at lønmodtageren ikke aktuelt skulle på arbejdsmarkedet.

Med hensyn til klagen over den manglende handleplan anførte kommunen, at denne havde været af lægelig karakter, idet kommunen havde afventet effekt af medicinsk behandling. Først derefter kunne der arbejdes med en opfølgningsplan for tilbagevenden til arbejdsmarkedet.

Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere kommunens opfølgning i dagpengesagen.

Nævnet begrundede i det væsentlige afgørelsen med, at kommunen løbende havde vurderet sagen.

I klagen til Ankestyrelsen spurgte fagforeningen bl.a. om, hvorvidt dagpengelovens § 24, stk. 1, 2. punktum kan fraviges, og i givet fald i hvilke situationer. Fagforeningen spurgte endvidere, hvordan kommunen skal forholde sig i en situation, hvor egen læge mener, at lønmodtageren kan genoptage arbejdet, mens A-kassen ikke mener, at den pågældende kan stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Endelig spurgte fagforeningen, om kommunen kan fravige dagpengelovens § 24, stk. 2, 2. punktum vedrørende udarbejdelse af opfølgningsplan efter 6 måneders sygemelding indenfor 12 måneder.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på nærmere belysning af de formelle krav i retssikkerhedslovens § 7 og dagpengelovens § 24.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at det var en fejl i sagsbehandlingen, at lønmodtageren ikke senest 8 uger efter modtagelsen af dagpengeskemaet i kommunen, blev orienteret skriftligt om kommunens helhedsvurdering af hans situation, jf. § 7, stk. 2, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Manglende skriftlig helhedsvurdering vil efter en konkret vurdering kunne medføre ugyldighed af kommunens fremtidige afgørelser om dagpenge i dette sygeforløb.

Det var endvidere en fejl i sagsbehandlingen, at kommunen ikke senest 6 måneder efter første fraværsdag udarbejdede en opfølgningsplan, jf. dagpengelovens § 24, stk. 2, 2. punktum. Planen skal udarbejdes, selv om den helbredsmæssige situation ikke er afklaret, og det er efter Ankestyrelsens opfattelse god forvaltningsskik, at planen udarbejdes skriftligt.

Efter en konkret vurdering af det tætte opfølgningsforløb, og under hensyn til at kravet om skriftlighed ikke fremgår af loven, fandt Ankestyrelsen ikke, at den manglende udarbejdelse af planen havde betydning for kommunens fremtidige afgørelser i lønmodtagerens dagpengesag.

Ankestyrelsen fandt ikke grundlag for at kritisere, at kommunen ikke havde inddraget lønmodtagerens faglige organisation i opfølgningen.

Ankestyrelsen lagde herved til grund, at bestemmelsen i dagpengelovens § 24, stk. 1, om at kommunen også skal inddrage virksomheder og de faglige organisationer i opfølgningen blev indført ved lov nr. 1226 af 27. december 1996. Under behandlingen af lovforslaget i Folketinget forpligtede Socialministeren sig til, at det i en senere vejledning til lovændringen ville blive præciseret, at det kun er i tilfælde, hvor det er relevant, at virksomheder og faglige organisationer skal inddrages. Dette fremgår af Folketingets Socialudvalgs tillægsbetænkning over lovforslaget af 18. december 1996 og er hermed en del af det vedtagne lovforslag.

Det fremgår af punkt 6.3 i Socialministeriets vejledning nr. 40 af 9. april 1997 om styrkelse af opfølgningsreglerne på sygedagpengeområdet, at det ikke vil være i alle sager, at arbejdsmarkedets parter skal medinddrages i opfølgningen. Her vil den konkrete situation være afgørende.

Ankestyrelsen fandt dog, at kommunen burde have overvejet, om der var andre end lønmodtagerens læge af de institutioner/organisationer mv., der er nævnt i dagpengelovens § 24, stk. 1, der burde have været inddraget i opfølgningen.

Ankestyrelsen fandt endelig, at kommunen før der blev truffet afgørelse om at standse dagpengene burde have forelagt egen læges erklæring af 14. april 1999 og hans udtalelse på team-mødet i kommunen den 4. maj 1999 for lønmodtageren, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 1, om partshøring. Det fremgik af sagen, at kommunen var bekendt med, at lægen selv havde fortalt lønmodtageren sin opfattelse, og den manglende partshøring kunne derfor ikke i dette tilfælde tillægges ugyldighedsvirkning.

Ankestyrelsen tiltrådte med de ovennævnte bemærkninger nævnets afgørelse.