D-8-00

256

Ankestyrelsens principafgørelse D-8-00 om uarbejdsdygtighed – bredere vurdering – arbejdspladsproblemer – landsretsdom – dagpenge – konkret vurdering – refusion

Resume:

Østre Landsret har i en dom afsagt den 19. april 2000 truffet afgørelse i en sag om refusion for løn udbetalt til en medarbejder, der havde sygemeldt sig på grund af arbejdspladsproblemer.

Retten fandt, at principperne om bredere vurdering af uarbejdsdygtighed i dagpengevejledningens punkt 23 og 24 også måtte gælde for sygefravær begrundet i samarbejdsproblemer på en arbejdsplads. Der kan således som udgangspunkt ikke allerede fra starten af en sygeperiode stilles krav om, at en lønmodtagers uarbejdsdygtighed skal bedømmes uafhængigt af den pågældendes ansættelsesforhold. I disse tilfælde er der også behov for, at parterne kan tage stilling til, hvorledes problemerne, der forårsager sygefraværet bedst kan løses, uden at retten til dagpenge eller refusion heraf fortabes, fordi lønmodtageren findes at kunne påtage sig arbejde andetsteds.

Efter en konkret vurdering ændrede landsretten Dagpengeudvalgets afgørelse og fandt arbejdsgiveren berettiget til refusion i perioden 26. november 1997 (efter udløbet af 2-ugers perioden) til den 28. december 1997.

Retten lagde til grund, at det var ubestridt, at lønmodtageren under sit 6 ugers sygefravær var fuldt uarbejdsdygtig i forhold til arbejdsgiveren. Lønmodtageren tilkendegav over for arbejdsgiveren, at hun ville vende tilbage til sit arbejde, hvilket hun også gjorde. Lønmodtageren opfyldte derfor kravet i dagpengelovens § 5 om at være fuldt uarbejdsdygtig, idet der for den pågældende sygeperiode ikke havde været grundlag for at vurdere hendes uarbejdsdygtighed uafhængigt af hendes bestående

ansættelsesforhold. *)

Ankestyrelsen har taget dommen til efterretning og anerkendt, at arbejdsgiveren havde ret til refusion

Love:

Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel – lovbekendtgørelse nr. 147 af 2. marts 2000 – § 5, stk. 1 og § 26, stk. 1

Lov om sygedagpenge – lov nr. 563 af 9. juni 2006 – § 7 og § 54

Vejledninger:

Ankestyrelsens vejledning nr. 185 af 18. september 1998 om syge- og barselsdagpenge – pkt. 23, pkt. 24

Note:

*) Se endvidere SM D-6-00

Sagsfremstilling:

Lønmodtageren blev ansat som kontorfunktionær hos arbejdsgiveren den 1. januar 1997 og sygemeldte

sig mundtligt fra den 11. november 1997. Den 18. november 1997 afgav hun en skriftlig sygemelding, hvori hun bekræftede, at hun var uarbejdsdygtig, og at fraværets varighed var uvist.

Den 19. november 1997 bad arbejdsgiveren lønmodtageren om at specificere sygdommens art, og der fremkom herefter en lægeerklæring af 25. november 1997, hvori lønmodtagerens læge attesterede, at lønmodtageren ville være uarbejdsdygtig på grund af sygdom i yderligere ca. 2 uger.

Den 9. december 1997 anmodede arbejdsgiveren kommunen om dagpengerefusion fra den 26. november 1997.

Den følgende dag bad arbejdsgiveren lønmodtageren tilvejebringe lægeerklæring fra en specialist med angivelse af konkret årsag til sygemelding og sygdommens varighed. Lønmodtageren meddelte herefter, at hun efter samråd med sin læge ville møde på arbejde den 29. december 1997. Samtidig fremsendte hun en ny lægeattest af 16. december 1997, hvoraf det fremgik, at hun ville være uarbejdsdygtig på grund af sygdom i yderligere ca. 2 uger.

Den 18. december 1997 udfærdigede egen læge attest om uarbejdsdygtighed til brug for kommunens vurdering af anmodningen om refusion. Det fremgik heraf, at lønmodtagerens depression helt klart syntes relateret til betydelige belastninger på arbejdspladsen, og at det var tvivlsomt, om hun ville kunne vende tilbage. Der ville derimod næppe være noget til hinder for, at hun ville kunne starte et andet sted.

Arbejdsgiveren blev ikke gjort bekendt med indeholdet af denne attest, før kommunen den 7. januar 1998 gav afslag på refusion. Afgørelsen var begrundet med, at lønmodtageren ikke kunne anses for fuldt uarbejdsdygtig på grund af sygdom, jf. dagpengelovens § 5, stk. 1.

Lønmodtagerens læge havde på kommunens forespørgsel den 5. januar 1998 oplyst, at lønmodtageren som sådan ikke var syg, men var uarbejdsdygtig i forhold til sin arbejdsplads og ville blive det på ny, hvis hun vendte tilbage dertil på grund af belastning på arbejdsstedet.

Lønmodtageren var enig med lægen og oplyste samtidig den 6. januar 1998 over for kommunen, at hun havde været arbejdssøgende lige siden sygemeldingstidspunktet.

Lønmodtageren genoptog arbejdet den 29. december 1997 og arbejdede indtil ny sygemelding den 3. februar 1998. Lønmodtageren blev opsagt den 30. januar 1998.

Dagpengeudvalget tiltrådte den 20. november 1998 kommunens afgørelse.

Dagpengeudvalget lagde ved afgørelsen vægt på de lægelige oplysninger i sagen, herunder lægeerklæringen af 18. december 1997. Udvalget lagde endvidere vægt på, at lønmodtageren over for kommunen havde oplyst, at hun havde været arbejdssøgende i hele fraværsperioden.

Arbejdsgiveren indbragte sagen for Østre Landsret.

Retten fandt indledningsvis, at kommunen havde pligt til at gøre arbejdsgiveren bekendt med de

lægelige oplysninger om lønmodtageren, som kommunen havde indhentet, inden der blev truffet afgørelse i sagen, idet disse oplysninger var af væsentlig betydning for sagens afgørelse og var til ugunst for arbejdsgiveren. Kommunens afgørelse var derfor truffet i strid med forvaltningslovens § 19.

Retten havde ikke anledning til at tage stilling til konsekvensen af denne fejl, sådan som sagsøgerens påstand var nedlagt.

“Det fremgår af Den Sociale Ankestyrelses vejledning om syge- og barselsdagpenge pkt. 23 og 24, at vurderingen af, om en sygemeldt lønmodtager er uarbejdsdygtig på grund af sygdom af kortere varighed, skal foretages med udgangspunkt i den pågældendes hidtidige arbejde. Først efter en vis sygemeldingsperiode skal der foretages en bredere bedømmelse, således at den pågældende kun kan betragtes som uarbejdsdygtig, når sygdommen afskærer den pågældende fra at påtage sig arbejde, der kan anses for passende.

Disse principper må også gælde for sygefravær begrundet i samarbejdsproblemer på en arbejdsplads. Der kan således som udgangspunkt ikke allerede fra starten af en sygeperiode stilles krav om, at en lønmodtagers uarbejdsdygtighed skal bedømmes uafhængigt af den pågældendes ansættelsesforhold. I disse tilfælde er der også behov for, at parterne kan tage stilling til, hvorledes problemerne, der forårsager sygefraværet, bedst kan løses, uden at retten til dagpenge eller refusion heraf fortabes, fordi lønmodtageren findes at kunne påtage sig arbejde andetsteds.

Det er ubestridt, at (lønmodtageren) under sit 6 ugers sygefravær var fuldt uarbejdsdygtig i forhold til (arbejdsgiveren). Hun tilkendegav over for (arbejdsgiveren), at hun ville vende tilbage til sit arbejde, og det gjorde hun også. (Lønmodtageren) opfyldte derfor kravet i dagpengelovens § 5 om at være fuldt uarbejdsdygtig, idet der for den pågældende sygeperiode ikke har været grundlag for at vurdere hendes uarbejdsdygtighed uafhængigt af hendes bestående ansættelsesforhold. Arbejdsgiveren har derfor i medfør af samme lovs § 26 krav på refusion af sygedagpengene. “

“Forudsætningen for, at lønmodtageren har ret til sygedagpenge er, at vedkommende er fuldt uarbejdsdygtig på grund af sygdom, jf. dagpengelovens § 5, stk. 1, 1. pkt. Det stemmer hverken med lovens ordlyd eller forarbejder at anse kriteriet “fuld uarbejdsdygtighed” for opfyldt, når sygdomsårsagen er samarbejdsproblemer på en arbejdsplads, som indebærer, at den pågældende kun er uarbejdsdygtig i en bestemt stilling i et bestemt ansættelsesforhold. Vejledningen om syge- og barselsdagpenge giver ikke holdepunkter for andet resultat, uanset om uarbejdsdygtigheden er af kortere varighed eller permanent.

Det må efter det oplyste, herunder lægeattesten og (lønmodtagerens) forklaring lægges til grund, at hun ikke kunne arbejde i den pågældende stilling (hos arbejdsgiveren). Hun ville derimod hverken være syg eller uarbejdsdygtig i nogen anden stilling. Under disse omstændigheder anses (lønmodtageren) ikke for fuldt uarbejdsdygtig på grund af sygdom i medfør af dagpengelovens § 5, stk. 1, 1. pkt. Arbejdsgiveren har derfor ikke krav på refusion af sygedagpenge, jf. dagpengelovens § 26, stk. 1. “

Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet.

Afgørelse:

Ankestyrelsen tog landsrettes dom af 19. april 2000 til efterretning og fandt arbejdsgiveren berettiget til refusion for perioden 26. november 1997 til 28. december 1997.

Ankestyrelsen ændrede således sin tidligere afgørelse.