P-32-00

256

Ankestyrelsens principafgørelse P-32-00 om varmetillæg – opgørelse af beregningsgrundlag – energiafgifter – opvarmning ved hjælp af el

Resume:

Ved opgørelsen af beregningsgrundlaget for varmetillæg til en ansøger, der boede i en el-opvarmet bolig, skulle der ikke ske fradrag af energiafgifter (el-afgift, CO2-afgift og SO2-afgift).

Ankestyrelsen fandt, at energiafgifterne måtte anses for at være en sådan integreret del af el-udgiften, at de ikke kunne udskilles. Energiafgifterne indgik derfor i beregningsgrundlaget ved beregningen af varmetillæg.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at der var tale om en afgift, der var pålagt el-forbruget, som forbrugeren ikke kunne undgå at betale, og at andre energiformer var pålagt tilsvarende afgifter.

Love:

Lov om social pension – lovbekendtgørelse nr. 385 af 26. maj 2000 – § 17, stk. 2

Lov om social pension – lovbekendtgørelse nr. 484 af 29. maj 2007 – § 14, stk. 2

Sagsfremstilling:

Ansøgeren, der var folkepensionist, boede i en el-opvarmet bolig. Husstanden bestod af 2 personer. Ansøgers personlige tilllægsprocent var 100.

Der forelå oplysninger om ansøgers el-udgifter for perioden 15. december 1995 til 1. november 1998. Af regningerne fremgik – foruden den samlede el-udgift – hvor stor en del af udgiften, der vedrørte blandt andet abonnement og effekt, elafgift, CO2-afgift og SO2-afgift samt moms.

Kommunen traf i september 1999 afgørelse om, at ansøger fra 1. oktober 1999 ikke længere var berettiget til varmetillæg, da varmeudgiften var mindre end egenbetalingen.

Kommunen havde ved beregningen af ansøgers varmetillæg taget udgangspunkt i husstandens elforbrug og prisen pr. kWh tillagt moms, men uden CO2-afgift, SO2-afgift og elafgift samt udgiften til

“abonnement + effekt”. Kommunen havde endvidere fratrukket et beløb på 2.100 kr., som dækkede det årlige elforbrug i husholdningen. Den gennemsnitlige varmeudgift var herefter beregnet til 3.875 kr.

Nævnet stadfæstede kommunens afgørelse. Nævnet tog ved afgørelsen udgangspunkt i den praksis, der følger af SM P-10-99.

Nævnet lagde til grund, at ansøgers gennemsnitlige varmeudgifter for 1995-96, 1996-97 og 1997-98 var på 3.875 kr., når det årlige el-forbrug i husholdningen var fratrukket, og at egenbetalingen for ægtepar i 1999 udgjorde 4.650 kr. Da egenbetalingen oversteg den reelle gennemsnitlige varmeudgift, var ansøger ikke berettiget til varmetillæg.

Nævnet lagde endvidere vægt på, at personligt tillæg til dækning af varmeudgifter efter praksis alene ydes til dækning af brændselsudgifter, og derfor ikke omfatter faste udgifter og abonnementsudgifter.

Nævnet bemærkede i forbindelse med sagens efterfølgende forelæggelse for nævnet, at nævnet ifølge bekendtgørelse om social pension § 24, stk. 1 samt praksis på området (SM P10-99 og SM P-25-98) var gået ud fra, at der ved beregning af varmetillæg kun medtages den “rene” udgift til køb af varmen.

Landsforeningen Ældre Sagen klagede på ansøgers vegne over afgørelsen. I klagen til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at det principielle spørgsmål i sagen var, om energiafgifter (CO2-afgift, SO2-afgift, elafgift etc.) indgår i udgiften til køb af brændsel ved beregning af varmetillæg eller ej. Det var Ældre Sagens opfattelse, at disse afgifter skal indgå i den brændselsudgift, der lægges til grund for beregningen af varmetillæg.

Under behandlingen af sagen har el-selskabet på Ankestyrelsens telefoniske forespørgsel blandt andet oplyst, at udgiften “abonnement + effekt” vedrørte den faste pris for tilslutning/målerleje. Posterne “elafgift”, “CO2-afgift” og “SO2-afgift” er faste afgifter, der er fastsat af staten, og som beregnes som en fast øreafgift på baggrund af forbruget.

Endvidere har Told- og Skattestyrelsen på Ankestyrelsens telefoniske forespørgsel oplyst, at el-, CO2- og SO2-afgifterne er en integreret del af udgiften på el, som forbrugeren ikke kan undgå at betale. Der findes tilsvarende afgifter på f.eks. fyringsolie og fjernvarme (hvor det er kulforbruget, der er afgiftsbelagt).

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af praksis ved beregning af varmetillæg, når boligen opvarmes med el, herunder i hvilket omfang faste afgifter indgår i beregningsgrundlaget.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at energiafgifterne (el-afgift, CO2-afgift og SO2-afgift) måtte anses for at være en del af udgiften til køb af el, og derfor indgik i beregningsgrundlaget ved beregningen af varmetillæg efter § 17, stk. 2, i lov om social pension, jf. § 24, stk. 1, i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 1046 af 17. december 1997 om social pension.

Begrundelsen for afgørelsen var, at afgifterne måtte anses for at være en sådan integreret bestanddel af el-udgiften (prisen pr. kWh), at de ikke kunne udskilles.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at der var tale om en afgift, der var pålagt el-forbruget, som forbrugeren ikke kunne undgå at betale, og at andre energiformer var pålagt tilsvarende afgifter.

Ankestyrelsen bemærkede, at det var lagt til grund, at udgiften “abonnement + effekt” vedrørte den faste pris for tilslutning/målerleje, hvorfor denne udgift ikke indgik i beregningsgrundlaget for varmetillæg.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse, og hjemviste sagen til fornyet beregning og afgørelse på baggrund af ovenstående principper.