R-13-00

256

Ankestyrelsens principafgørelse R-13-00 om kontanthjælp – handlekommune – øjeblikkelig hjælp – rådighedsforpligtelse – helbredsmæssige forhold

Resume:

Kommunen burde ved ansøgers henvendelse om kontanthjælp have taget stilling til, om han var berettiget til øjeblikkelig hjælp, samt om han på grund af sine helbredsmæssige forhold var i stand til at opfylde sin rådighedsforpligtelse.

Begrundelsen var, at kommunen måtte anses for at være hans opholdskommune, uanset at ansøger ikke havde en aktuel bolig i kommunen, samt at han ikke havde noget forsørgelsesgrundlag.

Love:

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område – lovbekendtgørelse nr. 267 af 12. april 2000 – § 9

Sagsfremstilling:

Ansøger var i oktober 1999 blevet indsat til afsoning. Han ville blive løsladt sidst i januar 2000. Forud for påbegyndelsen af afsoningen havde han været i aktivering med forskellige skånehensyn.

I begyndelsen af december måned henvendte ansøger sig til kommunen for at søge om kontanthjælp, da han var midlertidigt løsladt.

I forbindelse med afsoningen var ansøger frameldt sin adresse i kommunen og tilmeldt folkeregistret.

Ansøger ville ikke oplyse, hvor han opholdt sig. På denne baggrund gav kommunen samme dag mundtligt afslag på kontanthjælp.

På baggrund af en udtalelse fra en speciallæge anmodede ansøger om at få sin sag genoptaget. Speciallægen udtalte, at afsoning ville medføre en alvorlig helbredsforringelse, da den bragte ansøger ud i en psykose.

Midt i december oplyste ansøger, at han på grund af sygdom var bevilget orlov fra afsoningen med endnu 2 måneder.

Kommunen henviste til, at kommunen ikke havde set dokumentation for, at ansøger var på orlov fra afsoning, og at den var udsat yderligere.

Kommunen henviste også til, at ansøger først rettede henvendelse til kommunen den 8. december 1999 og ikke straks ved løsladelsen. Ansøger var dog tilmeldt kommunen. Det var kommunens opfattelse, at han ikke opholdt sig i kommunen. Kommunen anså sig derfor ikke for handlekommune.

Kommunen mente ikke, at ansøger opfyldte lovens krav om oplysningspligt og rådighed. Ansøger havde bl.a. adskillige gange misligholdt aftaler om aktivering. Kommunen fastholdt således, at ansøger ikke var berettiget til kontanthjælp.

Nævnet stadfæstede kommunens afgørelse.

Nævnet fandt, at kommunen var ansøgers opholdskommune ved henvendelsen i december 1999, da han ikke havde fast bopæl og derfor ikke tilknytning til nogen bestemt kommune.

Ansøger havde derfor ophold i den kommune, hvor han aktuelt opholdt sig, men han opfyldte ikke betingelserne for at modtage kontanthjælp efter aktivlovens bestemmelser.

Nævnet havde særlig lagt vægt på, at ansøger på ansøgningstidspunktet rent faktisk havde ophold i kommunen og ikke havde tilknytning til andre kommuner, men at han ikke kunne opfylde sin rådighedsforpligtelse, når han ved sin henvendelse ikke ville oplyse kommunen om, hvor han opholdt sig.

I klagen til Ankestyrelsen gjorde ansøger gældende, at han på grund af sygdom havde fået bevilget orlov. Ansøger henviste til, at han nu var hospitalsindlagt og ikke kunne stå til rådighed for arbejdsmarkedet og også var for syg til at blive aktiveret.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om ansøger ved sin henvendelse til kommunen i begyndelsen af december 1999 var berettiget til øjeblikkelig hjælp.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at kommunen ved ansøgers henvendelse i december 1999 burde have taget stilling til, hvorvidt han var berettiget til øjeblikkelig hjælp, samt om ansøger på baggrund af oplysningerne om hans helbredsmæssige forhold var i stand til at opfylde sin rådighedsforpligtelse.

Begrundelsen for afgørelsen var, at kommunen ved ansøgers henvendelse i december 1999 måtte anses for at være ansøgers opholdskommune, uanset at han ikke havde en aktuel bolig i kommunen.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at ansøger ved henvendelsen havde orlov fra afsoning af en fængselsdom, at han ikke havde noget forsørgelsesgrundlag, og at han i perioder var indlagt til behandling på hospital.

Ankestyrelsen fandt på denne baggrund, at kommunen burde have taget stilling til, om ansøger var berettiget til øjeblikkelig hjælp.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse og hjemviste sagen til kommunen med henblik på fornyet stillingtagen til spørgsmålet om ansøgers berettigelse til øjeblikkelig hjælp samt om ansøgers rådighedsforpligtelse.