Ankestyrelsens principafgørelse D-4-05 om uarbejdsdygtighed – en vis sygemeldingsperiode – bredere vurdering – dagpenge

256

Resume:

Ankestyrelsen har behandlet to sager til belysning af praksis for overgang til en bredere vurdering af spørgsmålet om uarbejdsdygtighed i tilslutning til Højesterets dom af 27. maj 2004. (Dommen er gengivet i SM D-12-04).

Ved sygdom i en kortvarig periode på grund af problemer på arbejdspladsen var der ikke grundlag for at bedømme en lønmodtagers uarbejdsdygtighed på et bredere grundlag end det arbejde, som lønmodtageren var sygemeldt fra og fortsat berettiget til at vende tilbage til. Dette gjaldt som udgangspunkt uanset, om lønmodtageren kunne forventes at vende tilbage til sit arbejde hos den aktuelle arbejdsgiver eller ej.

Først efter en vis sygemeldingsperiode var der grundlag for at foretage en bredere bedømmelse af en lønmodtagers uarbejdsdygtighed.

I sag nr. 1 havde arbejdsgiver ret til dagpengerefusion for den søgte periode, 28. maj til 15. juni, i forbindelse med lønmodtagers sygefravær på grund af problemer på arbejdspladsen. Lønmodtager havde været sygemeldt siden midten af april måned. Ankestyrelsen fandt ikke, at der i denne kortvarige periode var grundlag for at bedømme lønmodtagers uarbejdsdygtighed på et bredere grundlag end det hidtidige arbejde.

I sag nr. 2 havde arbejdsgiver ikke ret til dagpengerefusion efter den 3. juni i forbindelse med lønmodtagers sygefravær på grund af problemer på arbejdspladsen. Lønmodtager havde været sygemeldt siden den 29. marts. Ankestyrelsen fandt ikke grundlag for at tilsidesætte nævnets skøn, hvorefter der ikke længere var tale om sygdom i en kortvarig periode. Der skulle derfor foretages en bredere bedømmelse af lønmodtagers uarbejdsdygtighed, det vil sige en vurdering af, om han på grund af sygdom også var afskåret fra at påtage sig andet passende arbejde.

Love:

Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel – lovbekendtgørelse nr. 1047 af 28. oktober 2004 – § 5, stk. 1 og § 26, stk. 1

Lov om sygedagpenge – lov nr. 563 af 9. juni 2006 – § 7 og § 54

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1 j.nr. 7000275-04

Der var tale om en kvinde, som efter en samtale med sin chef den 10. april 2003 betragtede sig som degraderet. Chefen var ikke enig heri. Kvinden betragtede sig endvidere som opsagt pr. 30. september, hvilket chefen heller ikke var enig i.

På grund af problemerne på arbejdspladsen var kvinden sygemeldt fra midten af april til udgangen af august, hvor hun fratrådte sin stilling.

Sagen blev forligt således, at kvinden ansås for selv at have sagt op til fratræden den 31. august 2003 svarende til arbejdsgiverens opsigelsesvarsel.

I en lægeattest af 30. juni 2003 var det anført, at kvinden havde udviklet en akut stressreaktion på grund af forholdene på arbejdspladsen, og at hun var fuldt uarbejdsdygtig i forhold til denne arbejdsplads, men ikke i forhold til enhver arbejdsplads.

Arbejdsgiveren anmodede om dagpengerefusion for perioden 28. maj – 15. juni 2003.

Kommunen fandt ikke, at arbejdsgiveren havde ret til dagpengerefusion for den nævnte periode. Kommunen lagde vægt på, at kvinden ikke kunne anses for uarbejdsdygtig i bred forstand, og at hun ifølge sin faglige organisation ikke vendte tilbage til virksomheden.

Nævnet ændrede kommunens afgørelse og lagde vægt på, at kvinden ifølge lægeattesten havde været fuldt uarbejdsdygtig siden slutningen af april 2003 i forhold til den konkrete arbejdsplads på grund af forhold på arbejdspladsen.

Kommunen klagede over nævnets afgørelse.

Til brug for sagens behandling indhentede Ankestyrelsen journaloplysninger for perioden april – juni 2003 fra kvindens læge. Det fremgik heraf bl.a., at hun på grund af den belastende arbejdssituation henvendte sig til lægen den 29. april og igen den 28. maj.

Af kommunens journalark fremgik det, at kommunen anmodede om en lægeattest den 23. juni. En sådan attest må lægen ikke udstede uden forudgående konsultation, og det måtte derfor lægges til grund, at kvinden også efter den 23. juni var hos lægen, som herefter den 30. juni attesterede, at hun var fuld uarbejdsdygtig i forhold til arbejdsgiveren.

Sagen blev behandlet i principielt møde til belysning af praksis for overgang til en bredere vurdering af spørgsmålet om uarbejdsdygtighed efter Højesterets dom af 27. maj 2004.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at arbejdsgiveren havde ret til dagpengerefusion for perioden 28. maj – 15. juni 2003 i forbindelse med kvindens fravær på grund af sygdom.

Begrundelsen var, at der ikke allerede i perioden 28. maj – 15. juni 2003 var grundlag for at bedømme kvindens uarbejdsdygtighed uafhængigt af ansættelsesforholdet hos den daværende arbejdsgiver.

Ankestyrelsen lagde herved lagt vægt på, at kvinden blev sygemeldt i midten af april 2003 på grund af problemer på arbejdspladsen, og at hun efter de lægelige oplysninger i sagen var fuldt uarbejdsdygtig i forhold til den konkrete arbejdsgiver i perioden 28. maj til 15. juni.

Endelig lagde Ankestyrelsen vægt på, at hendes ansættelsesforhold bestod frem til udgangen af august 2003, og hun havde derfor været berettiget til at vende tilbage til arbejdet frem til sin fratræden den 31. august.

Ankestyrelsen fandt derfor, at der ikke i denne kortvarige periode fra sygemeldingen og indtil den 15. juni havde været grundlag for at bedømme kvindens uarbejdsdygtighed på et bredere grundlag end det hidtidige arbejde.

Kvinden havde dermed været berettiget til dagpenge som fuldt uarbejdsdygtig i perioden 28. maj -15. juni 2003, hvorfor arbejdsgiveren havde ret til refusion for denne periode.

Ankestyrelsen tiltrådte således nævnets afgørelse.

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2 j. nr. 7000335-04

Der var tale om en mand, som blev sygemeldt den 29. marts 2004. Han var ansat som funktionær og på sygemeldingstidspunktet opsagt med 4 måneders varsel fra sin stilling som lagerassistent.

Manden søgte læge den 3. juni 2004, da kommunen som led i opfølgning anmodede om en lægeerklæring. Af erklæringen af samme dato fremgik det, at manden var psykisk belastet i forbindelse med fyring på grund af samarbejdsproblemer, og at uarbejdsdygtigheden måtte forventes at vare yderligere to måneder. Videre var det oplyst, at han ville blive syg, hvis han skulle arbejde på denne arbejdsplads, men at han kunne søge og søgte andet arbejde.

Kommunen fandt ikke, at arbejdsgiveren havde ret til dagpengerefusion efter den 3. juni 2004. Kommunen lagde vægt på, at manden kunne søge og søgte andet arbejde og dermed ikke var uarbejdsdygtig.

Arbejdsgiveren klagede over kommunens afgørelse om standsning af refusion. Med henvisning til Højesterets dom af 27. maj 2004 gjorde arbejdsgiveren gældende, at man ikke kunne gå over til den bredere vurdering allerede efter sygemelding i 2 måneder og 4 dage.

Vedlagt klagen var en lægeerklæring om uarbejdsdygtighed afgivet af mandens læge den 24. juni. Det fremgik af denne erklæring, at manden havde været uarbejdsdygtig siden den 26. marts på grund af sygdom, og at uarbejdsdygtigheden måtte forventes at vare yderligere to måneder.

Af kommunens journalark fremgik det, at lægen den 7. juli på kommunens forespørgsel havde oplyst, at erklæringen til arbejdsgiveren skulle give udtryk for, at manden ville blive syg, såfremt han vendte tilbage til den daværende arbejdsplads. Manden havde kun konsulteret lægen i forbindelse med udstedelsen af de to lægeerklæringer. Han var ikke i nogen form for behandling og kunne søge og søgte andet arbejde.

Det sociale nævn stadfæstede kommunens afgørelse. Nævnet lagde vægt på, at manden søgte andet arbejde og dermed ikke længere opfyldte betingelsen om at være fuldt uarbejdsdygtig. Nævnet lagde endvidere vægt på, at han havde været sygemeldt siden 26. marts, og at der var tale om en vis sygemeldingsperiode ved stop af dagpengene den 3. juni.

Sagen blev behandlet i principielt møde til belysning af praksis for overgang til en bredere vurdering af spørgsmålet om uarbejdsdygtighed efter Højesterets dom af 27. maj 2004.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt ikke, at arbejdsgiveren havde ret til dagpengerefusion efter den 3. juni 2004 i forbindelse med mandens fravær på grund af sygdom.

Begrundelsen var, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte nævnets skøn, hvorefter der efter den 3. juni 2004 ikke længere var tale om sygdom i en kortvarig periode.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at manden blev sygemeldt den 29. marts 2004, og at han den 4. juni havde været sygemeldt i over 2 måneder.

Begrundelsen for afgørelsen var også, at manden pr. 4. juni ikke var fuldt uarbejdsdygtig vurderet på et bredere grundlag.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at manden, der først konsulterede sin læge den 3. juni, ifølge lægens erklæring af denne dato ville blive syg, hvis han skulle arbejde hos arbejdsgiveren, som han var sygemeldt fra og skulle fratræde den 31. juli på grund af opsigelse. Derimod kunne han søge og søgte han andet arbejde.

Ankestyrelsen lagde også vægt på lægens oplysning til kommunen den 7. juli, om at manden kun havde konsulteret lægen i forbindelse med udstedelsen af to lægeerklæringer. Han var ikke i nogen form for behandling, og det blev gentaget, at han kunne søge og søgte andet arbejde.

Ankestyrelsen fandt derfor ikke, at manden pr. 4. juni var fuldt uarbejdsdygtig vurderet på et bredere grundlag. Det vil sige, at han på grund af sygdom ikke var afskåret fra at påtage sig andet passende arbejde.

Manden havde dermed ikke været berettiget til dagpenge efter den 3. juni 2004, hvorfor arbejdsgiveren ikke havde ret til refusion efter denne dato.

Ankestyrelsen tiltrådte således nævnets afgørelse.