Ankestyrelsens principafgørelse M-4-05 om boligstøtte – tilbagebetaling – virksomhedsordningen – oplysningspligt – ophør af virksomhed – opsparet overskud – uden reel indtægt

256

Resume:

En kommune var berettiget til at lægge skattevæsenets indkomster i årsopgørelsen til grund for et efterreguleringskrav hos en selvstændig, der var tilmeldt virksomhedsordningen.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at opsparet overskud altid udtages til beskatning ved virksomhedens ophør.

Det havde ingen betydning, at der ikke var en reel indtægt svarende til det hævede overskud, der blev medregnet til den personlige indkomst i beskatningsåret.

Love:

Lov om individuel boligstøtte – lovbekendtgørelse nr. 75 af 19. januar 2005 – § 43, stk. 3 og § 47

Sagsfremstilling:

En mand, der havde været selvstændig, havde i den forbindelse benyttet virksomhedsskatteordningen til at henlægge overskud. Han ophørte med virksomheden ved udgangen af 2002. I den forbindelse blev han beskattet af hævet overskud i 2003.

Ved afgørelse af 6. oktober 2004 meddelte kommunens boligkontor, at der efter boligstøttelovens § 47, stk. 1 var foretaget efterregulering af mandens boligydelse. Han havde i perioden 1. januar 2003 til 31. december 2003 modtaget for meget boligydelse med kr. 31.371 kr.

Af meddelelsen fremgik opgørelse over den for meget udbetalte boligydelse. Til grund for beregningen lå skattevæsenets indkomster i årsopgørelsen for 2003. Husstandens årsindkomster var opgjort til kr. 930.132. Indkomsterne, der var brugt ved beregningen af boligydelsen i 2003, var opgjort til 177.782.

Den uoplyste indkomst var opgjort til kr. 752.250.

Mandens advokat havde anmodet kommunens skatteforvaltning om eftergivelse af den pålagte restskat for året 2003, hvilket Told og Skat efterkom.

Advokaten meddelte i brev af 28. oktober 2004 til boligkontoret, at mandens skattepligtige indtægt for 2003 var ændret, idet han var ophørt med sin virksomhed og dermed fået en efterbeskatning af opsparet overskud. Der var på ingen måde tale om, at han havde haft den pågældende indtægt. Der var tale om en ren skattemæssig beregning, der på ingen måde havde givet manden nogen form for kontant udbetaling.

Da manden var i den situation, at han ikke havde nogen form for formue eller indtægt, der kunne danne grundlag for betaling af en restskat, havde han ansøgt skattevæsenet om eftergivelse af den skat, som den – korrekte – slutopgørelse havde medført.

Det var derfor ganske urimeligt, såfremt han skulle efterbetale for meget udbetalt boligydelse, da denne alene hvilede på en skatteteknisk regulering.

Som det var kommunen bekendt, var mandens økonomi yderst anstrengt, og han ville ikke være i stand til at tilbagebetale det pågældende beløb.

Ved oversendelsen til nævnet oplyste kommunens boligkontor, at der på baggrund af advokatens brev var rettet henvendelse til kommunen skatteforvaltning. Det blev oplyst af afdelingen for erhvervsbeskatning, at årsopgørelsen for 2003 ikke kunne ændres, da manden havde betalt lavere skat siden 1998, og kunne have undgået restskatten for indkomståret 2003 ved at have foretaget frivillig indbetaling af skat.

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse. Manden skulle således tilbagebetale den boligydelse på kr. 31.371, som han havde fået udbetalt for meget i perioden 1. januar 2003 til 31. december 2003, jf. lov om individuel boligstøtte § 47, stk. 1 og 5.

Begrundelsen var, at hans faktiske husstandsindkomst for perioden 1. januar 2003 til 31. december 2003 havde oversteget den indkomst, som hans boligydelse var beregnet på grundlag af med kr. 752.350.

Begrundelsen var endvidere, at det ikke i sagen sås godtgjort, at han havde givet kommunen underretning om denne indkomststigning.

Han havde i henhold til lov om individuel boligstøtte § 43, stk. 3 pligt til løbende at oplyse kommunen om alle forhold, der kunne medføre nedsættelse eller bortfald af boligydelsen.

Nævnet lagde ved afgørelsen til grund, at han pr. 1. januar 2003 havde fået boligstøttebrev, hvori de indkomstoplysninger, der lå til grund for beregningen af boligstøtten, var beskrevet udførligt.

Nævnet lagde endvidere til grund, at det samtidigt blev oplyst, at han skulle kontrollere oplysningerne, og at ændringer straks skulle oplyses til boligkontoret.

Vedrørende det anførte om, at der var tale om beregningsmæssig indkomst uden nogen form for reel indtægt, henviste nævnet til Socialministeriets vejledning nr. 103 af 23. oktober 2002, pkt. 20, hvoraf fremgår, at udgangspunktet for opgørelse af husstandsindkomsten er summen af ansøgerens for dennes husstandsmedlemmers hver for sig opgjorte personlige indkomster med tillæg af positiv kapitalindkomst efter personskattelovens § 7 (dog før det deri nævnte bundfradrag), samt med tillæg af aktieindkomst, der beskattes efter personskattelovens § 8 a, stk. 1 og 2.

Videre fremgår det af vejledningens pkt. 20, at indtægtsgrundlaget i boligstøtteloven bygger på de samme indkomstbegreber, som anvendes i skattelovgivningen.

Til brug for beregningen og efterreguleringen af boligstøtte anvendes der således den indkomst, der af skattevæsenet er lagt til grund ved fastsættelsen af skat.

I klagen til Ankestyrelsen anførte advokaten bl.a., at resultatet stemte med de formelle regler i systemet, men gav et resultat, der ikke var i tråd med de hensyn, der lå til grund for reglerne om ydelse af boligtilskud.

Manden havde i 2003 haft en faktisk indkomst på kr. 177.782,-, der var lagt til grund for udbetalingen af boligstøtte, og som ikke skulle give grundlag for tilbagebetaling af beløb. Det var denne indkomst, der alene kunne anvendes til betaling af husleje, skat, forsikringer og sædvanlige leveomkostninger.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om et opsparet overskud, der blev beskattet ved ophør af selvstændig virksomhed, og hvor der var tale om en beregningsmæssig indkomst uden nogen form for reel indtægt, skulle medtages i indtægtsgrundlaget ved beregning af boligstøtte i beskatningsåret.

Afgørelse:

Kommunen var berettiget til at lægge skattevæsenets indkomster i mandens årsopgørelse for 2003 til grund ved beregningen af det efterreguleringskrav, der var rejst overfor ham.

Det betød, at kravet ikke bortfaldt som følge af, at der ikke var en reel indtægt svarende til det opsparede overskud på tidspunktet, hvor han ophørte med at være selvstændig.

Ankestyrelsen var således kommet til samme resultat som det sociale nævn.

Ankestyrelsen havde ved afgørelsen lagt til grund, at manden som selvstændig var tilmeldt virksomhedsordningen, og at han ophørte med at være selvstændig ved udgangen af 2002. I den forbindelse var der opsparet overskud efter virksomhedsordningen, der skulle beskattes i 2003. Beløbet var således tilskrevet mandens personlige indkomst for 2003. Det sås ikke at være godtgjort, at indkomstændringen var meddelt boligstøttekontoret.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at det fremgår af lovens § 8, stk. 1, nr. 1, 1. pkt. vedrørende opgørelse af husstandens indkomst, at hovedreglen er den personlige indkomst med tillæg af positiv kapitalindkomst, der anvendes til beregning af indkomstskat efter personskattelovens § 7, dog før det deri nævnte bundfradrag.

Det fremgår af Socialministeriets vejledning nr. 103 af 23. oktober 2002, pkt. 21 om bl.a. virksomhedsordningen, at den skattepligtige kan vælge helt eller delvist at lade det resterende overskud samt den del af kapitalafkastet, der ikke vedrører finansielle aktiver, blive stående i virksomheden mod en foreløbig virksomhedsskat. Når det opsparede overskud hæves fra virksomheden, medregnes det til den personlige indkomst. Den foreløbige virksomhedsskat modregnes i den endelige skat eller i det omfang dette ikke er muligt kontant.

Ankestyrelsen fandt, at det var en konsekvens af tilmeldingen, at det overskud, som blev stående i virksomheden, og som ikke var medregnet til den personlige indkomst som følge af virksomhedsordningen, medregnedes når overskuddet blev taget ud og som i dette tilfælde, når manden ophørte som selvstændig. Det var således ikke afgørende, hvad der var af midler i virksomheden i forbindelse med, at manden ophørte som selvstændig.

Ankestyrelsen fandt ikke, at der var hjemmel til at se bort fra virksomhedsordningen i relation til lov om individuel boligstøtte i forbindelse med, at en selvstændig traf et valg om at tilmelde sig ordningen.

Ankestyrelsen tog ved afgørelsen ikke stilling til beløbets størrelse eller afdragsordningen.