Ankestyrelsens principafgørelse P-22-05 om førtidspension – behandling på det foreliggende dokumentationsgrundlag – anmodning – tidspunktet herfor – lægekonsulentens rolle

256

Resume:

Det var en forudsætning for at behandle en ansøgning om førtidspension på det foreliggende dokumentationsgrundlag, at kommunen kunne dokumentere, at der var anmodet herom, samt tidspunktet herfor.

Da dette ikke var tilfældet måtte sagen anses for overgået til behandling efter hovedreglerne om førtidspension. Kommunen var dermed ikke afskåret fra at indhente nye oplysninger.

Love:

Lov om social pension – lovbekendtgørelse nr. 1219 af 7. december 2004 – § 17, stk. 1 og § 18

Sagsfremstilling:

Ansøger havde senest været i fleksjob indtil sygemelding i april 2002. Hun søgte herefter om førtidspension, men tidspunktet fremgik ikke af akterne. Der forelå heller ingen særskilt afgørelse om påbegyndelsestidspunktet. I ressourceprofilen anbefalede sagsbehandleren, at ansøger fik tilkendt førtidspension.

I førtidspensionsskemaet var anført, at sagen var påbegyndt den 13. oktober 2003, og at der var tale om førtidspension efter § 18. Standardbrev var afsendt den 14. oktober 2003 sammen med ressourceprofil og lægeakter.

Kommunens pensionsteam besluttede i november 2003 at udsætte sagen på indhentelse af psykiatrisk vurdering. Ansøger blev henvist til samtale med kommunens psykiatriske lægekonsulent. Pensionsteamet behandlede igen sagen i januar 2004 og udsatte igen afgørelsen, nu på indhentelse af de nyeste reumatologiske oplysninger. Efter modtagelsen af de ønskede oplysninger var sagen til udtalelse hos kommunens almene lægekonsulent.

Pensionsteamet gav afslag på førtidspension i marts 2004. Teamet henviste i afgørelsen til, at sagen var overgået til behandling efter reglerne om førtidspension i § 17, stk. 1, 2. pkt. (det foreliggende dokumentationsgrundlag).

Kommunen oplyste til nævnet, at sagen var behandlet på den foreliggende dokumentation, og at ansøger var vejledt om konsekvenserne heraf.

Det sociale nævn tiltrådte kommunens afgørelse.

Nævnet lagde til grund, at ansøger havde anmodet kommunen om, at der alene blev taget stilling til, om hun var berettiget til førtidspension. Sagen skulle derfor behandles på det foreliggende dokumentationsgrundlag. Kommunen burde ikke have udsat sagen med henblik på udarbejdelse af yderligere lægelige oplysninger. Nævnet havde derfor ikke inddraget disse oplysninger ved behandlingen af sagen.

Nævnet gjorde endvidere opmærksom på, at lægekonsulenten alene havde til opgave at bistå forvaltningen med at klarlægge indholdet af andre lægers udtalelser. Kommunen burde derfor ikke have anvendt den psykiatriske lægekonsulent til at udbygge dokumentationsgrundlaget ved at gennemføre en samtale med ansøger. Lægekonsulenten måtte ikke efterprøve andre lægers oplysninger ved egen undersøgelse.

Ankestyrelsen bad kommunen om at oplyse, hvornår ansøger havde anmodet om at få sagen behandlet på det foreliggende dokumentationsgrundlag, samt om at få kopi af kommunens notater herom.

Kommunen oplyste, at der ikke forelå nogen dokumentation for, at ansøger havde bedt om at få sagen behandlet på det foreliggende grundlag. Det var dermed heller ikke muligt at oplyse, hvornår hun i givet skulle have gjort det.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på belysning af praksis for behandling af sager om førtidspension efter de regler, der trådte i kraft pr. 1. januar 2003.

Afgørelse:

Det var ikke godtgjort, at ansøger havde bedt kommunen om at få ansøgningen om førtidspension behandlet på det foreliggende dokumentationsgrundlag.

Ankestyrelsen henviste til, at kommunen først havde anset sagen for påbegyndt den 13. oktober 2003, d.v.s. efter at der var udarbejdet ressourceprofil, samt til at det var oplyst i førtidspensionsskemaet, at der var tale om en sag efter § 18.

Det var en forudsætning for at behandle en ansøgning om førtidspension på det foreliggende dokumentationsgrundlag, at kommunen var i stand til at dokumentere anmodningen herom, samt tidspunktet herfor.

Sagen måtte derfor anses for at være overgået til behandling efter reglerne i § 18. Nævnet havde dermed ikke været berettiget til at se bort fra nogen af de oplysninger, der forelå, da pensionsteamet traf afgørelse i sagen i marts 2004.

Ankestyrelsen hjemviste derfor sagen til nævnet til ny behandling og afgørelse.

Ankestyrelsen bemærkede, at kommunens brug af egen lægekonsulent til at foretage supplerende undersøgelser var egnet til at vække tvivl om, hvorvidt der forelå inhabilitet. Dette gjaldt uanset, at den psykiatriske lægekonsulent ikke havde fungeret som lægekonsulent i sagen forud for sin udtalelse, og uanset, at sagen senere var set af en anden lægekonsulent. Ankestyrelsen henviste til, at pensionsteamet havde ønsket udtalelsen på baggrund af oplysninger fra egen læge om psykiske problemer.

Nævnet skulle herefter tage stilling til, om den psykiske tilstand kunne anses for tilstrækkelig belyst gennem de foreliggende oplysninger i sagen eller om der var behov for at indhente flere oplysninger herom – eventuelt i form af en speciallægeerklæring.