Ankestyrelsens principafgørelse P-31-05 om forældelse – førtidspension – genoptagelse – Højesterets dom

256

Resume:

Førtidspensionsydelser var omfattet af 1908-loven og ansås for forfaldne på det tidspunkt, hvor de i giver fald skulle have været betalt.

En anmodning til pensionsmyndighederne om genoptagelse af sagen kunne ikke anses for eller sidestilles med et retsligt skridt, der afbrød forældelsesfristen.

Betingelserne for at anse forældelsesfristen for suspenderet på grund at utilregnelig uvidenhed om kravets eksistens var heller ikke opfyldt.

Højesteret tiltrådte derfor landsrettens afgørelse om, at krav på yderligere pensionsudbetalinger for perioden 1987-96 var forældet.

Love:

Lov om forældelse af visse fordringer – lov nr. 274 af 22. december 1908 – § 1 og § 2

Sagsfremstilling:

En kvinde var tilkendt mellemste førtidspension med virkning fra 1. februar 1987. Hun søgte forhøjelse i 1990 og 1994 men fik afslag begge gange. Med virkning fra 1. juni 1996 blev hun af Ankestyrelsen tilkendt højeste førtidspension, idet styrelsen fandt, at hun på dette tidspunkt, men ikke tidligere, opfyldte betingelserne.

Kvinden anlagde i 2003 sag med påstand om, at hun var berettiget til højeste førtidspension også for perioden 1. februar 1987 – 31. maj 1996.

Under sagen blev spørgsmålet om forældelse udskilt til forhandling og afgørelse.

Ankestyrelsen nedlagde påstand om, at kravet var forældet, idet kravet var omfattet af 1908-loven, og ydelserne måtte anses for forfaldet på de tidspunkter, hvor de i givet fald skulle have været betalt. Anmodningerne om genoptagelse medførte ikke afbrydelse af fristen, og genoptagelsesperioderne medførte alene suspension svarende til, at krav forfaldet forud for 1. september 1997 var forældet.

Kvinden nedlagde påstand om, at kravet ikke var omfattet af 1908-loven. Subsidiært gjorde hun gældende, at forældelsen var afbrudt ved hver anmodning om genoptagelse. Endelig blev det anført, at fristen var suspenderet, idet hun havde været uvidende om sit krav indtil Højesterets dom U 2000.645H.

Ved landsrettens dom blev Ankestyrelsen frifundet. Landsretten udtalte at kravet var omfattet af 1908-loven og at pensionsydelserne måtte anses for forfaldet på de tidspunkter, da de enkelte ydelser i givet fald skulle have været betalt, hvilket for samtlige ydelser lå mere end 5 år forud for sagens anlæg. Kvindens klager og anmodninger om genoptagelse af pensionssagen var ikke retslige skridt, der afbrød forældelsen efter lovens § 2, stk. 2. Det forhold at kvinden efter Højesterets afgørelse gengivet i UfR 2000.645H fandt, at der var et fornyet grundlag for at søge højere førtidspension bevirkede ikke, at betingelserne for suspension af forældelsesfristen efter lovens § 3 var opfyldt.

Højesteret afsagde dom den 26. oktober 2005.

Afgørelse:

Højesteret fastslog, at et eventuelt krav på yderligere førtidspension var omfattet af forældelseslovens 5-årige forældelsesregel, og at samtlige de ydelser, som kvinden påstod sig tillagt, måtte anses for forfaldet på de tidspunkter, hvor de i givet fald skulle have været betalt. Disse lå alle mere end 5 år forud for sagsanlægget. Højesteret fastslog endvidere, at kvindens anmodninger til de sociale myndigheder om genoptagelse ikke kunne anses for eller sidestilles med retslige skridt, der afbrød forældelsesfristen, og at betingelserne for at anse forældelsesfristen for suspenderet heller ikke var opfyldt.