Ankestyrelsens principafgørelse R-5-05 om opholdskommune – handlekommune – transportudgifter – samværsudgifter – anbragt barn

256

Resume:

Hjælp til dækning af transportudgifter i forbindelse med samvær med et barn anbragt uden for hjemmet var en afgørelse, der rettede sig mod barnet. Dermed var det barnets opholdskommune, der skulle træffe afgørelse herom.

Love:

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område – lovbekendtgørelse nr. 72 af 6. februar 2004 – § 9a, stk. 4

Sagsfremstilling:

En kvinde fødte i september 2002 et barn, som direkte fra fødegangen blev anbragt i familiepleje i C Kommune.

Kvinden flyttede til A Kommune den 15. december 2002, hvor hun fortsat boede den 30. juni 2003. Derfra flyttede hun videre til B Kommune.

Kvinden havde tidligere fået udbetalt hjælp til transportudgifter fra A Kommune, men i november 2003 blev hun af A Kommune opfordret til at ansøge om denne hjælp i B Kommune, da hun nu var bosat der.

Af tidligere korrespondance mellem A Kommune og B Kommune fremgik det, at A Kommune ikke fandt, at udgifterne til transport og samvær var en udgift, som A Kommune skulle påtage sig, da udgiften klart var i forhold til forældremyndigheden.

Nævnet ændrede A Kommunes afgørelse og hjemviste sagen til fornyet behandling i A Kommune med henblik på stillingtagen til kvindens ansøgning om hjælp til transportudgifter.

Nævnet lagde vægt på, at A Kommune fortsat var handlekommune for så vidt angik sagen vedrørende kvindens barn, idet kvinden var bosiddende i A Kommune den 30. juni 2003.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at udgifter i forbindelse med forældremyndighedsindehaverens samvær med barnet som udgangspunkt måtte anses som vedrørende barnets forhold. Nævnet var derfor af den opfattelse, at A Kommune skulle behandle kvindens ansøgning om transportudgifter i forbindelse med samvær med hendes anbragte barn.

Nævnet fandt ikke, at der i sagen forelå oplysninger, der kunne begrunde, at de omhandlede udgifter overvejende måtte anses for målrettet kvindens behov.

A Kommune klagede over nævnets afgørelse og henviste i den forbindelse til punkt 54 i Socialministeriets vejledning nr. 4 af 16. januar 2002 om særlig støtte til børn og unge. Af vejledningen fremgår vejledende, at det er af væsentlig betydning, at støtten indgår som led i en samlet løsning for familiens problemer, ligesom støtten tilsigter at sætte familien i stand til at klare sine egne problemer.

A Kommune var derfor af den opfattelse, at muligheden for økonomisk støtte til samvær med anbragte børn havde afsæt i familiens situation, og ikke i barnets.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt afgørelsen om betaling af udgifter til økonomisk hjælp til dækning af transportudgifter i forbindelse med forældremyndighedsindehaverens samvær med et anbragt barn var en afgørelse, der var målrettet forældremyndighedsindehaveren jf. § 9 a, stk. 4, sidste punktum.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at A Kommune havde pligt til at behandle ansøgningen om dækning af transportudgifter i forbindelse med kvindens samvær med hendes anbragte barn. Hjælp til dækning af transportudgifter kan ydes på baggrund af en konkret vurdering af, om betingelserne i servicelovens § 40, stk. 2, nr. 9 er opfyldt.

Ankestyrelsen fandt, at en sådan afgørelse rettede sig mod barnet og dermed barnets opholdskommune A, idet det var Ankestyrelsens opfattelse, at afgørelsen tog udgangspunkt i, hvorvidt det var i barnets bedste interesse at bevare en kontakt til de biologiske forældre.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at det fremgår af lovbemærkningerne til retssikkerhedslovens § 9 a, stk. 4, at en række afgørelser kan rette sig mod såvel barnet som forældremyndighedsindehaveren, og at det kan skabe usikkerhed om handlepligten. Det fremgår således, at i tilknytning til en anbringelse uden for hjemmet kan der opstilles den formodning, at der er tale om afgørelser, der vedrører barnets forhold, medmindre det anses for godtgjort, at afgørelsen altovervejende er målrettet forældremyndighedsindehaveren.

Ankestyrelsen fandt ikke, at det kunne anses for godtgjort, at en afgørelse om dækning af transportudgifter til samvær med et anbragt barn altovervejende var målrettet forældremyndighedsindehaveren.

Ankestyrelsen henviste dog i denne forbindelse til, at det fremgår af retssikkerhedslovens § 9 a, stk. 4, 3. pkt., at barnets eller den unges selvstændige opholdskommune samarbejder med forældremyndighedsindehavers opholdskommune om at løse familiens problemer. Kommunen skal desuden høre både forældremyndighedsindehaveren samt barnet eller den unge, inden der træffes afgørelse efter kapitel 8 i lov om social service.

Endvidere henviste Ankestyrelsen til punkt 5 i Socialministeriet vejledning nr. 133 af 24. november 2003 om selvstændig handlekommune for anbragte børn samt høring og inddragelse af børn i sagsbehandlingen kap. 2 om afgørelser under anbringelsen, hvoraf det vejledende fremgår, at et godt samarbejde med forældrenes kommune eller kommuner har særlig betydning ved afgørelser om samvær og kontakt efter § 57. Reglerne om handlepligt over for børn og unge blev med lov. nr. 1168 af 19. december 2003 flyttet fra servicelovens § 53 til § 9 a i retssikkerhedsloven.

Afslutningsvis bemærkede Ankestyrelse, at den anbringende kommune fortsat havde pligt til at refundere A Kommunes udgifter ved anbringelsen, idet denne havde fundet sted før den 1. juli 2003.