Ankestyrelsens principafgørelse U-14-05 om afgørelsestidspunkt – fremtidige behandlingsudgifter – udgifter til helbredelse – stationærtidspunkt – arbejdsskade

256

Resume:

Ankestyrelsen har i principielt møde behandlet 4 sager om fremtidige udgifter til helbredelse efter lov om arbejdsskadesikring, navnlig til belysning af stationærtidspunkt for en skade og forholdet mellem varigt mén og fremtidig helbredelsesudgifter, samtidighed af afgørelser om mén og fremtidige helbredelsesudgifter og oplysningsgrundlaget.

Fremtidige udgifter til sygebehandling kan betales, hvis behandlingen er en følge af arbejdsskaden og skønnes nødvendig for at opnå bedst mulig helbredelse. Herved forstås en varig bedring i helbredstilstanden. Det er ikke tilstrækkeligt, at der er midlertidig lindrende virkning af behandlingen.

Alle sager angik afgørelser om fremtidig behandling ved kiropraktor eller fysioterapeut.

Der kunne ikke ydes erstatning til fremtidig behandling hos kiropraktor eller fysioterapeut når tilstanden måtte betegnes som stationær, da Arbejdsskadestyrelsen traf afgørelse.

Afgørelser om mén og fremtidige behandlingsudgifter skulle som udgangspunkt træffes samtidig.

Sag nr. 1 (j.nr. 1200042-05/1)

Sikrede havde pådraget sig en whiplash ved et trafikuheld 5. januar 2004. Sikrede fik under sagens behandling godtgjort 18 behandlinger indenfor de første 4 måneder efter skaden. Arbejdsskadestyrelsen traf afgørelse om at sikrede havde ret til 30 fremtidige behandlinger.

Ankestyrelsen fandt at sikredes tilstand var stationær allerede ved udfærdigelse af speciallægeerklæring i november 2004, hvorfor fremtidig behandling ikke kunne siges at have helbredende effekt. Ankestyrelsen ændrede således Arbejdsskadestyrelsens afgørelse til afslag på fremtidig behandlingsudgifter.

Sag nr. 2 (j.nr. 1200139-05/1)

Sikrede kom til skade under sit arbejde som togfører den 27. februar 2004 ved at toget gave et ryk, således at hun snublede og forvred venstre knæ. Arbejdsskadestyrelsen gav i sin afgørelse afslag på erstatning til fremtidig behandling. Ankestyrelsen stadfæstede afgørelsen, og anmodede Arbejdsskadestyrelsen se nærmere på nye oplysninger om sikredes helbredsforhold.

Sag nr. 3 (j.nr. 1200539-05/1 og j.nr. 1201124-05/1)

Sikrede kom under sit arbejde som social- og sundhedshjælper til skade og brækkede håndleddet/underarmen. Arbejdsskadestyrelsen traf den 7. januar 2005 afgørelse om anerkendelse af hændelsen af 27. juni 2004 som en arbejdsskade, varigt mén til mindre end 5 procent, tab af erhvervsevne til mindre end 15 procent og afslag på erstatning for fremtidige behandlingsudgifter. Arbejdsskadestyrelsen traf den 8. juli 2005 på ny afgørelse om varigt mén til 8 procent.

Ankestyrelsen stadfæstede Arbejdsskadestyrelsens afgørelse om afslag på erstatning for tab af erhvervsevne og hjemviste spørgsmålet om det varige mén og de fremtidige behandlingsudgifter.

Sag nr. 4 (j.nr. 1200933-05/1)

Sikrede fik under sit arbejde som sygeplejerske et smæld i sin skulder. Arbejdsskadestyrelsen gav i sin afgørelse afslag på erstatning til fremtidig behandling. Ankestyrelsen stadfæstede Arbejdsskadestyrelsens afgørelse om afslag på erstatning for fremtidige behandlingsudgifter.

Love:

Lov om arbejdsskadesikring – lov nr. 422 af 10. juni 2003 – § 15, § 16, stk. 1 og § 16, stk. 3

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1

Sikrede kom til skade under sit arbejde som chauffør. Sikrede blev påkørt bagfra af en lastbil og blev herved kastet tilbage og frem i ruden og rattet. Sikrede fik et kraftigt slag på hovedet, bryst og arm og herved pådrog sikrede sig et whiplashtraume.

Sikrede fik betalt 18 fysiurgiske behandlinger i perioden 10. januar til 25. maj 2004 og modtog herefter en række behandlinger både i 2004 og 2005.

Arbejdsskadestyrelsen traf afgørelse den 7. januar 2005 om erstatning for 30 fremtidige behandlinger samt varigt mén på 10 %.

Af speciallægeerklæring af 12. november 2004 fremgik blandt andet, at der var givet relevant behandling for skaden og at generne fra arbejdsskaden havde været stationære gennem 6 måneder.

Afgørelse:

Ankestyrelsen ændrede Arbejdsskadestyrelsens afgørelse således, at der ikke ydedes erstatning til fremtidig behandling.

Ankestyrelsen fandt at fysioterapibehandlinger efter sagens afslutning ikke havde helbredende virkning på arbejdsskadens følger.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at sikrede tilstand var stationær allerede ved speciallægeerklæring af 12. november 2004. Ankestyrelsen vurderede på den baggrund, at yderligere behandling ikke ville have helbredende effekt, men alene have lindrende karakter.

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2

Sikrede kom til skade under sit arbejde som togfører den 27. februar 2004 ved at toget gav et ryk, således at hun snublede og forvred venstre knæ. Anmeldelsen blev modtaget hos forsikringsselskabet den 10. marts 2004. Sikrede havde ikke modtaget behandling under sagens behandling.

Sikrede sendte efter sagens behandling i Arbejdsskadestyrelsen oplysninger om forværring af knæskaden til Ankestyrelsen, idet det blev oplyst, at sikrede skulle have foretaget en rekonstruktion af forreste korsbånd.

Afgørelse:

Ankestyrelsen stadfæstede Arbejdsskadestyrelsens afgørelse om afslag på fremtidig behandlingsudgifter og mén og sendte samtidig sagen til eventuel videre behandling som følge af nye oplysninger om knæoperationen.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at på tidspunktet for Arbejdsskadestyrelsens afgørelse ville fremtidig behandling af sikredes knæ ikke have helbredende virkning på arbejdsskadens følger.

Ankestyrelsen lagde videre vægt på, at sikrede ikke havde varigt mén og ikke havde haft udgifter til helbredelse under sagens behandling. Hertil kom at tilstanden på tidspunktet for Arbejdsskadestyrelsens afgørelse måtte anses for værende afklaret, og der var således ikke et fremtidigt behandlingsbehov.

Ankestyrelsen bemærkede videre, at såfremt Arbejdsskadestyrelsen fandt anledning til at genoptage sagen ville Arbejdsskadestyrelsen skulle behandle spørgsmålet om fremtidige behandlingsudgifter på ny.

Sagsfremstilling 3:

Sag nr. 3

Sikrede kom under sit arbejde som social- og sundhedshjælper til skade, idet sikrede sammen med en kollega var i færd med at løfte sengen med fjernbetjeningen. På sengen sad en beboer. Sikrede fik bremsearmen op under sit bukseben og faldt, da sengen løftedes. Sikrede tog fra med venstre hånd og brækkede håndleddet/underarmen.

Arbejdsskadestyrelsen traf den 7. januar 2005 afgørelse om anerkendelse af hændelsen af 27. juni 2004 som en arbejdsskade, varigt mén til mindre end 5 procent, tab af erhvervsevne til mindre end 15 procent og afslag på erstatning for fremtidige behandlingsudgifter.

I skrivelse af 2. juni 2005 oplyste Arbejdsskadestyrelsen, at sagen var omfattet af genvurderingspligten, idet sikredes erhvervsmæssige forhold havde ændret sig siden afgørelsen af 7. januar 2005. Arbejdsskadestyrelsen indhentede nye oplysninger herom, herunder lægelige og oplyste på baggrund heraf, at der ville blive truffet ny afgørelse om varigt mén.

Sikrede blev opereret i april og maj 2005 og skulle til kontrol i september 2005 med henblik på yderligere operation.

For så vidt angik sikredes behandlingsbehov fandt Arbejdsskadestyrelsen ikke grundlag for at genvurdere denne del af afgørelsen, idet sikrede ikke havde fremsendt nye oplysninger herom. Arbejdsskadestyrelsen havde bedt sikrede indsende kvitteringer på medicin- og behandlingsudgifter, men havde ikke modtaget yderligere.

Arbejdsskadestyrelsen traf den 8. juli 2005 ny afgørelse om varigt mén til 8 procent.

Afgørelse:

Ankestyrelsen stadfæstede Arbejdsskadestyrelsens afgørelse om afslag på erstatning for tab af erhvervsevne og hjemviste spørgsmålet om det varige mén og de fremtidige behandlingsudgifter.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at sikredes tilstand på tidspunktet for Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 8. juli 2005 endnu ikke var stationær. Sikrede var fortsat i behandling og skulle til kontrol midt i september 2005 og var således ikke færdigbehandlet på tidspunktet for Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.

Arbejdsskadestyrelsen skulle således indhente yderligere lægelige oplysninger til belysning af sikredes nuværende gener og træffe en ny afgørelse.

Ankestyrelsen lagde i forbindelse med afgørelsen om fremtidige behandlingsudgifter til grund, at afgørelsen om varigt mén og fremtidige behandlingsudgifter burde træffes samtidigt, idet der først kunne træffes afgørelse om fremtidige behandlingsudgifter, når tilstanden var stationær.

Sagsfremstilling 4:

Sag nr. 4

Sikrede kom under sit arbejde som sygeplejerske til skade, da hun skulle flytte en patient højere op i sengen. Det gav i smæld i sikredes skulder og hun blev varm, hævet og fik nedsat følelse ned til hånden.

Arbejdsskadestyrelsen traf afgørelse om, at mén var under 5 %, men ville genoptage behandlingen af sagen den 1. januar 2006.

Sikrede fik under sagens behandling dækket udgifter til 13 fysioterapibehandlinger fra marts til juli 2004 af forsikringsselskabet. Arbejdsskadestyrelsen fandt, at disse behandlinger var nødvendige for at opnå den bedst mulige helbredelse af skadens følger.

Herudover havde sikrede modtaget 16 behandlinger i perioden december 2004 til april 2005 og 17 behandlinger i perioden 12. april 2005 til 23. juni 2005, som hun ikke havde fået dækket.

Afgørelse:

Ankestyrelsen traf afgørelse om varigt mén på mindre end 5 procent. Der blev lagt vægt på, at der efter den objektive undersøgelse var konstateret normal bevægelighed i skulderen, intet muskelsvind. Der var endvidere beskrevet subjektive gener i form af smerter og der var klage over følelse af nedsat bevægelighed.

Ankestyrelsen lagde til grund, at tilstanden 1/2 år efter skaden kunne betegnes som stationær og var således ikke enig i den af Arbejdsskadestyrelsen fastsatte revision den 1. januar 2006. Afgørelsen skulle herefter betragtes som en endelig afgørelse.

Ankestyrelsen lagde i forbindelse med afgørelsen om fremtidige behandlingsudgifter til grund, at behandlingerne fra december 2004, altså mere end 1/2 år efter skaden og på et tidspunkt, hvor tilstanden var stationær, alene ville have lindrende virkning på arbejdsskadens følger, hvorefter behandlingerne ikke kunne anses for nødvendige for den bedst mulige helbredelse.