Ankestyrelsens principafgørelse U-7-05 om erhvervsevnetab – væsentlige ændringer – forvaltningsretlig genoptagelse – Højesterets dom – forudbestående lidelse – genoptagelse

256

Resume:

Højesteret*) fandt, at arbejdsskademyndighederne efter almindelige forvaltningsretlige principper havde været berettiget til at genoptage en sag om erstatning for tab af erhvervsevne, selvom betingelserne i dagældende lovs regel om genoptagelse ikke var opfyldt. Højesteret henviste til at genoptagelse var begrundet i en usikkerhed om, hvorvidt dagældende lovs regel om bevisbyrde var blevet korrekt anvendt.

Love:

Lov om arbejdsskadesikring – lov nr. 422 af 10. juni 2003 – § 12, § 17 og § 42

Note:

*)Højesterets dom offentliggjort i UfR 2005 s. 041

Sagsfremstilling:

Sikrede pådrog sig i august 1990 en arbejdsskade, da han under sit arbejde som specialarbejder tabte en motor ned på højre lår. Den 19. november 1991 traf Arbejdsskadestyrelsen afgørelser om, dels at sikrede ikke ansås at have pådraget sig et varigt mén på 5 procent eller derover, dels at hans erhvervsevne ikke ansås for nedsat med 15 procent eller derover, hvorfor han ikke var berettiget til erstatning for varigt mén eller for tab af erhvervsevne efter arbejdsskadeforsikringsloven.

Den 27. marts 1992 stadfæstede Ankestyrelsen afgørelserne.

Ved brev af 23. august 1993 anmodede sikredes forbund på sikredes vegne Arbejdsskadestyrelsen om at genoptage sagen om varigt mén og erstatning for tab af erhvervsevne.

Den 2. december 1994 traf Arbejdsskadestyrelsen afgørelse om, at man nu vurderede, at sikredes mén var 8 procent.

Sikrede klagede over afgørelsen, som den 7. juni 1995 blev stadfæstet af Ankestyrelsen.

Den 5. maj 1995 traf Arbejdsskadestyrelsen afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne, og vurderede at tabet nu udgjorde 15 procent.

Arbejdsskadestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at arbejdsskadens følger efter styrelsens opfattelse kun svarende til 1/3 havde været årsag til sikredes arbejdsophør og overgang til førtidspension. Denne afgørelse blev ikke påklaget.

Sikrede havde forinden i december 1994 fået tildelt forhøjet almindelig førtidspension i medfør af lov om social pension § 14, stk. 3, nr. 1.

Ved brev af 10. marts 1999 til Arbejdsskadestyrelsen begærede sikredes advokat på vegne af sikrede sagen genoptaget, og den 2. februar meddelte Arbejdsskadestyrelsen sagens parter at sagen var genoptaget.

Arbejdsskadestyrelsen har efterfølgende i afgørelse af 21. februar 2000 forhøjet méngraden til 10 procent. Afgørelsen blev stadfæstet af Ankestyrelsen.

Den 12. april 2000 havde Arbejdsskadestyrelsen sideløbende genoptaget erhvervsevnetabssagen og forhøjet procentsatsen til 35 procent.

Afgørelsen blev af forsikringsselskabet F påklaget til Ankestyrelsen.

Den 29. juni 2001 traf Ankestyrelsen afgørelse om, at erhvervsevnetabet skulle fastsættes til 25 procent.

Ankestyrelsen vurderede, at der ikke ansås at være godtgjort sådanne ganske særlige omstændigheder, som er en betingelse for genoptagelse efter udløbet af 5- års fristen. Ankestyrelsen vurderede derimod, at der havde været grundlag for forvaltningsretlig genoptagelse af Arbejdsskadestyrelsens tidligere afgørelse om erhvervsevnetab af 5. maj 1995.

Ankestyrelsen har herefter på grundlag af sagens oplysninger fundet det dokumenteret, at arbejdsskadens følger havde haft en vis betydning for sikredes arbejdsophør, således at der ikke ansås at have været tilstrækkeligt grundlag for et fradrag i erstatningens størrelse svarende til 2/3, således som Arbejdsskadestyrelsen traf afgørelse om den 5. maj 1995.

Sagen blev af forsikringsselskabet F indbragt for Østre Landsret, som frifandt Ankestyrelsen.

Afgørelse:

Højesterets dom og bemærkninger:

“Bestemmelsen i § 29 i den dagældende arbejdsskadeforsikringslov angår betingelserne for genoptagelse, som følge af de omstændigheder, der har været bestemmende for erstatningsfastsættelsen, har forandret sig. Bestemmelsen afskærer ikke genoptagelse efter almindelige forvaltningsretlige principper.

Genoptagelsen af Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 5. maj 1995, hvorved sikredes erhvervsevnetab som følge af arbejdsskaden var blevet fastsat til 15 procent, må anses for begrundet i en usikkerhed om, hvorvidt formodningsreglen i den dagældende arbejdsskadeforsikringslovs § 13 var blevet anvendt korrekt. Efter denne bestemmelse anses et påvist tab af erhvervsevne at være en følge af arbejdsskaden, medmindre overvejende sandsynlighed taler herimod.

På denne baggrund, og da det, som forsikringsselskabet F har anført om indrettelsessynspunktet, ikke kan føre til et andet resultat, finder Højesteret, at arbejdsskademyndighederne efter almindelige forvaltningsretlige principper var berettiget til at genoptage sagen og træffe en ny afgørelse, der var økonomisk bebyrdende for forsikringsselskabet “.

Med denne begrundelse tiltrådte Højesteret, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsens afgørelse om, at erhvervsevnetabet som følge af arbejdsskaden var fastsat til 25 procent.