Ankestyrelsens principafgørelse D-1-08 om ophør – rimelig grund – opfølgningsindsats – medvirken – sygedagpenge

256

Resume:

En sygedagpengemodtager havde uden rimelig grund undladt at medvirke ved kommunens opfølgningsindsats, da hun efter råd fra sin behandlende psykiater nægtede at lade sig undersøge hos en psykiater, som kommunen havde udvalgt til at udfærdige en speciallægeerklæring. Kommunen var derfor berettiget til at standse sygedagpengene.

Love:

Lov om sygedagpenge – lov nr. 563 af 9. juni 2006 – § 21, stk. 1, nr. 3

Sagsfremstilling:

En kvinde havde været sygemeldt fra sit arbejde siden den 8. august 2005 på grund af psykiske gener. Hun havde siden 17. juni 2005 været i behandling hos en bestemt psykiater.

I forbindelse med kommunens opfølgning på sygedagpengesagen ønskede kommunen, at hun lod sig undersøge af en anden psykiater. Efter den behandlende psykiaters råd ønskede kvinden ikke at medvirke til sådan en undersøgelse.

Kommunen havde i forvejen gjort kvinden opmærksom på, at det ville blive betragtet som manglende medvirken til kommunens opfølgning, hvis hun ikke medvirkede ved undersøgelsen.

Da hun nægtede at medvirke ved en undersøgelse hos en anden psykiater, traf kommunen herefter den 13. november 2006 afgørelse om at standse sygedagpengerefusionen efter den 17. november 2006.

Beskæftigelsesankenævnet stadfæstede den 23. august 2007 kommunens afgørelse.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at kvinden uden rimelig grund havde undladt at medvirke ved kommunens opfølgningsindsats ved ikke at lade sig undersøge hos en af kommunen valgt psykiatrisk speciallæge med henblik på udfærdigelse af speciallægeerklæring.

Den behandlende psykiater klagede på sin patients vegne over nævnets afgørelse.

I klagen blev det anført, at psykiateren anså det til skade for klienten at deltage i en fire timer lang undersøgelse hos en kollega. Det anførtes også, at kvinden modtog invalidepension (tidsbegrænset) fra sin pensionskasse, fordi hun var så syg, at hun ikke var i stand til at arbejde.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om den manglende medvirken var uden rimelig grund, når det var efter råd fra egen behandlende psykiater.

Afgørelse:

Arbejdsgiver var ikke berettiget til sygedagpengerefusion efter den 17. november 2006.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg var således enig med Beskæftigelsesankenævnet i, at kommunen var berettiget til at standse udbetalingen af sygedagpenge under lønmodtagerens sygefravær fra den 17. november 2006.

Beskæftigelsesudvalget fandt, at den sygemeldte uden rimelig grund havde undladt at medvirke ved kommunens opfølgningsindsats. Hun havde efter råd fra sin psykiater afvist at lade sig undersøge hos en anden psykiater til en speciallægeerklæring til brug for kommunens opfølgning.

Beskæftigelsesudvalget lagde vægt på, at kvinden havde været under psykiatrisk behandling siden 17. juni 2005 og havde været sygemeldt fra sit arbejde siden 8. august 2005. På det tidspunkt, hvor kommunen bad hende om at medvirke ved en speciallægeundersøgelse, havde hun været sygemeldt i godt et år. For at kommunen kunne følge op på hendes helbreds- og erhvervsmæssige situation var det nødvendigt at indhente yderligere lægelig vurdering i form af en speciallægeerklæring.

Kommunen havde ansvaret for, at sagen var tilstrækkeligt oplyst til, at kommunen kunne træffe en afgørelse. I den forbindelse kunne kommunen som led i sagsbehandlingen bede en modtager af sygedagpenge om at lade sig undersøge hos en læge. Hvis dagpengemodtageren ikke medvirkede til oplysningen af sagen, skulle kommunen respektere det, og behandle sagen om hjælp på det foreliggende grundlag. Forud for en afgørelse på det foreliggende grundlag, skulle kommunen oplyse borgeren om, at den manglende medvirken til sagens oplysning, kunne komme borgeren til skade ved afgørelsen. I denne sag underrettede kommunen den sygemeldte om konsekvenserne ved ikke at lade sig undersøge hos en anden psykiater, nemlig at kommunen så måtte standse sygedagpengene.

Det fremgik af kommunens lægelige overvejelser i sagen, at kommunen havde ønsket en belysning af, hvilke belastninger, den sygemeldte havde været udsat for. Kommunen mente endvidere ikke, at den på grundlag af de lægelige akter, der allerede var i sagen, kunne vurdere hendes funktionsevne i ethvert erhverv. Kommunen ønskede i den forbindelse også yderligere oplysninger om helbredstilstanden.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg var enig med kommunen i, at en undersøgelse hos en anden psykiater var et nødvendigt led i kommunens opfølgning. Sagen var ikke med udtalelserne fra den behandlende psykiater tilstrækkeligt oplyst til, at kommunen kunne træffe nogen afgørelse.

Beskæftigelsesudvalget var opmærksom på, at den behandlende psykiater havde anført, at han mente klientens tilstand var af en sådan art, at det kunne være til skade for hende at deltage i en undersøgelse hos en af hans kolleger.

Beskæftigelsesudvalget vurderede, at en undersøgelse hos en anden kvalificeret speciallæge i psykiatri, som var relevant informeret om kvindens sag, ikke ville udgøre en særlig risiko for, at hendes psykiske tilstand blev forværret. Hendes psykiske tilstand havde ikke ændret sig meget i de sidste år, og der syntes derfor ikke at være grundlag for at mene, at en undersøgelse ville forværre hendes tilstand væsentligt. Især ikke en undersøgelse hos en psykiater, som var blevet underrettet om og tog hensyn til hendes problemer med stress, uro og angst.

Beskæftigelsesudvalget fandt, at det var nødvendigt med en anden psykiaters vurdering af kvindens psykiske helbredstilstand som supplement til den behandlende psykiaters vurdering, blandt andet til vurdering af diagnosen posttraumatisk belastningsreaktion. Endvidere fandt udvalget, at en ny speciallægeerklæring var nødvendig for, at kvindens arbejdsevne i forhold til ethvert erhverv kunne blive belyst.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg tiltrådte således beskæftigelsesankenævnets afgørelse.