Ankestyrelsens principafgørelse F-1-08 om indgribende afgørelse – klagefrist – manglende klagevejledning – mundtlig afgørelse – suspension – sygedagpenge

256

Resume:

Det havde ikke betydning, at borgeren havde udtrykt enighed om, at sygedagpengene skulle ophøre. Det var en afgørelse af indgribende betydning for borgeren og afgørelsen burde derfor efter god forvaltningsskik have været skriftlig og med klagevejledning. Klagefristen blev derfor suspenderet. *)

Love:

Forvaltningsloven – lovbekendtgørelse nr. 1365 af 7. december 2007 – § 23, stk. 1 og § 25

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område – lovbekendtgørelse nr. 1047 af 27. august 2007 – § 67, stk. 1

Note:

*) se også Principafgørelser F-8-01 og R-10-03

Sagsfremstilling:

Kommunen meddelte under telefonsamtale med en borger den 3. august 2007, at hans sygedagpengesag blev afsluttet og henlagt. Hans ansøgning om kontanthjælp ville blive behandlet med startdato fra den 6. august 2007.

Kommunen gav ikke klagevejledning med den mundtlige afgørelse om sygedagpengestop.

Den 11. september 2007 klagede borgeren skriftligt over afgørelsen af 3. august 2007.

Kommunen fremsendte klagen til beskæftigelsesankenævnet og bad nævnet om at tage stilling til, hvorvidt der skulle dispenseres for, at ankefristen var overskredet.

Ved breve af 14. december 2007 og 7. januar 2008 meddelte nævnet til kommunen, at klagen var rettidigt indgivet, idet der tilsyneladende ikke var givet klagevejledning i forbindelse med afgørelsen.

Kommune klagede over nævnets afgørelse.

I klagen anførte kommunen, at det ved opfølgningssamtalen med borgeren den 3. august 2007 blev aftalt, at han havde sidste sygedag samme dato.

Nævnet genvurderede den 29. februar 2008 sin afgørelse om, at klagen var rettidig.

Beskæftigelsesankenævnet fandt nu, at det ikke burde have anset klagefristen for suspenderet, og nævnet derfor burde have afvist at behandle sagen om ophør af sygedagpenge fra den 3. august 2007. Nævnet ville dog behandle klagen, idet borgeren havde fået en berettiget forventning derom.

Nævnet lagde vægt på, at afgørelsen om ophør af sygedagpenge tilsyneladende blev truffet i enighed med borgeren, idet han selv havde anført, at han formentlig kunne genoptage et arbejde.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om der skulle gives klagevejledning i en mundtlig afgørelse, hvor kommunen og borgeren var enige i, at sygedagpengene skulle ophøre. Det skulle herefter afklares, om klagefristen kunne suspenderes ved manglende klagevejledning. Sagen blev antaget som supplement til principafgørelsen R-10-03.

Afgørelse:

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg fandt, at fristen for at klage over kommunens mundtlige afgørelse af 3. august 2007 om stop for sygedagpenge var suspenderet.

Det betød, at borgerens klage af 11. september 2008 var rettidig, og beskæftigelsesankenævnet skulle realitetsbehandle sagen.

Kommunes manglende klagevejledning i forbindelse med den mundtlige afgørelse af 3. august 2007 om stop for sygedagpenge betød, at klagefristen var suspenderet. Borgerens klage af 11. september 2008 var derfor rettidig.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg lagde vægt på, at kommunen skulle have givet klagevejledning, idet afgørelsen om stop for sygedagpenge ikke fuldt ud gav borgeren medhold. At borgeren havde udtrykt enighed i afgørelsen havde ikke betydning for vurderingen af, om borgeren havde fået medhold. Derimod havde det betydning, om afgørelsen var til gunst eller ugunst for borgeren. Når kommunen stoppede en løbende ydelse, som borgen indtil da havde modtaget, måtte det anses for at være en indgribende afgørelse til ugunst for borgeren.

Selv om afgørelsen blev meddelt mundtligt, skulle kommunen også have givet klagevejledning. Lov om sygedagpenge indeholdt ikke regler om, hvilken form en afgørelse på dagpengeområdet skulle have. Efter god forvaltningsskik skulle afgørelser, der var særligt indgribende for borgeren, meddeles skriftligt. Efter forvaltningslovens § 23 havde en borger endvidere ret til at bede om at få en skriftlig afgørelse. Det fremgik af vejledningen til forvaltningslovens § 25, at den almindelige vejledningspligt medførte, at der ved en mundtlig forvaltningsafgørelse om fornødent skulle gives klagevejledning.

Det fremgik af principafgørelsen R-10-03, at klagefristen var suspenderet, indtil klagevejledning var givet, med mindre klageren kunne anses for at have udvist ugrundet passivitet. Der var ikke grundlag for at antage, at borgeren havde udvist passivitet. Hans klage måtte derfor anses for rettidig, og beskæftigelsesankenævnet skulle realitetsbehandle klagen.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg kom således til samme resultat som beskæftigelsesankenævnet, men med en anden begrundelse.

Sagen skulle derfor som nævnt realitetsbehandles i beskæftigelsesankenævnet og genvurderes i kommunen.