Ankestyrelsens principafgørelse H-1-08 om modregning – opkrævning – rimelige leveomkostninger – ægtefællebidrag

256

Resume:

En kvindes krav om ægtefællebidrag fra hendes tidligere ægtefælle kunne af kommunen modregnes i mandens modkrav på for meget udbetalt ægtefællebidrag.

Begrundelsen var, at kvinden fortsat havde mulighed for at få dækket sine rimelige leveomkostninger, og at det var kommunen, der efter anmodning opkrævede ægtefællebidrag, herunder tog stilling til indsigelser om fordringen.

Love:

Lov om opkrævning af underholdsbidrag – lovbekendtgørelse nr. 946 af 10. oktober 2005 – § 1, stk. 1

Sagsfremstilling:

Sagen drejede sig om opkrævning af ægtefællebidrag fra en kvindes tidligere ægtefælle. Bidraget til kvinden var fastsat til 4.500 kr. om måneden, men fra maj 2007 nedsat til et månedligt beløb på 3.000 kr. Da bidraget ikke blev betalt til kvinden, anmodede hun kommunen om at opkræve det.

Samtidigt havde manden et modkrav på 75.000 kr. i form af for meget udbetalt ægtefællebidrag til kvinden.

Kommunen meddelte ved afgørelse af 15. august 2007, at det på baggrund af en konkret og individuel vurdering af kvindens udgifter og indtægter måtte skønnes, at der kunne opkræves 1.500 kr. per måned til kvinden. Restbeløbet på 3.000 kr. ville kunne modregnes i mandens krav mod kvinden.

Kommunen skønnede at modregning kunne foretages, da der var tale om et modkrav, der udsprang af samme retsforhold, og da der ved opkrævning af 1.500 kr. per måned var levnet kvinden tilstrækkelige midler til dækning af rimelige leveomkostninger.

Nævnet stadfæstede kommunens afgørelse.

Nævnet lagde til grund, at kvindens tidligere ægtefælle havde et modkrav mod kvinden på 75.000 kr., der udsprang af samme retsforhold.

Nævnet fandt, at kommunen ud fra en konkret og individuel vurdering af kvindens samlede indtægter og udgifter måtte anses for at have overladt kvinden det nødvendige til dækning af hendes rimelige leveomkostninger.

Nævnet lagde ved vurderingen vægt på forholdet mellem kvindens indtægter og udgifter, at hun boede alene, og at hun ikke havde forsørgelsespligt over for børn under 18 år.

Kvinden klagede over afgørelsen og oplyste, at der ikke i afgørelsen var taget hensyn til, at hun skulle betale B-skat af ægtefællebidraget, og at bidraget reducerede boligstøtten.

Kvinden oplyste endvidere, at hendes tidligere ægtefælle utvivlsomt var betalingsdygtig, og hun var derfor uforstående overfor, at man ikke fra kommunens side havde forsøgt at tvangsinddrive det skyldige beløb hos ham.

Nævnet fastholdt ved genvurdering afgørelsen med den tidligere givne begrundelse.

Det blev supplerende oplyst, at det forhold, at kvinden skulle betale B-skat af ægtefællebidraget, og at det havde betydning for størrelsen af boligstøtten, ikke efter nævnets vurdering kunne føre til en anden afgørelse. Nævnet fandt stadig, at hun måtte anses for at være overladt det tilstrækkelige til at dække sine rimelige leveomkostninger.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på belysning af praksis for opkrævning af ægtefællebidrag.

Afgørelse:

Kommunen kunne nedsætte opkrævning af kvindens ægtefællebidrag til 1.500 kr. per måned.

Det betød, at den resterende del af kvindens bidrag skulle modregnes i kvindens tidligere ægtefælles modkrav mod hende.

Ankestyrelsen kom således til samme resultat som det sociale nævn.

Begrundelsen var, at kvinden fortsat havde mulighed for at få dækket sine rimelige leveomkostninger.

Ankestyrelsen lagde til grund, at kvindens tidligere ægtefælle var forpligtet til at betale ægtefællebidrag til hende. Bidraget var fra maj 2007 nedsat fra 4.500 kr. til 3.000 kr. om måneden. Samtidigt havde han et modkrav på 75.000 kr. i form af for meget udbetalt ægtefællebidrag til kvinden.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at kommunen efter anmodning opkrævede ægtefællebidrag, herunder tog stilling til indsigelser om fordringen.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at den tidligere æftefælle havde et modkrav mod kvinden, der udsprang af samme retsforhold, og at der ville kunne ske modregning over for kvindens krav om ægtefællebidrag, såfremt hun fortsat blev overladt tilstrækkelige midler til dækning af sine rimelige leveomkostninger.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at nævnet havde foretaget en konkret og individuel vurdering af kvindens økonomiske forhold på baggrund af de udgifter, der skønsmæssigt måtte betegnes som rimelige.

Ankestyrelsen lagde i denne forbindelse vægt på, at kvinden boede alene uden forsørgerpligt over for børn under 18 år. Hendes samlede månedlige indtægter i form af dagpenge og boligstøtte udgjorde 11.054 kr., og kvinden havde efter fratræk af rimeligt begrundede faste udgifter et månedligt rådighedsbeløb på cirka 3.400 kr. eksklusiv ægtefællebidrag til øvrige udgifter.

Ankestyrelsen fandt ikke grundlag for at tilsidesætte nævnets skønsmæssige vurdering af kvindens økonomiske forhold.

Ankestyrelsen havde i øvrigt noteret sig, at nævnet havde anmodet kommunen om at forholde sig til kvindens spørgsmål om inddrivelse.