Ankestyrelsens principafgørelse M-6-08 om boligstøtte – flytning – tilbagebetaling – udbetalt til udlejer – vejledning

256

Resume:

Lejer har selv ansvar for, at der bliver givet meddelelse om f.eks. flytning til boligstøttekontoret. Når boligstøtte udbetales direkte til udlejer og ikke lejer, bør kommunen i vejledningen til boligstøttemodtageren særligt præcisere, at det ikke er tilstrækkeligt at meddele flytning til boligselskabet med forventning om, at boligselskabet giver meddelelse til boligstøttekontoret.

Ankestyrelsen fandt ikke i den konkrete sag, at ansøger havde svigtet sin oplysningspligt på en sådan måde, at hun burde pålægges tilbagebetalingspligt.

Love:

Lov om individuel boligstøtte – lovbekendtgørelse nr. 199 af 2. marts 2007 – § 42, stk. 3 og § 47, stk. 7

Sagsfremstilling:

Kommunen meddelte en kvinde, at hun på grund af flytning ikke fik udbetalt boligsikring fra den 15. marts 2007 til den fraflyttede bolig.

Kvinden havde for perioden 15. marts 2007 til 30. april 2007 fået udbetalt 1.621 kr. for meget, som hun skulle tilbagebetale efter boligstøttelovens § 47, stk. 7.

Kvinden ringede til kommunen, idet hun ikke kunne forstå kravet. Hun ønskede at klage over afgørelsen, idet hun havde givet meddelelse om flytningen for 3 måneder siden, bl.a. til boligkontoret og folkeregisteret, og hun ønskede dokumentation for, at beløbet var overført til udlejer.

Boligkontoret rettede henvendelse til folkeregisteret, der ikke havde modtaget nogen henvendelser. Kommunen fastholdt herefter afgørelsen.

Af oversendelsesskrivelsen til nævnet fremgik, at kommunens boligkontor den 29. marts 2007 havde modtaget advis om, at kvinden var fraflyttet adressen den 15. marts 2007.

Boligsikring for april var overført til boligselskabet og fratrukket i boliglejen pr. 1. april 2007, hvorfor kvinden først 1. maj 2007 modtog brev med krav om tilbagebetaling af 1.621 kr. i for meget udbetalt af boligsikring i perioden 15. marts til 30. april 2007.

Endvidere fremgik, at boligkontoret ikke havde modtaget nogen udbetaling retur fra boligselskabet for henholdsvis marts og april måned. Hverken boligkontoret eller folkeregistret havde modtaget oplysning om, at kvinden forventede at fraflytte 15. marts 2007.

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse.

Nævnet lagde til grund, at kommunen først fik oplysninger om kvindens flytning den 29. marts 2007.

Dermed havde kvinden ikke opfyldt sin oplysningspligt efter boligstøttelovens § 43, stk. 3, og kommunen fik først oplysning om hendes flytning på et så sent tidspunkt, at kommunen ikke kunne nå at stoppe udbetaling af boligsikring til hende vedrørende den pågældende bolig for marts og april 2007.

Betingelserne for at kræve tilbagebetaling fra kvinden af boligsikring for perioden 15. marts til 30. april 2007 var således opfyldt, jf. boligstøttelovens § 47, stk. 7.

Kvinden klagede over afgørelsen.

I klagen til Ankestyrelsen blev anført, at hun ultimo januar 2007 rettede henvendelse til kommunens boligkontor, hvor det oplystes, at hun som lejer fraflyttede sin lejlighed pr. 15. marts 2007. Opsigelsen af lejemålet blev fremsendt samme dag til boligselskabets kontor. Opsigelsen blev til hende oplyst at være noteret i kommunen og boligselskabets kontor.

Primo marts 2007 betaltes husleje for perioden 1. marts til 15. marts 2007. Herefter overgik lejemålet til ny lejer. 15. marts 2007 fraflyttedes lejligheden i henhold til opsigelsen af lejemålet.

Kommunen havde i hendes tilfælde valgt at indbetale det bevilgede boligstøttebeløb direkte til udlejer.

Kvinden mente, at kommunen på den baggrund havde en orden og datadisciplin, der var meget utilfredsstillende. Kommunens eventuelle krav om tilbagebetaling skulle efter hendes vurdering rettes direkte til boligselskabet.

Nævnet bemærkede ved genvurderingen, at kvinden i klagen bl.a. som nyt anbringende havde gjort gældende, at boligstøtte for den omhandlende periode ikke var blevet udbetalt til hende. Kvinden blev henvist til at rette henvendelse til kommunen med henblik på, at kommunen forholdt sig hertil.

Kommunen oplyste ved brev af 15. april 2008, at kvinden havde indbetalt det fulde krav på 1.621 kr., og at et beløb på 1.057 kr., der var returneret fra boligselskabet, ville blive tilbageført til hende.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om nævnet i forbindelse med sagsbehandlingen havde overholdt officialmaksimen.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at kommunen ikke havde været berettiget til at kræve den for meget udbetalte boligstøtte tilbagebetalt af kvinden.

Det betød, at hun skulle have udbetalt et beløb svarende til forskellen mellem, hvad hun havde indbetalt til kommunen, og det beløb kommunen allerede havde returneret til kvinden.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at kvinden mente, at kommunen ville få besked af udlejer om hendes flytning, og at eventuelt for meget udbetalt boligstøtte var et mellemværende mellem kommunen og udlejer. Kvinden mente i øvrigt, at hun havde givet kommunen meddelelse om flytningen.

Ankestyrelsen lagde endvidere til grund, at der i sagen ikke var dokumentation for, at kvinden havde givet boligstøttekontoret eller folkeregistret meddelelse om sin flytning, selv om det af hendes bevillingsskrivelse fremgik, at flytning skulle meddeles til boligstøttekontoret.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på Vestre Landsretsdommene af 4. december 1992 og 21. februar 1995, der begge vedrørte tilfælde, hvor boligstøtten var udbetalt direkte til udlejer.

Det fremgik af dommen fra 1995, at boligstøtten tilkom lejer, og at udbetaling af boligstøtte til udlejer måtte anses som modtaget på lejers vegne. Et evt. tilbagebetalingskrav var i almindelighed udlejer uvedkommende og påhvilede lejer.

I dommen fra 1992, havde kommunen gjort gældende, at pligten til at give meddelelse var tydeligt fremhævet i bevillingsskrivelsen.

Retten udtalte, at indestævnte (lejeren) i det foreliggende tilfælde havde givet flyttemeddelelse til folkeregistret. Hun havde med en vis føje kunne gå ud fra, at boligforeningen sørgede for, at der blev givet meddelelse også til boligstøttekontoret, og hun havde ikke været bekendt med, at udbetalingerne fortsatte. Indestævnte fandtes herefter ikke at have svigtet sin oplysningspligt på en sådan måde, at der burde pålægges tilbagebetalingspligt.

Ankestyrelsen fandt herefter, at kommunen i vejledning om oplysningspligten til kvinden burde have præciseret, at der også i de tilfælde, hvor der udbetaltes boligstøtte direkte til udlejer, ikke var tilstrækkeligt, at meddele flytning til boligselskabet med forventning om, at boligselskabet gav meddelelse til boligstøttekontoret, men at lejer ved flytning selv havde ansvar for, at der var givet meddelelse til boligstøttekontoret.

Ankestyrelsen fandt derfor ikke tilstrækkeligt grundlag for at udtale, at kvinden havde svigtet sin oplysningspligt på en sådan måde, at der burde pålægges hende tilbagebetalingspligt.

Ankestyrelsen fandt det kritisabelt, at nævnet ved sin afgørelse havde lagt et faktisk forhold til grund, som ikke fremgik af sagen. Nævnet havde ved oversendelsen anført, at det var lagt til grund, at udlejer havde tilbageført den for meget udbetalte boligstøtte til lejer. Hvis nævnet mente, det havde betydning for sagen, fandt Ankestyrelsen, at nævnet burde have indhentet oplysninger herom.

Ankestyrelsen fandt det endvidere kritisabelt, at nævnet ikke havde taget stilling til de retlige forhold, når boligstøtten udbetaltes direkte til udlejer, og der opstod krav om tilbagebetaling af for meget udbetalt boligstøtte.

Ankestyrelsen ændrede således afgørelsen fra det sociale nævn.