Ankestyrelsens principafgørelse P-15-08 om social pension – oplysningspligt – tilbagebetaling – condictio indebiti – fejl – ikke rette person

256

Resume:

Kommunens krav om tilbagebetaling af pension, der ved en fejl var indsat på pensionistens konto, var omfattet af pensionslovens regel om tilbagebetaling og dermed også af retssikkerhedslovens regler om oplysningspligt.

Det kunne ikke tillægges betydning, at beløbet, der var modtaget med urette, ikke skulle være udbetalt til pensionisten, men til en anden person.

Det blev lagt til grund, at det var fremgået af kontoindbetalingerne, at der var tale om pension.

Reglen i pensionslovens § 42 måtte dog anvendes i overensstemmelse med dansk rets almindelige regler om tilbagesøgning af beløb udbetalt i urigtig formening om skyld (condictio indebiti).

Love:

Lov om social pension – lovbekendtgørelse nr. 484 af 29. maj 2007 – § 42

Bekendtgørelser:

Socialministeriets bekendtgørelse nr. 768 af 27. juni 2007 om retssikkerhed og administration på det sociale område – § 1, nr. 1

Sagsfremstilling:

Kommunen fremsatte i december 2006 krav om tilbagebetaling af fejludbetalt pension i perioden 1. juni 2001 til 31. oktober 2006, i alt 362.011,54 kr. Pensionen var ved en fejl indsat på den pågældende pensionists konto, men skulle rettelig være udbetalt til en anden person.

Ved genvurdering af sagen anmodede kommunen pensionisten om tilladelse til at indhente yderligere oplysninger fra pensionistens bank, idet den henviste til retssikkerhedslovens § 11 a og § 11 c.

Pensionisten mente ikke, at kommunen havde ret til at indhente oplysninger med hjemmel i ovennævnte bestemmelser og anmodede nævnet om at tage stilling til, om forholdet var omfattet af pensionsloven og dermed retssikkerhedsloven.

Nævnet udskilte spørgsmålet om, hvorvidt kommunens krav rettelig kunne henføres til lov om social pension, til særskilt behandling.

Nævnet ændrede kommunens afgørelse således, at kommunen ikke kunne kræve tilbagebetaling af pension med hjemmel i pensionslovens § 42, og at retssikkerhedsloven herefter ikke fandt anvendelse.

Nævnet lagde vægt på, at pensionisten havde modtaget en pension, der vedrørte en tredje person, og at pensionen således ikke var tilsigtet klager.

Det forhold, at modtageren var pensionist på udbetalingstidspunktet, og at det var en pensionsydelse, der blev fejludbetalt, kunne ikke føre til, at forholdet kunne henføres til pensionslovens § 42.

Nævnet lagde endvidere vægt på, at det af retssikkerhedsbekendtgørelsens § 1 fremgår, at anvendelsesområdet for loven er, når kommunen, nævnene eller Ankestyrelsen behandler og afgør sager efter nærmere opregnede love inden for den sociale lovgivning, herunder pensionsloven.

Idet sagen ikke blev anset som værende omfattet af pensionsloven eller nogen af de opregnede love, fandt retssikkerhedsloven ikke anvendelse, og oplysninger kunne således ikke indhentes uden samtykke med hjemmel i retssikkerhedslovens § 11 c.

Det var herefter nævnets vurdering, at en eventuel tilbagesøgning efter obligationsrettens ulovbestemte regler herom (condictio indebiti) henhørte under domstolene.

Kommunen klagede til Ankestyrelsen.

I klagen blev det blandt andet gjort gældende, at pensionslovens § 42 netop omfattede pensionister, der mod bedre vidende uberettiget havde modtaget pension.

Sagen blev behandlet i principielt møde for at afklare spørgsmålet om, hvorvidt nævnet havde kompetence til at træffe afgørelse i sagen, der vedrørte tilbagebetaling af fejludbetalt pension.

Afgørelse:

Kommunens afgørelse om tilbagebetaling havde hjemmel i pensionslovens § 42.

Ankestyrelsen lagde vægt på den sproglige fortolkning af reglen om tilbagebetaling efter pensionslovens § 42 og fandt, at den efter ordlyden fandt direkte anvendelse. Der var således tale om en pensionist, der havde modtaget pensionsbeløb, som vedkommende ikke var berettiget til. I sådanne tilfælde skulle pensionisten tilbagebetale det med urette modtagne beløb, når pensionisten havde modtaget det med urette mod bedre vidende.

Der var efter Ankestyrelsens vurdering ikke grundlag for at tillægge det betydning, at beløbet, der var modtaget med urette, ikke skulle være udbetalt til pensionisten, men til en anden person.

Det blev lagt til grund, at det var fremgået af kontoindbetalingerne, at der var tale om pension.

Det afhang af en konkret vurdering, om beløbet var modtaget mod bedre vidende, herunder om der forelå grov uagtsomhed hos modtageren.

Reglen i pensionslovens § 42 måtte dog anvendes i overensstemmelse med dansk rets almindelige regler om tilbagesøgning af beløb udbetalt i urigtig formening om skyld (condictio indebiti).

Ved afgørelsen af, om beløbet kunne kræves tilbage, kunne der ikke kun lægges vægt på modtagerens grove uagtsomhed, men det måtte også indgå i vurderingen, at kommunen havde ansvaret for korrekt udbetaling, og at kommunen som udgangspunkt bar risikoen for, at der var sket en fejludbetaling.

I det foreliggende tilfælde fandt pensionslovens § 42 således anvendelse, og som følge heraf var det omfattet af retssikkerhedslovens regler.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.