Ankestyrelsens principafgørelse R-6-08 om mellemkommunal refusion – handleplan – tidsbegrænset foranstaltning – midlertidigt ophold

256

Resume:

Det var en betingelse for at stoppe en løbende refusion, at betalingskommunen dokumenterede, at der ikke længere var hjemmel til at afholde udgiften.

Den omstændighed, at familiens ophold på behandlingsinstitution efter sin natur var midlertidigt, medførte ikke i sig selv, at betalingskommunen ensidigt kunne fastsætte en dato for refusionens ophør.

Love:

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område – lovbekendtgørelse nr. 877 af 3. september 2008 – § 9c, stk. 2

Sagsfremstilling:

Efter 4 års kontakt til en familie anbragte A kommune i foråret 2003 moderen med 3 børn på en familieinstitution i B kommune. Anbringelsen skete efter servicelovens § 58, stk. 3, nr. 4.

Efter 1 år foreslog institutionen, at der blev udarbejdet en forældrekompetenceundersøgelse af moderen, men forvaltningen i A kommune fandt ikke dette nødvendigt og henviste til, at det nødvendige materiale fandtes i sagen.

Efter yderligere 1 år vurderede forvaltningen i A kommune, at moderen ville udvikle sig mere ved at komme i egen bolig med støtte via aflastningsfamilie og familierådgivning. I forbindelse med at handlekommuneforpligtelsen i sommeren 2005 overgik til B kommune, henviste sagsbehandleren fra B kommune til, at institutionen havde anbefalet en forældrekompetenceundersøgelse af moderen og en udredning af hendes kognitive funktionsniveau. A kommune afslog en sådan undersøgelse og anførte, at moderen var tilstrækkeligt beskrevet, og at undersøgelsen ikke ville bringe nyt for dagen.

I forbindelse med overdragelse af sagen udtrykte A kommune, at kommunen kun følte sig refusionspligtig frem til senest 1. april 2006.

Den 19. oktober 2007 traf A kommune afgørelse om, at kommunen ikke ville yde refusion af afholdte udgifter efter 1. januar 2007.

Nævnet tiltrådte afgørelsen og begrundede dette med, at opholdet på institutionen efter 1. januar 2007 ikke kunne anses for at være begrundet i de forhold, der var årsag til anbringelsen i marts 2003. Der var endvidere lagt vægt på, at anbringelsen var planlagt tidsbegrænset, at der ikke forelå deciderede behandlingsplaner for moderen, og at sagsbehandleren i journalen juli 2007 anførte, at det var usikkert, hvad institutionen kunne tilbyde i relation til pågældende.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om en tidligere opholdskommune kunne afvise yderligere refusion efter § 9 c, stk. 2, i retssikkerhedsloven, hvis det fortsatte ophold på døgnbehandlingsinstitutionen ikke tilgodeså det oprindelige formål med indflytningen.

Afgørelse:

Der var fortsat ret til refusion.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at det var en betingelse for at stoppe en løbende refusion, at betalingskommunen dokumenterede, at der ikke længere var hjemmel til at afholde udgifterne.

A kommune opfyldte ikke betingelsen, fordi det ikke på det foreliggende grundlag var dokumenteret, at servicelovens betingelser for døgnanbringelse af familien ikke længere var opfyldt 1. januar 2007.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at kommunen kendte familien gennem 4 år inden anbringelse, og at kommunen de følgende 2 år under anbringelsen fulgte familien. Der forelå ikke i ankesagen hverken fra denne periode eller senere nogen psyko-social undersøgelse og beskrivelse af, hvilke muligheder moderen havde for at udvikle sig til at kunne varetage sin families behov, ligesom der ikke forelå nogen systematisk beskrivelse af, hvilken faktisk udvikling moderen havde gennemgået under de 5 års behandling. Det kunne således ikke anses for dokumenteret, at handleplanens formål var opfyldt.

Den omstændighed, at opholdet på behandlingsinstitutionen i sin natur var midlertidigt, jfr. servicelovens § 107, medførte ikke i sig selv, at betalingskommunen kunne fastsætte en dato for refusionens ophør.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.