Ankestyrelsens principafgørelse U-11-08 om belastning – erhvervssygdom – kronisk lændehold – periode som selvstændig – uforsikret

256

Resume:

Belastningen i en periode som uforsikret selvstændig kunne ikke medregnes ved vurderingen af, om en ryglidelse kunne anerkendes som erhvervssygdom.

Belastningen som selvstændig udgjorde en meget væsentlig del af den samlede belastning. Ryglidelsen var debuteret et par år efter perioden som selvstændig.

Belastningen efter perioden som selvstændig kunne ikke i sig selv begrunde anerkendelse som erhvervssygdom.

Ankestyrelsen afviste derfor den anmeldte ryglidelse som erhvervssygdom.

Love:

Lov om arbejdsskadesikring – lovbekendtgørelse nr. 154 af 7. marts 2006 – § 5 og § 7

Sagsfremstilling:

Sagen drejede sig om, hvorvidt der kunne ske anerkendelse af kroniske lænderygsmerter (lumbago) som en erhvervssygdom hos en nu 62-årig chauffør.

Tilskadekomne arbejdede i perioden 1959 til 1964 som lagerarbejder. Han løftede mellem 20-50 kg. Tilskadekomne kunne ikke angive en præcis daglig løftemængede. Fra 1964 til 1968 var han i militæret.

I perioden 1968 til 1974 havde tilskadekomne arbejde som havnearbejder. Han løftede primært kalksække på 50 kg, som blev båret på nakken og stablet oven på hinanden. Den daglige løftemængede var angivet til mindst 25 tons.

I perioden 1974 til 1976 var tilskadekomne ansat som chauffør, hvor han bragte sække med frø ud. Sækkene havde en vægt på mellem 20-100 kg. Der var tale om en daglig løftemængede på 12-14 tons.

I perioden 1976 til 1992 arbejdede tilskadekomne som selvstændig chauffør. Fra 1993 blev han ansat som chauffør i et tæppefirma. Arbejdet som selvstændig chauffør var det samme, som det han udførte som ansat chauffør.

Tilskadekomnes arbejde som tæppechauffør bestod af kørsel for en tæppefabrik. Tilskadekomne havde anført, at han havde arbejdet op mod 60 timer om ugen frem til 1999. Tilskadekomnes daglige løftemængde var angivet til 6-8 tons, og der var tale om forskellige former for løft og gang med tæpper på op til 100 kg.

Tæpperne blev båret over skulderen.

Lænderygsmerterne opstod i midten af 1990’erne, og i 1999 indgik han en aftale om, at han ikke længere skulle bringe tæpper ud til private i etageejendomme.

Sagen blev behandlet principielt til belysning af, hvorledes Ankestyrelsen skulle forholde sig til eksponeringen i perioder som uforsikret selvstændig. Der henvises i øvrigt til praksis beskrevet i principafgørelse U-16-01.

Afgørelse:

Ankestyrelsen stadfæstede Arbejdsskadestyrelsens afgørelse. Ankestyrelsen vurderede, at de påvirkninger, som tilskadekomne var udsat for i perioden 1976 til 1992, hvor han arbejdede som selvstændig vognmand, ikke var omfattet af lov om arbejdsskadesikring. Den belastning, tilskadekomne var udsat for i denne periode, kunne derfor ikke medregnes ved vurderingen af, om tilskadekomnes kroniske lændesmerter kunne anerkendes efter erhvervssygdomsfortegnelsen.

Det var Ankestyrelsens vurdering, at det var overvejende sandsynligt, at den belastning, tilskadekomne var udsat for som selvstændig vognmand gennem 16 år, udgjorde en meget væsentlig del af den samlede belastning. Perioden med rygbelastende arbejde efter 1992 udgjorde ikke i sig selv en så væsentlig og langvarig belastning, at det kunne antages, at der var årsagssammenhæng mellem arbejdet i denne periode og tilskadekomnes kroniske lændesmerter.

Ankestyrelsen fandt således ikke, at den anmeldte lænderygsygdom i overvejende grad var en følge af tilskadekomnes arbejde i de perioder, hvor han var omfattet af lov om arbejdsskadesikring.

Ankestyrelsen vurderede ligeledes, at forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget ville være udsigtsløst.

Tilskadekomne havde symptomdebut på lænderygsmerterne nogle år efter, at han i 16 år havde arbejdet med rygbelastende arbejde som selvstændig vognmand. Ankestyrelsen fandt, at den belastning, tilskadekomne var udsat for som uforsikret selvstændig, med overvejende sandsynlighed var årsagen til lænderygsmerterne.