Ankestyrelsens principafgørelse U-4-08 om erstatning – samleafgørelse – prøvelse – spørgsmål der ikke er klaget over – arbejdsskade

256

Resume:

Ankestyrelsen har i principielle møder behandlet 2 sager til belysning af Ankestyrelsens praksis i forhold til at prøve dele af en samlet afgørelse, som der ikke er klaget over.

I en dom af 29. september 2006 fastslog Højesteret, at Ankestyrelsen ikke var bundet af parternes påstande. Selv om der i den konkrete sag alene var klaget over tilkendelsestidspunktet for en forhøjelse af erstatning for tab af erhvervsevne, så kunne Ankestyrelsen have prøvet, om sikredes erhvervsevnetab skulle forhøjes til 50 %.

Ankestyrelsen fandt i begge sager, at Højesterets dom betød, at en klage i forbindelse med en samleafgørelse fra Arbejdsskadestyrelsen (Arbejdsskadestyrelsen har meddelt afgørelser om flere spørgsmål i samme brev), ikke kan begrænses til et enkelt delspørgsmål.

Udgangspunktet for Ankestyrelsens prøvelse vil fortsat være udformningen af klagen, men Ankestyrelsen foretager prøvning også af andre dele af den samlede afgørelse, selv om der ikke er klaget over disse, hvis der er en særlig grund hertil. Ankestyrelsen vil i disse tilfælde også kunne træffe afgørelse til skade for en klager.

Hvis Ankestyrelsen udvider prøvelsen til andre spørgsmål end de, som er indeholdt i klagen, får sagens parter meddelelse om dette og får mulighed for at komme med bemærkninger.

I sag nr. 1 fandt Ankestyrelsen en særlig grund til at tage stilling til delafgørelsen om varigt mén, selvom der alene var klaget over delafgørelsen om afslag på erstatning for erhvervsevnetab. Den særlige grund var, at Ankestyrelsen fandt at afgørelsen om varigt mén var klart forkert.

I sag nr. 2 fandt Ankestyrelsen en særlig grund til at tage stilling til delafgørelsen om anerkendelse, selvom der alene var klaget over delafgørelsen om størrelsen på varigt mén samt afslag på tab af erhvervsevne. Den særlige grund var, at Ankestyrelsen fandt, at afgørelsen om anerkendelse af den anmeldte sygdom som erhvervssygdom var klart forkert.

Love:

Lov om arbejdsskadesikring – lovbekendtgørelse nr. 154 af 7. marts 2006 – § 5, § 7, stk. 1, § 12, § 17, stk. 1, § 17, stk. 2, § 17, stk. 3, § 18, stk. 1 og § 18, stk. 2

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område – lovbekendtgørelse nr. 1047 af 27. august 2007 – § 68

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1 (j.nr. 1211595-06)

Sikrede kom til skade den 30. marts 2005, da han skulle hoppe ca. 1 meter ned på en u-båd, og fik et vrid i højre knæ. Ved den objektive undersøgelse direkte efter ulykken var der moderat ansamling i højre knæ og let lokal ømhed. Den 8. juni 2005 blev sikrede opereret i højre knæ. Under operationen fandt man et manglende korsbånd.

Sikrede havde i 2004 haft 2 vridtraumer i højre knæ i forbindelse med amerikansk fodbold og anden idræt.

Arbejdsskadestyrelsen anerkendte hændelsen den 30. marts 2005 som en arbejdsskade og tilkendte godtgørelse for varigt mén på 8 %, men gav afslag på erstatning for tab af erhvervsevne.

Sikredes advokat klagede over afgørelsen om tab af erhvervsevne.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at sikrede ikke havde ret til godtgørelse for varigt mén og ikke havde ret til erstatning for tab af erhvervsevne.

Ved afgørelsen om varigt mén fandt Ankestyrelsen, at det var overvejende sandsynligt, at hændelsen den 30. marts 2005 ikke havde medført en varig forværring af sikredes forudbestående skade i højre knæ. Ankestyrelsen lagde vægt på, at arbejdsskaden bestod i et mindre traume mod højre knæ, at det samme knæ allerede i forvejen havde været udsat for 2 traumer, samt at sikrede efter de 2 traumer havde oplevet en løshed i knæet.

Ankestyrelsen lagde herudover vægt på operationsbeskrivelsen. Det manglende forreste korsbånd pegede klart på, at der ikke var tale om en frisk skade, det vil sige en skade, som var opstået i forbindelse med arbejdsskaden. Hvis korsbåndet var blevet beskadiget i forbindelse med arbejdsskaden, så ville der i forbindelse med operationen være fundet et overrevet/læderet korsbånd eller lignende.

Endelig lagde Ankestyrelsen vægt på, at der ikke i operationsbeskrivelsen eller i øvrige lægelige oplysninger var beskrevet yderligere væsentlige skader i knæet udover skaden på korsbåndet. Der var derfor ikke beskrevet varige erstatningsberettigende følger efter arbejdsskaden.

Ved afgørelsen om tab af erhvervsevne lagde Ankestyrelsen vægt på, at arbejdsskaden ikke havde haft varige følger, og at det derfor var overvejende sandsynligt, at arbejdsskaden ikke havde påvirket erhvervsevnen.

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2 (j.nr. 1213573-07/1213574-07)

Sagen vedrørte en 62-årig kvinde, der i 1973 blev ansat som serviceassistent med forefaldende arbejde på et sygehus. I februar 1998 begyndte hun på sygehusets kræftafdeling, hvor hun dagligt forestod rengøring samt desinfektion af emner med klorholdige produkter.

Omkring september-oktober 1998 udviklede hun symptomer fra luftvejene med pibende vejrtrækning, åndenød og tør, irritativ hoste. Hun blev sygemeldt i oktober 1998.

Sikrede vendte senere tilbage til arbejdet, denne gang anvendte afdelingen et andet rengøringsprodukt. Med tiden fik hun også symptomer heraf. Sikrede var beskrevet lungerask frem til 1998.

Sikrede anmeldte den 12. september 2005 astma som en erhvervssygdom som følge af udsættelse for klordampe på arbejdspladsen.

Arbejdsskadestyrelsen anerkendte lidelsen som erhvervssygdom den 25. juni 2007, og tilkendte godtgørelse for varigt mén på 10 %, men gav afslag på erstatning for tab af erhvervsevne.

Sikrede klagede over afgørelsen om varigt mén og tab af erhvervsevne.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at den anmeldte sygdom ikke skulle være anerkendt som erhvervssygdom.

Ankestyrelsen lagde hermed vægt på, at sikrede ikke havde været udsat for stoffer nævnt på Erhvervssygdomsfortegnelsen forud for hendes symptomdebut i 1998. Ankestyrelsen lagde videre vægt på, at den foreliggende videnskabelige dokumentation på emnet ikke påviste en sikker sammenhæng mellem de klordampe, sikrede havde været udsat for, og udvikling af astma.

Det forhold, at der var en tidsmæssig sammenhæng mellem udsættelse for klorholdige produkter og udvikling af astma, var ikke tilstrækkeligt til at anerkende sygdommen som erhvervssygdom.