Ankestyrelsens principafgørelse 103-09 om pension – helbredstillæg – personligt tillæg – tandbehandling – afslag – manglende begrundelse – ugyldig afgørelse

256

Resume:

Kommunens og nævnets afgørelser var ugyldige, fordi der ikke var givet nogen begrundelse for, at en ansøgning om hjælp til tandbehandling kun kunne imødekommes delvis.

Hverken nævnets eller kommunens afgørelse indeholdt nogen tandlægefaglig begrundelse for, at der ikke kunne ydes hjælp til hele den ansøgte behandling.

Sagen blev derfor hjemvist til kommunen, som skulle træffe en ny og begrundet afgørelse om hvilken hjælp, der kunne ydes.

Love:

Lov om social pension – lovbekendtgørelse nr. 484 af 29. maj 2007 – § 14, stk. 1 og § 14a, stk. 1

Forvaltningsloven – lovbekendtgørelse nr. 1365 af 7. december 2007 – § 24, stk.1 og § 24, stk.2

Sagsfremstilling:

En pensionist søgte gennem sin tandlæge om hjælp til tandbehandling. Udgiften til tandlægens forslag til behandling var på næsten 23.000 kr. Det store behov for tandbehandling skyldtes sygdom hos ansøger.

Kommunen bevilgede hjælp i form af helbredstillæg og personligt tillæg til en del af den foreslåede behandling. For så vidt angik den del af den ansøgte behandling, som kommunen ikke ville yde hjælp til, henviste kommunen til, at kommunens overtandlæge havde vurderet, at ansøger havde brug for en mindre omfattende behandling end det ansøgte.

Det sociale nævn fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens afgørelse. Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på udtalelsen fra kommunens overtandlæge, som havde vurderet, at hele den ansøgte behandling ikke var nødvendig.

Afgørelsen blev anket af pensionisten.

Sagen blev behandlet i principielt møde for at afklare, om afgørelsen om delvis afslag på den ansøgte hjælp var i overensstemmelse med forvaltningslovens krav til begrundelse.

Afgørelse:

Sagen blev hjemvist til kommunen, som skulle træffe en ny og begrundet afgørelse om hvilken hjælp, der kunne ydes.

Begrundelsen var, at der hverken i kommunens eller i det sociale nævns afgørelse var givet nogen begrundelse for, at der kun kunne ydes hjælp til en del af den ansøgte behandling. Der var dermed tale om en så væsentlig mangel, at afgørelserne måtte anses for ugyldige.

Efter forvaltningsloven skulle en afgørelse begrundes, hvis ansøger ikke fik fuldt ud medhold. Afgørelsen skulle henvise til de retsregler, afgørelsen var truffet efter. Hvis afgørelsen beroede på et administrativt skøn, skulle begrundelsen desuden henvise til de hovedhensyn, der havde været bestemmende for udøvelsen af skønnet.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at hverken nævnets eller kommunens afgørelse indeholdt nogen tandlægefaglig begrundelse for, at der ikke kunne ydes hjælp til hele den ansøgte behandling.

Det var således ikke tilstrækkeligt at henvise til en udtalelse fra kommunens tandlægekonsulent, som heller ikke var nærmere begrundet med tandlægelige forhold vedrørende det enkelte behandlingsforslag.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at det ikke var kommenteret, hvorfor oplysningerne om ansøgers sygdom ikke var tillagt vægt.