Ankestyrelsens principafgørelse 133-09 om erhvervsevnetabserstatning – efterløn – tabsbegrænsningspligt

256

Resume:

Ved vurderingen af pligten til at begrænse tab efter en arbejdsskade skulle der lægges vægt på sikredes alder, uddannelsesniveau samt hidtidige erhverv. Kravene til tabsbegrænsningspligten var yderst beskedne, når sikrede havde nået efterlønsalderen.

Ankestyrelsen ændrede i den konkrete sag Arbejdsskadestyrelsens afgørelse om tab af erhvervsevne og forhøjede erstatningen fra mindre end 15 procent til 85 procent. Erstatningen udgjorde et engangsbeløb på to gange den årlige erstatning, idet sikrede på tidspunktet for Arbejdsskadestyrelsens afgørelse var fyldt 67 år. Den årlige erstatning skulle beregnes på baggrund af den indtjening, sikrede havde sideløbende med efterlønnen i året forud for arbejdsskaden.

Love:

Lov om sikring mod følger af arbejdsskade – lovbekendtgørelse nr. 943 af 16. oktober 2000 – § 32, stk. 1, § 32, stk. 2 og § 32, stk. 7

Sagsfremstilling:

Sikrede var i 2001 udsat for en ulykke, idet hun på grund af glat føre faldt og vred om på foden, som derved brækkede. Sikrede var 63 år på skadestidspunktet, og var overgået til efterløn, da hun fyldte 60 år. Sideløbende med efterlønnen arbejdede hun fra 20. november 2000 som depotafløser (avisbud), svarende til det tilladte timetal på 200 timer om året. Hun havde ingen uddannelse, og havde tidligere alene arbejdet i fysisk krævende jobs med rengøring og hjemmehjælp. Hun stoppede med at arbejde på grund af skaden.

Arbejdsskadestyrelsen havde fastsat det varige mén til 18 procent, og truffet afgørelse om afslag på erstatning for tab af erhvervsevne. Der blev lagt vægt på, at sikrede alene havde et skånebehov overfor stående og gående arbejde, og at hun med de nævnte skånehensyn burde kunne bestride et arbejde med en indtægt svarende til den, hun tjente som depotafløser (avisbud).

Sikrede klagede ved sit forbund over afgørelsen om tab af erhvervsevne.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af spørgsmålet om tabsbegrænsningspligtens omfang for personer, der inden skaden var overgået til efterløn, men benyttede sig af muligheden for at arbejde sideløbende med efterlønnen.

Afgørelse:

Ankestyrelsen ændrede Arbejdsskadestyrelsens afgørelse om tab af erhvervsevne og forhøjede erstatningen fra mindre end 15 procent til 85 procent. Erstatningen udgjorde et engangsbeløb på to gange den årlige erstatning, idet sikrede på tidspunktet for Arbejdsskadestyrelsens afgørelse var fyldt 67 år. Den årlige erstatning skulle beregnes på baggrund af den indtjening, sikrede havde sideløbende med efterlønnen i året forud for arbejdsskaden.

Følgerne af skaden svarede til fodled stift i ret vinkel eller let spidsfod, dertil betydelige smertegener. Sikrede gik helst ikke mere end 500 meter ad gangen. Der var periodevise natlige smerter. Der kunne desuden opstå kramper, og sikrede kunne ikke gåmed bare fødder. Sikrede brugte støttestrømper, samt krykkestokke for at aflaste. Ved den objektive undersøgelse blev der påvist diffus ømhed i venstre fodled, samt let til moderat væskeansamling på underbenet, men dog ikke i foden. Der fandtes desuden stift fodled, nedsat rokkebevægelighed i fodrodsleddene, let nedsat drejebevægelighed i mellemfoden, samt bevægelsesudløste smerter. Der blev desuden fundet normal følesans, og god puls i foden.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at sikrede som følge af skaden havde et væsentligt skånebehov for gående og stående arbejde, og at hun efter skaden ikke ville kunne bestride sit hidtidige arbejde som avisdistributør.

Ankestyrelsen lagde desuden vægt på sikredes høje alder og på, at hun ikke havde nogen uddannelsesmæssig baggrund at falde tilbage på, ligesom hun ikke kunne gøre brug af sin erhvervserfaring fra tidligere jobs, da der havde været tale om fysisk krævende erhverv, som hun ikke vurderedes at kunne varetage med arbejdsskaden.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at sikrede trods de nævnte skånehensyn fortsat havde en vis funktionsevne i behold.

Ankestyrelsen fandt således, at der ved vurderingen af tabsbegrænsningspligten omfang skulle lægges vægt på sikredes alder, uddannelsesniveau samt hidtidige erhverv, og at kravene til tabsbegrænsningspligten var yderst beskedne, når sikrede havde nået efterlønsalderen.