Ankestyrelsens principafgørelse 146-09 om arbejdsskade – genoptagelse – indenfor 5 års fristen – tab af erhvervsevne – Højesterets dom af 22. april 2009

256

Resume:

Højesteret afsagde dom den 22. april 2009 om genoptagelse af tab af erhvervsevne inden for 5 år.

Det fremgår af dommen, at genoptagelse inden for en frist af 5 år fra den første fastsættelse af varigt mén og tab af erhvervsevne alene er betinget af, at der er sket væsentlige ændringer af skadelidtes helbredsmæssige og/eller erhvervsmæssige forhold m.v., at der ikke skal foretages en vurdering af spørgsmålet om årsagsforbindelse mellem arbejdsskaden og de ændrede forhold, og at Ankestyrelsens praksis i henhold til Principafgørelse U-2-04 og U-3-04 ikke er i overensstemmelse med loven.

Love:

Lov om sikring mod følger af arbejdsskade – lovbekendtgørelse nr. 943 af 16. oktober 2000 – § 34

Sagsfremstilling:

I 1994 faldt sikrede over en ledning i forbindelse med sit arbejde som hjemmehjælper. Skaden førte til stærke rygsmerter. Arbejdsskadestyrelsen anerkendte ulykken som en arbejdsskade.

I oktober 1996 fastsatte Arbejdsskadestyrelsen sikredes tab af erhvervsevne til 65 procent. Afgørelsen blev truffet på grundlag af de sociale oplysninger i sagen. Arbejdsskadestyrelsen lagde vægt på, at sikrede var indstillet til førtidspension svarende til en nedsættelse af erhvervsevnen med 2/3.

Sikrede søgte om genoptagelse af sin arbejdsskadesag i september 2001, efter hun fik tilkendt højeste førtidspension.

Den 4. juli 2003 afviste Arbejdsskadestyrelsen at genoptage vurderingen af sikredes tab af erhvervsevne. Arbejdsskadestyrelsen lagde vægt på, at det fremgik af førtidspensionsakterne, at sikrede havde fået forhøjet sin pension på baggrund af forværringen afhendes helbredstilstand efter operationen i januar 2001. Arbejdsskadestyrelsen vurderede, at der ikke var årsagssammenhæng mellem operationen og ulykkestilfældet i 1994, og da forhøjelsen af pensionen blev givet på baggrund af operationen, fandt Arbejdsskadestyrelsen ikke grundlag for at genoptage spørgsmålet om tab af erhvervsevne.

Den 30. juli 2004 tiltrådte Ankestyrelsen Arbejdsskadestyrelsens afgørelse. Ankestyrelsen fandt det ikke sandsynligt, at en ny vurdering af sikredes sag ville medføre en højere erstatning for tab af erhvervsevne. Ankestyrelsen lagde vægt på, at forværringen af sikredes situation ikke kunne tilskrives arbejdsskaden, men måtte henføres til sikredes udtalte degenerative forandringer, som blev konstateret kun et år efter arbejdsskaden.

Den 23. juni 2006 afsagde Vestre Landsret dom i sagen.

Landsretten fandt, at hverken ordlyden af bestemmelsen eller forarbejderne gav grundlag for at antage, at det var et krav, at afgørelsen skulle træffes ad 2 gange, således at der først skulle træffes afgørelse om, hvorvidt sagen skulle genoptages, fordi der var sket væsentlige ændringer i tilskadekomnes helbredsforhold, og derefter på et senere tidspunkt træffes en materiel afgørelse, om der var årsagssammenhæng mellem ændringerne og arbejdsskaden.

Landsretten fandt, at der mellem parterne var enighed om, at der i perioden efter den 14. oktober 1996, hvor Ankestyrelsen (red. Arbejdsskadestyrelsen) traf sin afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne, var sket væsentlige ændringer af sikredes erhvervsevne, og at Ankestyrelsens afgørelse af 30. juli 2004 derfor reeltangik spørgsmålet, om der var årsagsforbindelse mellem arbejdsskaden og ændringen.

Landsretten fandt videre, at der var grundlag for at antage, at § 13 (formodningsreglen om årsagsforbindelse) skulle anvendes ved vurderingen af sandsynligheden for årsagssammenhæng mellem forværringen og arbejdsskaden, og at Ankestyrelsen ved den lægefaglige vurdering og den forklaring, som Ankestyrelsens lægekonsulent havde afgivet, havde bevist, at overvejende sandsynlighed talte imod, at forværringen af sikredes tilstand skyldtes det arbejdsuheld, som hun var udsat for i 1994.

Endelig fandt Landsretten, at det fremgik af det notat, som Ankestyrelsen havde udarbejdet til brug for denne landsretssag, at der var tale om ændrede retningslinier vedrørende § 34. Hvad enten der var tale om en praksisændring eller, som Ankestyrelsen havde gjort gældende under domsforhandlingen, en præcisering af praksis, så var den ikke til hinder for, at der var truffet afgørelse som sket.

Landsretten tog derefter Ankestyrelsens påstand om frifindelse til følge.

Afgørelse:

Den 22. april 2009 afsagde Højesteret dom i sagen.

Højesterets flertal udtalte:

”Efter § 34, stk. 1, 1. pkt., i arbejdsskadeforsikringsloven af 1992 kan erstatnings- og godtgørelsesspørgsmålene, jf. §§ 30, 32 og 33, genoptages inden for en frist af 5 år fra første fastsættelse, hvis der er sket væsentlige ændringer af de forhold, der blev lagt til grund for fastsættelsen, jf. § 42, stk. 1, 1. pkt., i den gældende arbejdsskadesikringslov. Det fremgår af 1992-lovens § 13 (den gældende lovs § 12, stk. 2), at et påvist tab af erhvervsevne, et varigt mén eller en persons død anses for at være en følge af arbejdsskaden, medmindre overvejende sandsynlighed taler herimod.

Vi finder, at § 34, stk. 1, 1. pkt. efter sin ordlyd og sammenhængen med formodningsreglen i § 13 må forstås således, at det i de tilfælde, der er omfattet af bestemmelsen – modsat de tilfælde, der er omfattet af 3. pkt. om genoptagelse efter udløbet af 5 års fristen – alene er en betingelse for genoptagelse, at der er sket væsentlige ændringer af skadelidtes helbredsmæssige og/eller erhvervsmæssige forhold m.v. Der skal således ikke ved afgørelsen om genoptagelse inden for 5 års fristen foretages nogen vurdering af spørgsmålet om årsagsforbindelse mellem arbejdsskaden og de ændrede forhold. Såfremt sagen genoptages, skal dette spørgsmål afgøres under hensyn til formodningsreglen i § 13. De retningslinjer for genoptagelse efter § 34, stk.1, 1. pkt. (nu § 42, stk. 1,1. pkt.) som Ankestyrelsen har opstillet i SM U-2-04 af 18. december 2004 og SM U-3-04 af samme dato, kan således ikke anses for at være i overensstemmelse med loven.

Som anført af landsretten er der mellem parterne enighed om, at der i perioden efter den 14. oktober 1996, hvor Ankestyrelsen traf sin afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne, er sket væsentlige ændringer af (red. sikredes) erhvervsevne. Betingelserne for genoptagelse efter § 34, stk. 1.1. pkt. er herefter opfyldt, og vi stemmer derfor for at tage FOA’s påstand til følge. Det bemærkes, at vi som konsekvens af det anførte om forståelsen af denne bestemmelse ikke har foretaget nogen prøvelse af spørgsmålet om årsagsforbindelse mellem arbejdsskaden og ændringerne i (red. sikredes) erhvervsevne. ”

Højesteret dømte dermed Ankestyrelsen til at genoptage spørgsmålet om sikredes tab af erhvervsevne i anledning af hendes tilskadekomst i 1994.