Ankestyrelsens principafgørelse 188-09 om sygedagpenge – arbejdsgiverperiode – løsarbejder – ferie

256

Resume:

En kvindelig løsarbejder havde ikke ret til sygeløn fra arbejdsgiveren i de 21.kalenderdage fra 1. sygefraværsdag, der udgjordearbejdsgiverperioden.

Begrundelsen var, at hun ikke opfyldte beskæftigelseskravet i forhold til arbejdsgiveren, da hunhavde holdt ferie umiddelbart før 1. fraværsdag og ikke betragtedes somværende ansatunder afholdelse af ferie.

Kvinden havde således ikke været ansat uafbrudt de seneste 8 uger før 1. sygefraværsdag hos den pågældende arbejdsgiver, hvilket var en betingelse for ret til sygeløn/sygedagpenge fra arbejdsgiveren.

Love:

Lov om sygedagpenge – lov nr. 563 af 9. juni 2006 – § 6, stk. 1 og § 30

Sagsfremstilling:

En kommune modtog dp200a (anmodning om sygedagpenge), hvori der var oplyst, at en kvinde, der var ansat som vikar, var sygemeldt, og at første hele sygefraværsdag var den 7. juli 2008.

Af oplysningerne fra arbejdsgiveren fremgik, at der ikke var udbetalt sygedagpenge/løn i arbejdsgiverperioden (21 kalenderdage). Årsagen var, at kvinden ikke havde været i arbejde for arbejdsgiveren i 14 dage forinden.

Der var indsendt løn og arbejdsoplysninger fra ugerne 17-20 og 22-26.

Kvinden oplyste til kommunen, at hun havde været ansat siden 14. april 2008, og hun vidste ikke, om hun fik løn fra arbejdsgiveren.

Kommunen meddelte ved afgørelse af 22. august 2008, at kvinden ikke havde ret til sygedagpenge fra kommunen for perioden 7. juli 2008 – 27. juli 2008, men først fra den 28. juli 2008.

I stedet pålagdes arbejdsgiveren at udbetale sygeløn/sygedagpenge til kvinden.

Begrundelsen for afgørelsen var, at kvinden havde været ansat i 8 uger på tidspunktet for 1. fraværsdag og havde været beskæftiget i mere end 74 timer. Der var derfor tale om en arbejdsgiverperiode, hvor hendes arbejdsgiver var forpligtet til at udbetale sygeløn/sygedagpenge til hende.

Ved mail af 27. august 2008, som kommunen betragtede som en klage, anførte arbejdsgiveren, at som vikar var man kun ansat, når man var på arbejde – ansættelsesforholdet ophørte i princippet hver dag. Arbejdsgiverens forpligtelser havde arbejdsgiveren, når vikaren var på arbejde,ikke når denne ikke var til rådighed.

Kommunen fastholdt afgørelsen og ved oversendelsen til nævnet oplyste kommunen, at da det af sagen fremgik, at arbejdsgiveren ikke havde udbetalt sygeløn for perioden 7. juli 2008 til 27. juli 2008, udbetalte kommunen forskud. Forskuddet ville blive krævet tilbagebetalt af arbejdsgiveren.

Ved brev af 30. september 2008 til beskæftigelsesankenævnet fremsendte arbejdsgiveren tilknytningsaftalen, personaledirektiv samt jobbekræftelse. Dette sæt udgjorde ansættelsen i vikarbureauet.

Det anførtes, at da kvinden var ophørt i ansættelsen den 29. juni 2008 og først meldte sig syg den 7. juli 2008, var sygdommen ikke indtrådt på et tidspunkt, hvor hun havde været i beskæftigelse hos arbejdsgiveren. Hun havde således også holdt ferie efter sin fratræden den 29. juni 2008. Arbejdsgiveren var derfor ikke forpligtet til at betale sygedagpenge til kvinden.

Beskæftigelsesankenævnet ændrede kommunens afgørelse. Det betød, at arbejdsgiveren ikke var forpligtet til at udbetale sygeløn til kvinden i ovenstående periode i forbindelse med hendes sygefravær.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at kvinden skulle betragtes som løsarbejder/vikar, at hun havde været tilknyttet i ugerne 17-20 og 22-26, at hun havde holdt ferie i uge 27, at hun skulle have udført arbejde for vikarbureauet i uge 28, men blev sygemeldt forud for arbejdets påbegyndelse mandag den 7. juli 2008.

Nævnet fandt, at kvinden ikke havde været ansat hos arbejdsgiveren uafbrudt i de sidste 8 uger før fraværet, og situationen var således ikke omfattet af dagpengelovens § 30, stk. 2.

Nævnet fandt, at kvindens situation var omfattet af § 30, stk. 4, herunder at hun skulle have været på arbejde den dag, hvor sygefraværet begyndte, dog var hun ikke på arbejde sidste arbejdsdag før 1. fraværsdag.

På baggrund af ovenstående skulle arbejdsgiveren ikke udbetale sygedagpenge/sygeløn til kvinden i perioden fra 7. juli 2008 til og med 27. juli 2008 (i arbejdsgiverperioden).

Nævnet havde ved sagens behandling inddraget Ankestyrelsens praksis, således som den fremgår af Principafgørelse D-13-07.

Kommunen klagede over nævnets afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsen var det anført, at kommunen var af den opfattelse, at ferieperiode var død periode, og der skulle derfor ses bort fra perioden.

Kommunen var fortsat af den opfattelse, at arbejdsgiveren var forpligtet til at udbetale sygeløn til kvinden i arbejdsgiverperioden, idet pågældende havde været ansat i mere end 8 uger og havde arbejdet samlet over 250 timer inden for de sidste 8 uger før sygdommens indtræden.

Sagen blev behandlet i principielt møde for at belyse, hvilken betydning ferie forud for sygemelding havde, når ansøger måtte betragtes som løsarbejder.

Afgørelse:

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg fandt, at arbejdsgiveren ikke var forpligtet til at udbetale sygeløn til kvinden i 21 kalenderdage fra 1. fraværsdag, der var den 7. juli 2008.

Beskæftigelsesudvalget vurderede, at kvinden på baggrund af ansættelseskontrakten måtte betragtes som løsarbejder/vikar.

Der var herved lagt vægt på oplysningerne i ansættelseskontrakten om, at hun tilknyttedes som vikar, ansættelserne var fra dag til dag, hvis ikke andet var aftalt, når hun var i vikariater, ville hendes opsigelsesvarsel typisk være fra dag til dag.

Endvidere fremgik det af ansættelseskontrakten, at med mindre andet var skriftligt aftalt, var kvinden løst ansat tilkaldevikar med et gensidigt opsigelsesvarsel på 1 dag, samt at indtil andet aftaltes, var hun ansat så længe, det enkelte job varede.

Endelig fremgik det af jobbekræftelse for uge 26 (23. juni 2008 – 29. juni 2008): ”Vi vil med henvisning til din tiltrædelsesaftale bekræfte din udførelse af nedenstående jobs. Vi gør opmærksom på, at du er opsagt, når du ikke er i arbejde”.

Beskæftigelsesudvalget fandt endvidere, at kvindens ferie ikke kunne indgå i opgørelsen af 8-ugers perioden jf. sygedagpengelovens § 30, da det forudsatte, at hun havde været ansat uafbrudt de seneste 8 uger før fraværet hos den pågældende arbejdsgiver.

Det fremgår af sygedagpengelovens § 30, stk. 1, 1. pkt., at en lønmodtager, som ikke får udbetalt fuld løn under sygdom, har ret til sygedagpenge fra arbejdsgiveren i 21 kalenderdage fra 1. fraværsdag. Efter stk. 2, er retten til sygedagpenge fra arbejdsgiveren betinget af, at lønmodtageren på 1. fraværsdag har været ansat uafbrudt i de sidste 8 uger før fraværet hos den pågældende arbejdsgiver, ogi denne periode har været beskæftiget hos arbejdsgiveren i mindst 74 timer.

Kvinden havde ikke været ansat hos arbejdsgiveren uafbrudt i de sidste 8 uger før fraværet og var således ikke omfattet af § 30, stk. 2.

Hun havde været ansat i ugerne 17-20 og 22-26.

Af § 30, stk. 4 fremgår, at hvis lønmodtageren tidligere har været beskæftiget hos den nuværende arbejdsgiver, og den samlede beskæftigelse hos denne udgør mindst 74 timer inden for de seneste 8 uger, gælder kravet i stk. 2, ikke. Retten til sygedagpenge er betinget af, at lønmodtageren er i arbejde hos denne på den dag, hvor sygdommen indtræder, eller at lønmodtageren var på arbejde sidste arbejdsdag før 1. fraværsdag og skulle have været på arbejde den dag, hvor sygefraværet begynder.

Kvinden opfyldte kravet om at have været beskæftiget i mindst 74 timer inden for de seneste 8 uger, men hun havde ikke været i beskæftigelse på den dag, hvor sygdommen indtrådte, eller været i beskæftigelse dagen før 1. fraværsdag. 1. fraværsdag var den 7. juli 2008.

Kvinden havde således ikke ret til sygeløn fra arbejdsgiveren i 21 kalenderdage fra 1. fraværsdag, og arbejdsgiveren kunne dermed heller ikke tilpligtes at udbetale sygeløn i 21 kalenderdage fra 1. fraværsdag den 7. juli 2008.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg kom således til samme resultat som beskæftigelsesankenævnet.