Ankestyrelsens principafgørelse 195-09 om arbejdsskade – erhvervsevnetabserstatning – nedsat indtjeningsevne – forudbestående – bevisvurdering – tabsbegrænsningspligt – Vestre Landsrets dom

256

Resume:

Bevisbyrden for krav på erhvervsevnetabdserstatning efter arbejdsskadeloven ved indtægtsnedgang på over 15 procentligger hos skadelidte.

Vestre Landsret afsagde den 13. maj 2009 dom i sagen om erstatning for tab af erhvervsevne til tidligere pædagogstuderende, der ved den anerkendte arbejdsskade havde pådraget sig en forværring af forudbestående rygsymptomer. Hun var efterfølgendeophørt på seminaret og havdepåtaget sig arbejde som piccoline.

Vestre Landsret fandt ikke, at skadelidte havde løftet bevisbyrden for, at det var arbejdsskadens begrænsede følger, der havde medført nødvendigheden af at ophøre med uddannelsesforløbet.

Landsretten fandt således, at der ud fra de lægelige udtalelser sammenholdt med oplysningerne omskadelidtes sociale- og erhvervsmæssige forhold ikke var dokumentation for, at skadefølgerne havde medført et erstatningsberettigende erhvervsevnetab.

Love:

Lov om arbejdsskadesikring – lovbekendtgørelse nr. 154 af 7. marts 2006 – § 12 og § 17

Sagsfremstilling:

I juni 2004 fikskadelidte en forstrækning af ryggen i forbindelse med håndtering af en epileptiker under et praktikophold som led i pædagoguddannelsen. Skadelidte stoppede uddannelsesforløbet godt 1 år senere på grund af tiltagende ryggener og modtog dagpenge under arbejdsprøvning i hotelbranchen.

Skadelidte blev tilbudt elevplads men fravalgte dette til fordel for et ordinært ansættelsesforhold som uudannet receptionist.

I juli 2005 traf Arbejdsskadestyrelsen afgørelse om afslag på méngodtgørelse og erhvervsevnetabserstatning og henviste til skadens begrænsede følger i form af ikke daglige rygsmerter.

I juni 2006 ændrede Ankestyrelsen Arbejdsskadestyrelsens afgørelse og tilkendte méngodtgørelse på 5procent med henvisning til méntabellen.

Samtidig hermed tiltrådte Ankestyrelsen Arbejdsskadestyrelsens afgørelse om afslag på erstatning for tab af erhvervsevne med henvisning til, at der ikke var dokumentation for et indtægtstab, og at Ankestyrelsenikke vurderede, at arbejdsskaden var erhvervshindrende fraset stærkt rygbelastende arbejde.

I december 2006 blev Ankestyrelsen stævnet med den påstand, at skadelidte havde et erhvervsevnetab på 25 procent med henvisning til, at skadelidte med ansættelse som piccoline havde godtgjort et indtægtstab, idet lønnen sammenlignet med en uddannet pædagogs var betragteligt lavere.

Sagsøger gjorde således gældende, at indtægtsnedgang dannede formodning for erhvervsevnetab svarende til indtægtsnedgangen.

Byretten hjemviste den 7. november 2007 sagen til fornyet behandlingi Ankestyrelsen, der skulle medinddrage oplysningerne om skadelidtes ansættelse som piccoline til en løn, der var 25procent mindre end lønnen som nyuddannet pædagog.

Byretten fandt, at Ankestyrelsen burde have indhentet aktuelle oplysninger om skadelidte erhvervsmæssige forhold, der havde ændret sig siden klagen over Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.

Ankestyrelsen traf i februar 2008 afgørelse om, at skadelidte ikke havde godtgjort et erstatningsberettigende indtægtstab forårsaget af den anerkendte arbejdsskade. Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at arbejdsskaden ikke var egnet til at påvirke skadelidtes funktionsevne i et sådant omfang, at indtjeningsevnen var nedsat væsentligt i et hvert erhverv og henviste særligt til de konkurrerende helbredsforhold, skadelidtes unge alder og tabsbegrænsningspligt.

Sagen blev indbragt for Vestre Landsret.

Sagsøger gjorde forsatgældende, at skadelidtes faktiske indtægtsnedgang på over 15 procent skulle erstattes, med mindre arbejdsskademyndighederne godtgjorde med overvejdende sandsynlighed, at dette tab ikke skyldes arbejdsskaden.

Afgørelse:

Vestre Landsret afsagde den 13. maj 2009 dom i sagen.

Landsretten frifandt Ankestyrelsen og henviste til, at skadelidte ikke fandtes at have godtgjort, at hendes evne til at skaffe sig arbejde var nedsat i en sådan grad, at hun var berettiget til, at der blev fastsat en endelig erstatning for tab af erhvervsevne efter arbejdsskadeloven.

Landsretten lagde vægt på helbredsvurderinger fra Ankestyrelsens lægekonsulenter og udtalelse fra Retslægerådet om, at arbejdsskaden ikke fandtes at have påført skadelidte en væsentlig varig lidelse, som ville medføre skånebehov i ikke rygbelastende erhverv, og at skadelidtes helbredsgener var relateret til de forudbestående forhold.

Skadelidtehavde således ikke løftet sin bevisbyrde for årsagssammenhæng mellem skaden og det angivne indtægtstab.