Ankestyrelsens principafgørelse 29-09 om børnefamilieydelse – arbejdstager – bopæl – EU – prioriteringsregler – udstationering – EU regler

256

Resume:

Hvis et EU-lands regler gik forud for danske regler, var kommunen nødt til at have kendskab til, om der var ret til ydelser fra dette land. Disse oplysninger skulle kommunen indhente ved hjælp af blanket E 411.

Det var således ikke tilstrækkeligt at henvise til, at arbejdstager skulle søge om ydelser fra det andet EU-land, og at kommunen i slutningen af året ville udbetale et eventuelt differencetillæg. Kommunen burde have undersøgt, om arbejdstager rent faktisk opfyldte betingelserne for at få børnefamilieydelse fra det andet EU-land.

Da arbejdstager ikke havde ansøgt om ydelsen derfra, skulle kommunen alene indhente oplysninger om, hvilke ydelser, der kunne ydes efter dette EU-lands lovgivning og størrelsen på disse ydelser.

Kommunen skulle herefter tage stilling til, om arbejdstager var berettiget til fuld børnefamilieydelse eller tillæg efter de danske regler.

Love:

Lov om en børnefamilieydelse – lovbekendtgørelse nr. 972 af 22. september 2006 – § 1 og § 2

Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet – artikel 76 –

Rådets forordning (EØF) nr. 574/72 af 21. marts 1972 om regler til gennemførelse af orordning (EØF) nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og familiemedlemmer, som flytter inden for Fællesskaber – artikel 10 –

Vejledninger:

Socialministeriets vejledning om EF-regler om social sikring Hæfte 7 af 30. april 1997 om ydelser til børn, punkterne 31, 33 og 36 –

Sagsfremstilling:

En kvinde boede sammen med børnene og ægtefællen i et andet EU-land. Kvinden arbejdede på deltid, og hendes mand var udstationeret af den danske stat.

Kommunen gav afslag på fortsat udbetaling af børnefamilieydelse. Da kvinden var arbejdstager i et andet EU-land, skulle hun ansøge om at få udbetalt børnefamilieydelse i dette land. Kommunen ville efterfølgende udbetale forskellen mellem dansk og det andet lands børnefamilieydelse i december måned.

Samtidig oplyste kommunen, at det ikke var muligt at overføre udbetalingen af børnefamilieydelse til hendes mand, da børnefamilieydelse i Danmark skulle udbetales til moderen, når forældrene boede sammen.

Det sociale nævn stadfæstede afgørelsen. Nævnet fandt, at kvinden ikke havde ret til børnefamilieydelse fra Danmark uden forudgående ansøgning om udbetaling af børnefamilieydelse i det andet EU-land.

Begrundelsen var, at hun var arbejdstager i det andet EU-land, ligesom børnene var bosat i det andet EU-land, hvorfor hun efter prioriteringsreglen i EU-forordningen 1408/71, art. 76, primært var berettiget til børnefamilieydelse efter det andet lands regler.

Nævnet lagde vægt på, at hendes ægtefælle som statsudsendt var berettiget til børnefamilieydelse fra Danmark, jf. EU-forordningen art. 73, stk. 1. Hun var berettiget til børnefamilieydelse i det andet EU-land, idet hun arbejdede, og familien var bosat der. Efter forordningens art. 76 gik hendes ret forud for hendes ægtefælles ret.

Efterfølgende blev differencen udbetalt, såfremt den danske familieydelse var højere end den i det andet EU-land.

Kvinden klagede over afgørelsen og anførte blandt andet, at afgørelsen var kønsdiskriminerende, idet familieydelsen i henhold til dansk lovgivning kun kunne udbetales til en mor, og situationen derfor ville have været anderledes, hvis det var hende (moderen), der var statsudsendt, og hendes mand var medfølgende ægtefælle med lokal ansættelse.

Nævnet genvurderede sagen og fastholdt den trufne afgørelse.

Nævnet bemærkede, at det ikke havde henvist til, at børnefamilieydelse skulle udbetales til moderen. Nævnet lagde derimod vægt på prioriteringsreglen i EU-forordningen 1408/71 art. 76, hvorefter hendes ret til børnefamilieydelse efter det andet EU-lands regler som arbejdstager, med børnene bosiddende i det EU-land, gik forud for hendes mands ret til børnefamilieydelse efter danske regler som statsudsendt. Nævnet fandt derfor ikke reglerne om forbud mod kønsdiskrimination relevante.

Nævnet anførte endvidere, at såfremt hun ikke var berettiget til børnefamilieydelse efter det andet EU-lands regler, ville hun være berettiget til børnefamilieydelse efter dansk ret. Hun skulle dog først søge om børnefamilieydelse efter det andet EU-lands ret.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvilket land, der skulle behandle ansøgning om børnefamilieydelse, når moderen arbejdede i det EU-land, hvor faderen arbejdede som udsendt af den danske stat. Ankestyrelsen ville tage stilling til, hvilke retsregler, der skulle anvendes – det pågældende EU-lands regler, eller danske regler afledt af faderens udsendelse.

Afgørelse:

Ankestyrelsen hjemviste sagen til kommunen.

Kommunen skulle indhente oplysninger om, hvorvidt kvinden ville have været berettiget til børnefamilieydelse fra det andet EU-land, inden der blev truffet ny afgørelse.

Sagen var ikke tilstrækkeligt oplyst til, at Ankestyrelsen kunne tage stilling til, om hun havde ret til at få udbetalt børnefamilieydelse fra Danmark.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at kvinden var arbejdstager i et andet EU-land, og derfor var hun ifølge forordning 1408/71 omfattet af det andet lands regler.

Hendes ægtefælle var udsendt af den danske stat. Han var derfor omfattet af danske regler.

Begge ægtefæller havde i princippet ret til familieydelse.

Fordi der var ret til familieydelser fra to EU-lande, skulle forordningens prioriteringsregler finde anvendelse.

Da hun var arbejdstager i det andet EU-land, og hendes familie havde fast bopæl der, var det andet EU-land primærlandet for familieydelser.

Det betød, at det var det andet lands regler, der i første omgang skulle anvendes. Familieydelser fra Danmark var suspenderet i det omfang, der blev udbetalt familieydelser fra det andet land. Danmark var alene forpligtet til at udbetale differencetillæg, som supplerede ydelserne fra det andet land, fordi Danmark var sekundært land.

Samlet set havde hun dog ret til at få udbetalt de børnefamilieydelser, der stillede hende gunstigst.

Det fremgik af vejledningen, at det ved anvendelse af prioriteringsreglerne var nødvendigt at have kendskab til, om der var ret til ydelser i kraft af beskæftigelse i familiemedlemmernes bopælsland. Disse oplysninger skulle kommunen indhente ved hjælp af blanket E 411.

Kommunen burde således have undersøgt, om hun var berettiget til børnefamilieydelse fra det andet EU-land.

Da hun ikke havde ansøgt om ydelsen i det andet EU-land, skulle kommunen alene indhente oplysninger om, hvilke ydelser, der kunne ydes efter det andet lands ret og størrelsen på disse ydelser. Kommunen skulle herefter tage stilling til, om hun var berettiget til fuld børnefamilieydelse eller tillæg efter de danske regler.