Ankestyrelsens principafgørelse 30-09 om mellemkommunal refusion – tvangsfjernelse – åbenbart – passivitet

256

Resume:

A Kommune havde ikke ret til refusion for udgifter i forbindelse med tvangsfjernelse af et barn, da fraflytningskommunen B ikke havde udvist passivitet i en sådan grad, at det kunne begrunde refusionspligt.

Ved indførelsen af § 9 c, stk. 5 i retssikkerhedsloven blev der skabt lovhjemmel til, at der kunne blive refusionspligt for en kommune, når det var åbenbart, at der krævedes handling, og det var åbenbart, at kommunen vidste dette. Det var ikke tanken, at bestemmelsen skulle give en videre adgang til refusion, end hvad der tidligere var forudsat. Principafgørelser, fra før bestemmelsen trådte i kraft, gjaldt derfor fortsat.

Love:

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område – lovbekendtgørelse nr. 1047 af 27. august 2007 – § 9c, stk. 5

Sagsfremstilling:

En dreng flyttede med sin familie til A Kommune fra B Kommune den 15. januar 2007. A Kommune besluttede den 2. april 2007, at drengen skulle tvangsfjernes fra sin familie.

B Kommune gav den 12. november 2007 A Kommune afslag på anmodning om refusion af udgifter for drengen.

Det sociale nævn stadfæstede B Kommunes afslag på refusion.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at man ikke fandt, at B Kommune forud for familiens flytning til A Kommune den 15. januar 2007 havde truffet en afgørelse om anbringelse uden for hjemmet af drengen. Nævnet fandt heller ikke, at B Kommune havde udvist passivitet i en grad, at dette kunne begrunde en refusionspligt for tidligere opholdskommune.

Nævnet lagde vægt på, at børn- og ungeudvalget i B Kommune på møde den 21. november 2006 traf beslutning om iværksættelse af undersøgelse af drengen i hjemmet i form af psykologisk undersøgelse, som forældrene efterfølgende gav deres samtykke til. Baggrunden var bekymring for drengens udvikling og trivsel.

Endvidere lagde nævnet vægt på, at en foreløbig erklæring fra psykolog forelå i kommunen den 21. december 2006, samt at den endelige psykologiske undersøgelse ville foreligge medio januar 2007, hvilken kommunen ønskede at afvente, forinden der blev taget stilling til videre tiltag.

A Kommune klagede over nævnets afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsen blev det anført, at A Kommune ønskede en nærmere præcisering af, hvilke betingelser, der skulle være opfyldt for at kunne afkræve tidligere opholdskommune refusion som følge af passivitet.

Sagen blev behandlet i principielt møde for at belyse principperne for passivitet i retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 5.

Afgørelse:

A Kommune havde ikke ret til refusion fra B Kommune.

Det betød, at Ankestyrelsen var enig i, at B Kommune ikke havde udvist en sådan passivitet, at det kunne begrunde en refusionspligt til A Kommune.

Ankestyrelsen kom således til samme resultat som det sociale nævn.

Det var en betingelse for at få refusion fra en tidligere kommune, som ikke havde medvirket til flytningen, at kommunen havde udvist passivitet. Kommunen skulle have været bekendt med de forhold, der begrundede tvangsfjernelse, og det skulle have været åbenbart, at der måtte gribes ind.

Ankestyrelsen vurderede, at B Kommune ikke havde udvist passivitet i en sådan grad, at det kunne begrunde refusionspligt.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at B Kommune i slutningen af 2006 besluttede at foretage en nærmere undersøgelse af drengens trivsel. I forbindelse med den eksterne psykologiske undersøgelse, som B Kommune havde iværksat, sendte psykologerne den 21. december 2006 en skærpet underretning vedrørende drengen til kommunen. B Kommune valgte at afvente den endelige psykolograpport inden kommunen ville tage stilling til eventuel tvangsfjernelse af drengen. Ifølge psykologernes brev af 21. december ville den endelige rapport foreligge i medio januar. Inden den endelige rapport forelå, flyttede familien til A Kommune.

Det fremgik af lovforslaget til retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 5, at man ønskede at genindføre en retstilstand, hvor kommuner, der havde udvist passivitet i forhold til handleforpligtigelsen, kom til at hæfte for betalingen, hvis den burde have iværksat foranstaltningen selv, men en anden kommune havde ydet hjælpeforanstaltningen. Lovforslaget ville skabe hjemmel til, at der kunne blive refusionspligt for en kommune, når det var åbenbart, at der krævedes handling, og det var åbenbart, at kommunen vidste dette. Det var ikke tanken, at bestemmelsen skulle give en videre adgang til refusion, end hvad der tidligere var forudsat.

Det betød, at Principafgørelser, som Ankestyrelsen havde truffet før § 9 c, stk. 5 trådte i kraft den 1. januar 2006, fortsat var gældende. Der kunne især henvises til Principafgørelserne O-109-96 og R-7-01. Der kunne endvidere henvises til R-1-07.