Ankestyrelsens principafgørelse 73-09 om underholdsbidrag – opkrævning – aftale – kompetence – klage

256

Resume:

Kommunen havde ret til at opkræve underholdsbidrag på grundlag af en aftale mellem eks-ægtefællerne, så længe aftalen ikke var ophævet ved dom eller af statsforvaltningen. Indsigelser mod selve aftalen skulle afgøres af domstolene eller statsforvaltningen, idet hverken det sociale nævn eller Ankestyrelsen havde kompetence til at tage stilling til tvister omkring selve aftalen.

Love:

Lov om opkrævning af underholdsbidrag – Justitsministeriets lovbekendtgørelse nr. 137 af 17. februar 2009 – § 2, § 23a og § 23b

Sagsfremstilling:

Eks-hustruen anmodede den 2. juli 2007 kommunen om udbetaling/afkrævning af underholdsbidrag fra den 31. maj 2007 og fremover.

Kommunen skrev den 1. august 2007 til eks-manden, at kommunen havde modtaget anmodningen om inddrivelse af ægtefællebidrag.

Eks-manden oplyste kommunen, at han ikke var enig i, at han skyldte noget bidrag, idet eks-hustruen havde opsagt samværsaftalen, som var et væsentligt element i separationsaftalen af 20. marts 2002.

Kommunen traf den 12. marts 2008 afgørelse om, at opkrævning af hustrubidrag fra 1. maj 2007 blev fastholdt. Der forelå ikke fornøden klarhed om ophævelse af gældende aftale om hustrubidrag.

Eks-manden anførte i sin klage over kommunens afgørelse, at den indgåede samværsaftale ved separationen den 23. februar 2002 omfattede både aftale om samvær med børnene og de økonomiske aftaler om bidrag til hustru og børn. Børnebidraget blev fortsat betalt i henhold til statsforvaltningens afgørelse den 6. februar 2007.

Det fremgik af separationsbevillingen af 18. marts 2002, at følgende vilkår gjaldt for separationen: ”Manden betaler bidrag til hustruens underhold tidsubegrænset fra 1. april 2002. Bidraget er ikke underlagt Statsamtets kompetence. Ægtefællebidraget bortfalder ved 3. mands samliv. Vilkåret om ægtefællebidrag skal også gælde for tiden efter en eventuel skilsmisse. ” Det fremgik af den samtidige ægteskabsprotokols bemærkninger, at ”Parterne indgår en samlet aftale vedr. bodeling, børnebidrag samt ægtefællebidrag. ”

Separationsaftalen af 20. marts 2002 blev (tilsyneladende) indgået og underskrevet af eks-ægtefællerne uden myndigheders medvirken. Aftalen indeholdt beslutninger om bodeling, ægtefællebidrag (9.500 kr. månedligt), børnebidrag (3.300 kr. pr barn), boligforhold, fordeling af udgifter, og samvær med børnene. Aftalen indeholdt ikke nogen bestemmelser om misligholdelse og ophævelse.

Det sociale nævn traf den 19. september 2008 afgørelse om, at kommunen havde ret til at opkræve underholdsbidrag fra 1. maj 2007 på 9.500 kr. om måneden på baggrund af separationsbevilling af 18. marts 2002.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at kommunen efter bekendtgørelse om lov om inddrivelse af underholdsbidrag, § 2, efter anmodning kunne opkræve underholdsbidrag.

Nævnet lagde vægt på, at det ikke af separationsbevillingen fremgik, at samværsaftalen skulle være en betingelse for aftalen om betaling af underholdsbidrag. Endvidere lagde nævnet vægt på, at der ikke forelå en ny aftale eller dom om bidraget. Den oprindelige aftale måtte derfor fortsat lægges til grund for inddrivelsen.

Eks-manden klagede over nævnets afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsen var det blandt andet anført, at hans tidligere ægtefælle selv havde opsagt samværsdelen af den samlede separationsaftale i mail den 12. april 2007. Han mente derfor, at den samlede aftale var opsagt, herunder aftalen om ægtefællebidrag.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af spørgsmålet om klagevej og kompetence i forhold til opkrævning af underholdsbidrag, hvor beløbet er fastsat i et aftaledokument mellem eks- ægtefællerne.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at kommunen havde ret til at opkræve underholdsbidrag fra 1. maj 2007 på 9.500 kr. om måneden.

Ankestyrelsenkom således til samme resultat som det sociale nævn.

Aftalen, som lå til grund for fordringen på hustrubidrag var hverken ophævet eller ændret ved dom eller ved statsforvaltningen. Kommunen kunne derfor opkræve underholdsbidrag på baggrund af separationsbevilling af 18. marts 2002.

Kommunen havde alene kompetence til at opkræve underholdsbidrag. Klage over kommunens afgørelse om opkrævning kunne behandles af det sociale nævn. Indsigelser mod selve aftalen, der lå til grund for fordringen, skulle afgøres af domstolen eller statsforvaltningen. En afgørelse fra statsforvaltningen om underholdsbidrag kunne påklages til Familiestyrelsen.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at der ikke var dokumentation for, at aftalen om underholdsbidrag var ophævet. Der forelå hverken en dom eller en afgørelse fra statsforvaltningen om ændring eller ophævelse af aftalen om underholdsbidrag. Derfor måtte fordringen stadig være gyldig/eksistere.

Hverken det sociale nævn eller Ankestyrelsen havde kompetence til at tage stilling til tvister omkring selveaftalen. Disse spørgsmål hørte under statsforvaltningen og domstolene.