principmeddelelse 9-20 om faktisk forvaltningsvirksomhed – forhold under anbringelsen – omskæring – valg af aflastningssted – religionsfrihed – klageadgang

256

Principmeddelelse 9-20 samler offentliggjort praksis og fastslår

Principmeddelelsen er en sammenskrivning af principmeddelelserne C-13-03, C-26-08, 52-09 og 93-13. Principmeddelelsen indeholder ikke noget nyt. Meddelelsen har til formål at give et samlet billede af den praksis, som Ankestyrelsen tidligere har slået fast principielt, og som fortsat gælder på tidspunktet for offentliggørelsen af denne principmeddelelse.

Afgørelse eller faktisk forvaltningsvirksomhed

En afgørelse er en beslutning, hvor kommunen i forhold til den enkelte borger fastsætter, hvad der gælder eller skal gælde for borgeren om et konkret spørgsmål. En afgørelse regulerer således bindende borgerens rettigheder og pligter.

Faktisk forvaltningsvirksomhed er de beslutninger, der ikke fastlægger borgerens retsstilling. Det er blandt andet planlægningen af og den faktiske gennemførelse af kommunens opgaver over for en eller flere borgere. Det er blandt andet også beslutninger om rent praktiske spørgsmål i et anbragt barns dagligdag, f.eks. hvad barnet må spise.

En afgørelse skal bygge på en konkret og individuel vurdering og skal indeholde alle relevante hensyn i sagen. Det er en forudsætning, at der inden afgørelsen er indhentet eventuelle nye og relevante oplysninger.

Beslutninger af særligt indgribende karakter

Hvis sagen drejer sig om forhold, der har væsentlig og meget stor betydning for et anbragt barn eller ung eller for forældremyndighedsindehaveren, skal kommunen dog træffe en begrundet afgørelse, som kan påklages til Ankestyrelsen, uanset om der er tale om faktisk forvaltningsvirksomhed. Det kan for eksempel være emner, der har stor betydning i forhold til religion eller anden livsoverbevisning. Når kommunen træffer afgørelse om sådanne forhold, skal formålet med anbringelsen og hensynet til barnet eller den unge tillægges afgørende betydning. Også særligt indgribende beslutninger, f.eks. om tiltag der sikrer kontinuiteten i anbringelsen, skal være afgørelser, der kan påklages.

Klage

Borgeren kan alene klage over afgørelser til Ankestyrelsen.

En klage over den faktiske forvaltningsvirksomhed kan rettes til borgmesteren eller kommunalbestyrelsen.

Det er en konkret vurdering i det enkelte tilfælde, om en beslutning er en afgørelse, der kan klages over, eller der er tale om faktisk forvaltningsvirksomhed.

Ankestyrelsen kan efterprøve, om de kriterier, kommunen har inddraget, er lovlige, herunder om alle relevante kriterier er inddraget i vurderingen, og om prioriteringen og vægtningen mellem kriterierne er foretaget i overensstemmelse med almindelige retsprincipper.

Kommunens ret til at fastlægge serviceniveauet skal fortsat respekteres.

De konkrete sager

Sag nr. 1 – Ønske om anden overvåger

En mor havde bedt om at få en anden overvåger til de overvågede samvær, som hun havde med et barn, der var anbragt uden for hjemmet. Kommunen traf afgørelse om, at der ikke var grund til at udskifte overvågeren.

Ankestyrelsen vurderede, at der var tale om faktisk forvaltningsvirksomhed, som man ikke kunne klage over til det daværende sociale nævn. Klager over faktisk forvaltningsvirksomhed og personalets optræden skulle rettes til borgmesteren i kommunen eller kommunalbestyrelsen.

Sag nr. 2 – Starttidspunkt for en frivillig anbringelse

En mor havde klaget over kommunens beslutning om, hvornår og hvordan en frivillig anbringelse skulle starte op. Det daværende sociale nævn stadfæstede kommunens beslutning.

Ankestyrelsen vurderede, at de sociale klagemyndigheder ikke havde kompetence til at efterprøve kommunens beslutning. Grunden hertil var, at der var tale om en praktisk tilrettelæggelse af en frivillig anbringelse, herunder hvornår og hvordan anbringelsen skulle iværksættes. Dette var faktisk forvaltningsvirksomhed. Klagemyndigheden kunne alene efterprøve, om betingelserne for anbringelse uden for hjemmet var opfyldt.

Sag nr. 3 – Ønske om omskæring af søn

En muslimsk mor ønskede, at hendes søn på seks år, der var anbragt uden for hjemmet, blev omskåret. Kommunen traf afgørelse om afslag på omskæring. Det daværende sociale nævn afviste at behandle sagen, da nævnet vurderede, at der var tale om faktisk forvaltningsvirksomhed.

Ankestyrelsen vurderede, at der var tale om en egentlig afgørelse, der kunne påklages. Grunden hertil var, at spørgsmålet var af væsentlig, personlig betydning for forældremyndighedsindehaveren, ligesom indgrebet ville være meget indgribende over for drengen.

Sag nr. 4 – Ønske om bestemt aflastningssted

En forælder ønskede, at aflastningen til et barn en dag om ugen og en weekend om måneden skulle foregå et bestemt sted. Kommunen gav afslag, og sagen blev påklaget til det daværende sociale nævn. Nævnet afviste at behandle sagen.

Ankestyrelsen vurderede, at der var tale om faktisk forvaltningsvirksomhed, der ikke kunne påklages. Beslutningen var ikke så indgribende og væsentlig for forældremyndighedsindehaveren og barnet, at beslutningen undtagelsesvis kunne efterprøves.

Sag nr. 5 – Beslutning om ændring af aflastningssted

En kommune havde truffet beslutning om, at et aflastningssted, hvor et barn var kommet gennem seks og et halvt år, skulle ændres. Forældremyndighedsindehaveren klagede over dette. Det daværende sociale nævn afviste at behandle klagen.

Ankestyrelsen vurderede, at beslutningen om ændring af aflastningssted kunne efterprøves i den konkrete situation. Grunden hertil var, at der var tale om en beslutning af indgribende betydning, ligesom der måtte tages hensyn til at sikre kontinuiteten over for barnet. Ankestyrelsen lagde særlig vægt på, at barnet var kommet i det samme aflastningstilbud i seks og et halvt år.

Sag nr. 6 – Beslutning om servering af svinekød

En kommune havde truffet beslutning om, at to muslimske piger på et og seks år, der var anbragt uden for hjemmet, måtte spise svinekød. Afgørelsen blev påklaget til det daværende sociale nævn, som traf afgørelse om, at pigerne ikke måtte få serveret svinekød.

Ankestyrelsen vurderede, at ankemyndighederne kunne efterprøve beslutningen, da den havde indgribende, religiøs og personlig betydning for forældremyndighedsindehaveren. Ankestyrelsen stadfæstede det sociale nævns afgørelse.

Baggrund for at offentliggøre denne principmeddelelse:

Principmeddelelsen er en sammenskrivning af de tidligere C-13-03, C-26-08, 52-09 og 93-13.

Principmeddelelsen indeholder ikke noget nyt. Meddelelsen har til formål at give et samlet billede af den praksis, som Ankestyrelsen tidligere har slået fast principielt, og som fortsat gælder på tidspunktet for offentliggørelsen af denne principmeddelelse.

Gældende regler

Love og bekendtgørelser

Lov om social service, senest bekendtgjort i lovbekendtgørelse nr. 798 af 7. august 2019

• § 52, stk. 3, nr. 5, om aflastning til børn og unge

• § 52, stk. 3, nr. 7, om frivillig anbringelse

• § 69, stk. 1, om barnets eller den unges forhold under en anbringelse uden for hjemmet.

• § 71, stk. 3, 1. pkt., om overvåget samvær

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (retssikkerhedsloven), senest bekendtgjort i lovbekendtgørelse nr. 826 af 16. august 2019

• § 60 om klageadgang

Praksis

Gældende:

Følgende principmeddelelse gælder stadig:

• 1-17, der handler om, at en dreng kunne blive konfirmeret trods forældrenes modstand mod dette.

Kasserede:

Principmeddelelsen er en sammenskrivning af følgende tidligere principmeddelelser, som herefter ikke længere gælder (historisk). Praksis er indarbejdet i denne meddelelse:

• C-13-03 om udpegning af overvåger og faktisk forvaltningsvirksomhed

• C-26-08 om tidspunktet for frivillig anbringelse og klageadgang

• 52-09 om forskellen på faktisk forvaltningsvirksomhed og afgørelser

• 93-13 om faktisk forvaltningsvirksomhed og valg og ændring af aflastningssted

Vejledninger

Vi har også anvendt Vejledning nr. 9330 af 21. marts 2019 om retssikkerhed og administration på det sociale område

• Pkt. 233 om klageadgang for afgørelser

• Pkt. 240-241 om faktisk forvaltningsvirksomhed

Vejledning nr. 9142 af 26. februar 2019 om indsatser og særlig støtte til børn og unge og deres familier

• Pkt. 460 om kommunens regulering af børns og unges forhold under anbringelsen og afgrænsningen mellem faktisk forvaltningsvirksomhed og egentlige afgørelser

De konkrete afgørelser, der dannede grundlag for de tidligere principmeddelelser

Sag nr. 1. Ønske om anden overvåger.

(Tidligere principmeddelelse C-13-03, j.nr. 3500461-02)

Følgende love blev anvendt, da principafgørelsen blev truffet:

Lov om social service (Serviceloven), bekendtgjort i lovbekendtgørelse nr. 755 af 9. september 2002

• § 57, stk. 3

Lov om social service (Serviceloven), bekendtgjort i lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008

• § 71

Afgørelse

Sagsfremstilling:

Sagen vedrørte en mor til et barn, der var anbragt uden for hjemmet uden samtykke i henhold til servicelovens § 42, stk. 1, nr. 1. Der var endvidere truffet afgørelse om at samværet mellem moderen og barnet skulle være overvåget i henhold til servicelovens § 57, stk. 3.

Moderen anmodede via sin advokat om, at overvågeren ved de overvågede samvær blev udskiftet så hurtigt, det kunne lade sig gøre. Som begrundelse blev det anført, at det ved gennemlæsning af samværsrapporter fra det overvågede samvær var åbenbart, at overvågeren havde mistet sin objektivitet. Det blev endvidere anført, at overvågeren var ryger, og at det ikke var tilladt at ryge i plejemoderens hus, hvilket bevirkede, at moderen og barnet absolut skulle med udenfor, når overvågeren trængte til at ryge, selvom de var optaget af hinanden i en god leg. Det blev endelig anført, at overvågeren og plejemoderen gjorde samværet til et stort kaos, men at det ikke var det, der fremgik af overvågers rapporter.

Kommunen meddelte moderen, at man ikke mente at der var grundlag for at ansætte en ny overvåger.

Kommunen henviste til, at baggrunden for denne vurdering var, at overvågeren varetog sin rolle i overensstemmelse med det, hun var blevet bedt om af kommunen. I kommunens notatark var det oplyst, at overvågeren af kommunen havde fået til opgave at være overvåger og at varetage en pædagogisk opgave i forhold til at vejlede og intervenere i forhold til moderen, da hun havde svært ved at læse barnets signaler.

I klagen til nævnet blev det gentaget at overvågeren havde mistet sin objektivitet. Det blev endvidere anført, at overvågers trang til cigaretter, der skulle plejes uden for, ustandseligt greb forstyrrende ind i moderens og barnets samvær og forhindrede dem i at få et godt samvær sammen.

Under sagens behandling i nævnet oplyste kommunen på foranledning af nævnet bl.a., at overvåger af kommunen blev anset for en kompetent person, der kunne tilsidesætte sine egne behov til fordel for sit arbejde. Kommunen fandt ikke, at overvågeren var en person, der kunne finde på at stoppe moderen og barnet i en leg, fordi hun var smøgtrængende. Overvågeren kunne dog som led i sit arbejde skønne, at moderen og barnet ville have godt af at komme ud, hvis f.eks. legen var gået i stå, men ikke fordi overvågeren var smøgtrængende. Kommunen skønnede at overvågeren fuldt ud kunne tilsidesætte sine egne behov og varetage det arbejde, hun var blevet betalt for af kommunen.

Nævnet tiltrådte kommunens afslag på at ansætte en anden overvåger.

Nævnet lagde vægt på, at der sås at være forskellige opfattelser af overvågers rolle. Nævnet henviste herved til, at moderens opfattelse af, at overvågeren afbrød en god leg, fordi hun skulle ud at ryge, var imødegået af kommunen, der havde oplyst, at overvågeren skulle afbryde en situation, der var ved at gå i hårdknude ved at foreslå at man f.eks. gik udenfor.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af nævnets kompetence i forbindelse med kommunes valg af overvåger ved overvåget samvær i henhold til servicelovens § 57, stk. 3.

Afgørelse:

Ankestyrelsen ophævede den del af nævnets afgørelse, der vedrørte udskiftning af den overvåger, der deltog i de overvågede samvær mellem mor og barn.

Begrundelsen for afgørelsen var, at kommunens udpegning af en overvåger i forbindelse med en afgørelse fra Børn og unge-udvalget om overvåget samvær fandtes at være et led i kommunens bistandsudøvelse, som nævnet ikke havde kompetence til at efterprøve. Begrundelsen var endvidere, at overvågeren var ansat af kommunen og havde varetaget sin rolle i overensstemmelse med det, hun var blevet bedt om af kommunen.

Klager over kommunens bistandsudøvelse og personalets optræden kunne rettes til borgmesteren eller kommunalbestyrelsen.

Nævnet havde derfor ikke haft kompetence til at behandle moderens klage.

Det blev endelig bemærket, at afgørelsen var ensbetydende med, at det fortsat var kommunens afgørelse om valg af overvåger, der var gældende.

Sag nr. 2. Starttidspunkt for frivillig anbringelse

(Tidligere principmeddelelse C-26-08, j.nr. 3500006-08)

Følgende love blev anvendt, da principafgørelsen blev truffet:

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (Retssikkerhedsloven), bekendtgjort i lovbekendtgørelse nr. 1047 af 27. august 2007

• § 60

Lov om social service (Serviceloven), bekendtgjort i lovbekendtgørelse nr. 1117 af 26. september 2007

• § 52

• § 140

Afgørelse

Sagsfremstilling:

Sagen handlede om en kvinde, der havde en søn på 10 år.

På baggrund af en forældreevneundersøgelse i efteråret 2006, som konkluderede, at kvindens forældreevne var nedsat, blev det besluttet at anbringe hendes søn uden for hjemmet med kvindens samtykke.

Kommunen udarbejdede en handleplan – udateret – hvoraf det fremgik, at drengen efter et indslusningsforløb i juni 2007 skulle anbringes i en plejefamilie den 24. juni 2007, hvilket også var sket. Af handleplanen fremgik desuden, at drengen skulle hjem til kvinden på ferie fra den 6. juli 2007 og en uge frem. Kvinden modtog efter det oplyste handleplanen den 14. juni 2007.

Kommunen havde den 1. juni 2007 mundtligt meddelt kvinden, at drengen skulle anbringes i en plejefamilie den 24. juni 2007.

Nævnet stadfæstede kommunens afgørelse om, at drengen skulle anbringes i plejefamilie den 24. juni 2007.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at kommunen havde udarbejdet og sendt kvinden en handleplan, og at det af denne fremgik, at anbringelsen skulle ske den 24. juni 2007.

Nævnet fandt, at der ikke forelå faglige argumenter for at ændre på starttidspunktet for anbringelsen.

Nævnet lagde ligesom kommunen vægt på, at det af hensyn til drengen var nødvendigt at fastholde den planlagte dato for at sikre stabilitet i hans liv, og således at han kunne vide, hvad der var planen.

Kvinden klagede over nævnets afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsen var det anført, at det sociale nævns redegørelse for sagen på nogle væsentlige punkter var mangelfuld og ukorrekt, og at kommunen fremkom med påstande, som var udokumenterede og direkte usande.

Kvinden gjorde blandt andet gældende, at det ikke var korrekt, som kommunen havde påstået, at anbringelsestidspunktet ønskedes ændret på grund af børnepengene, at kvinden var uenig i drengens handleplan, som alligevel blev fastholdt uden kvindens indsigelser, og at kvindens sagsbehandler og støttekontaktperson ikke var der omkring anbringelsestidspunktet.

Nævnet havde ved genvurderingen bemærket, at det ved afgørelsen forudsætningsvis var lagt til grund, at tidspunktet for en anbringelse var en integreret del af en afgørelse om en frivillig anbringelse. Afgørelsen adskilte sig herved fra en afgørelse om en tvangsmæssig anbringelse, som skulle gennemføres snarest. Efter nævnets opfattelse ville en afgørelse om en frivillig anbringelse lide af en mangel, såfremt anbringelsestidspunktet ikke fremgik af afgørelsen.

Nævnet bemærkede, at det fremgik af kvindens klage af 19. juni 2007, at hun var enig i anbringelsen, at hun fortalte, at hun havde fået starttidspunktet flyttet fra den 17. juni til den 24. juni 2007, og at hun nu ønskede tidspunktet ændret til den 2. juli 2007. Det fremgik ligeledes, at det navnlig var begrundet i kvindens egne forhold, at hun ønskede tidspunktet ændret.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om det sociale nævn havde kompetence til at behandle en klage over tidspunktet for anbringelse af et barn i plejefamilie.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at de sociale klageinstanser – herunder det sociale nævn – ikke havde kompetence til at efterprøve en kommunes beslutning om den praktiske tilrettelæggelse af en frivillig anbringelse uden for hjemmet.

Ankestyrelsen fandt således, at det sociale nævn alene havde kompetence til at påse, om betingelserne for en anbringelse uden for hjemmet var opfyldt.

Ankestyrelsen lagde til grund, at der var tale om en frivillig anbringelse af drengen.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at den praktiske gennemførelse af beslutningen om, hvornår og hvordan anbringelsen skulle iværksættes, måtte betragtes som en del af kommunens bistandsudøvelse.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på ordlyden af retssikkerhedslovens bestemmelse om klageadgang, hvorefter afgørelser om det generelle serviceniveau i kommunen ikke kunne indbringes for anden administrativ myndighed.

En sådan klage måtte rettes til kommunalbestyrelsen eller borgmesteren.

Ankestyrelsen ophævede herved det sociale nævns afgørelse.

Sag nr. 3. Ønske om omskæring af søn

(Den tidligere principafgørelse 52-09, j. nr. 3500383-08)

Følgende lov blev anvendt, da principafgørelsen blev truffet:

Lov om social service, bekendtgjort i lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008

• § 69, stk. 2

Afgørelse

En dreng på 6 år var anbragt uden for hjemmet uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren. Moderen, der havde forældremyndigheden over barnet, ønskede, at han blev omskåret, da familien var muslimer, og det derfor var vigtigt for familien.

Kommunen gav afslag på anmodningen om omskæring af drengen med den begrundelse, at der ikke var tale om et livsnødvendigt indgreb, hvorfor drengen ikke skulle udsættes for indgrebet, før han kunne forstå og give udtryk for sin stillingtagen til det.

Nævnet afviste at behandle klagen, da det var nævnets opfattelse, at et spørgsmål om omskæring var et personligt forhold, der faldt uden for området, som § 69, stk. 2, regulerede, og dermed faldt det også uden for det sociale nævns kompetence.

Kommunen klagede over nævnets afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsen var det anført, at omskæring af drengebørn var et kirurgisk indgreb, som lige så vel kunne foretages, når drengen var fyldt 15 år og selv kunne bestemme, hvor vidt han ønskede det eller ej. Kommunen henviste til Sundhedsstyrelsens vejledning om omskæring af drenge.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om nævnet havde kompetence til at behandle en klage over kommunens afgørelse om afslag efter § 69, stk. 2, på omskæring af et barn anbragt uden for hjemmet efter ønske fra forældremyndighedsindehaveren.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at det sociale nævn havde kompetence til at behandle sagen. Sagen blev hjemvist til fornyet behandling i det sociale nævn.

Begrundelsen for afgørelsen var, at det fulgte af servicelovens § 19, at kommunalbestyrelsen skulle sørge for, at de opgaver og tilbud, der omfattede børn, unge og deres familier, blev udført i samarbejde med forældrene og på en sådan måde, at det fremmede børnenes og de unges udvikling, trivsel og selvstændighed.

Når et barn blev anbragt uden for hjemmet, skulle kommunalbestyrelsen, i det omfang det måtte anses for nødvendigt under hensynet til formålet med anbringelsen, træffe afgørelse om ændret anbringelsessted, behandling, uddannelse, samvær med personer fra netværket m.v. under opholdet, jf. § 69, stk. 2.

Ankestyrelsen fandt, at § 69, stk. 2, regulerede de forhold, der konkret havde betydning for, at anbringelsens formål blev opfyldt.

Fremsatte forældremyndighedsindehaveren en anmodning om en foranstaltning, der vedrørte det anbragte barn, og vedrørte denne anmodning væsentlige og meget personlige forhold som f.eks. var begrundet i religiøse forhold, skulle kommunen i videst muligt omfang efterkomme anmodningen. Kommunen kunne dog i særlige tilfælde afslå en anmodning fra forældremyndighedsindehaveren, såfremt det stred imod hensynet til barnets bedste og formålet med anbringelsen.

Ankestyrelsen vurderede, at kommunens afslag på omskæring af drengen måtte anses for at være en egentlig afgørelse i henhold til § 69, stk. 2, idet det havde væsentlig og stor personlig betydning for forældremyndighedsindehaveren, at drengen blev omskåret, samtidig med at det var en indgribende foranstaltning over for drengen.

En afgørelse i henhold til § 69, stk. 2, kunne påklages til det sociale nævn, der således havde kompetence til at behandle sagen.

Ankestyrelsen forholdt sig alene til, om det sociale nævn havde kompetence til at behandle sagen.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse

Sag nr. 4. Ønske om bestemt aflastningssted

(Tidligere principmeddelelse 93-13, j.nr. 4300174-12)

Følgende love blev anvendt, da principafgørelsen blev truffet:

Lov om social service (serviceloven), bekendtgjort i lovbekendtgørelse nr. 810 af 19. juli 2012

• § 52, stk. 1, § 52, stk. 3, nr. 5, § 46, § 69, stk. 1 og § 166

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (retssikkerhedsloven), bekendtgjort i lovbekendtgørelse nr. 930 af 17. september 2012

• § 15, § 60, stk. 3 og § 69

Danmarks Riges Grundlov – Lov nr. 169 af 5. juni 1953

• § 67

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

• Artikel 9

Afgørelse i 4300174-12:

• Det sociale nævn har ikke kompetence til at efterprøve kommunens afgørelse om afslag på din ansøgning om aflastning på X

Vi er således kommet til samme resultat som Det Sociale Nævn i Statsforvaltningen Y.

Der var enighed på mødet.

Vi vurderer, at nævnet ikke har kompetence til at efterprøve kommunens afgørelse om afslag på din ansøgning om, at aflastningen skulle finde sted på X.

Vi vurderer, at der ikke er tale om en afgørelse, der kan efterprøves af ankeinstanserne, men om faktisk forvaltningsvirksomhed, der som udgangspunkt ikke kan efterprøves af ankeinstanserne.

Vi har desuden lagt vægt på, at kommunen har ansvaret for og beslutter, hvordan den skal planlægge og udføre sine opgaver på det sociale og sundhedsmæssige område efter den sociale lovgivning.

Vi vurderer, at en afgørelse om valg af aflastningssted kun undtagelsesvist vil have karakter af en egentlig afgørelse, der kan efterprøves af ankeinstanserne.

Ankeinstanserne kan efterprøve en afgørelse om, hvor opgaven skal udføres eller hvem, der skal udføre opgaven, hvis afgørelsen må anses for at have særlig indgribende karakter for den, der skal modtage ydelsen. Dette kan fx være tilfældet på baggrund af kontinuitetsbetragtninger.

I de tilfælde kan ankeinstanserne efterprøve, om de kriterier, der danner grundlag for en kommunal afgørelse, er lovlige, herunder om alle relevante kriterier er inddraget i vurderingen, og om prioriteringen og vægtningen mellem kriterierne er foretaget i overensstemmelse med almindelige retsprincipper.

En afgørelse skal bero på en konkret og individuel vurdering og med inddragelse af alle relevante hensyn i sagen. Det er en forudsætning, at der forinden afgørelsen træffes, er indhentet nye og relevante oplysninger.

Kommunens ret til at fastlægge serviceniveauet skal dog fortsat respekteres.

Vi henviser herved til Principafgørelse 157-12, hvor Ankestyrelsen afgjorde, at det sociale nævn var berettiget til at efterprøve en kommunes afgørelse om skift af skole- og dagbehandlingstilbud.

Vi vurderer, at kommunens afgørelse om aflastningssted ikke i din sag kan karakteriseres som en sådan særlig indgribende afgørelse, at ankeinstanserne kan behandle sagen.

Vi har afgjort sagen på grundlag af:

• De oplysninger, som forelå da nævnet traf afgørelse i sagen

• nævnets afgørelse

• Klagen til Ankestyrelsen

• Nævnets genvurdering

Sag nr. 5. Beslutning om ændring af aflastningssted

(Tidligere principmeddelelse 93-13, j.nr. 4300174-12)

Retsgrundlag som i sag nr. 4

Afgørelse i 4300198-12:

• Det sociale nævn har kompetence til at efterprøve kommunens afgørelse om ændring af aflastningssted

• Der er ikke tilstrækkeligt grundlag til at X Kommune kan træffe afgørelse om at ændre aflastningssted

Det betyder, at X Kommune ikke er berettiget til at træffe afgørelse om, at aflastningsstedet skal ændres.

Vi er således kommet til et andet resultat end det sociale nævn i Statsforvaltningen.

Der var enighed på mødet.

Vi vurderer, at nævnet har kompetence til at efterprøve kommunens afgørelse om ændring af aflastningssted for din datter fra N til Y.

Vi vurderer, at kommunens afgørelse kan efterprøves af ankeinstanserne, selvom der er tale om faktisk forvaltningsvirksomhed, der som udgangspunkt ikke kan efterprøves af ankeinstanserne.

Vi har lagt vægt på, at kommunen har ansvaret for og beslutter, hvordan den skal planlægge og udføre sine opgaver på det sociale og sundhedsmæssige område efter den sociale lovgivning.

Vi vurderer dog, at en afgørelse om ændring af aflastningssted undtagelsesvist vil kunne have karakter af en egentlig afgørelse, der kan efterprøves af ankeinstanserne.

I de tilfælde kan ankeinstanserne efterprøve en afgørelse om, hvor opgaven skal udføres eller hvem, der skal udføre den, hvis afgørelsen må anses for at have særlig indgribende karakter for den, der skal modtage ydelsen. Dette kan fx være tilfældet på baggrund af kontinuitetsbetragtninger.

Ankeinstanserne kan efterprøve, om de kriterier, der danner grundlag for en kommunal afgørelse, er lovlige, herunder om alle relevante kriterier er inddraget i vurderingen, og om prioriteringen og vægtningen mellem kriterierne er foretaget i overensstemmelse med almindelige retsprincipper.

Kommunens ret til at fastlægge serviceniveauet skal dog fortsat respekteres.

Vi vurderer, at kommunens afgørelse om ændring af aflastningssted i din sag, på baggrund af kontinuitetsbetragtninger, kan karakteriseres som en sådan indgribende afgørelse, at den kan behandles af ankeinstanserne.

Vi vurderer desuden, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag til at X Kommune kan træffe afgørelse om at ændre aflastningsstedet.

Vi har herved lagt vægt på, at en afgørelse skal bero på en konkret og individuel vurdering og med inddragelse af alle relevante hensyn i sagen. Det er en forudsætning, at der forinden afgørelsen træffes, er indhentet nye og relevante oplysninger.

Vi vurderer, at kommunen ikke har foretaget en sådan konkret og individuel vurdering i sagen med inddragelse af alle relevante hensyn, og at der derfor ikke er tilstrækkeligt grundlag til at træffe afgørelse om at ændre aflastningssted.

Vi henviser til Principafgørelse 157-12, hvor Ankestyrelsen afgjorde, at det sociale nævn var berettiget til at efterprøve en kommunes afgørelse om skift af skole- og dagbehandlingstilbud.

Vi har afgjort sagen på grundlag af:

• De oplysninger, som forelå da det sociale nævn traf afgørelse i sagen

• Det sociale nævns afgørelse

• Klagen til Folketingets Ombudsmand

• Det sociale nævns genvurdering

• Ombudsmandens breve

Sag nr. 6. Beslutning om servering af svinekød

(Tidligere principmeddelelse 93-13, j.nr. 4300174-12)

Retsgrundlag som i sag nr. 4

Afgørelse i 4300176-12:

• Det sociale nævn havde kompetence til at efterprøve X Kommunes afgørelse om servering af svinekød til to muslimske børn på henholdsvis 1 år og 6 år, der var anbragt uden samtykke

• Der må på nuværende tidspunkt ikke serveres svinekød for dine døtre XX og YY

Vi vurderer, at det sociale nævn har kompetence til at efterprøve kommunens afgørelse om servering af svinekød i for dine børn.

Vi vurderer, at kommunens afgørelse kan efterprøves af ankeinstanserne, selvom der er tale om faktisk forvaltningsvirksomhed, der som udgangspunkt ikke kan efterprøves.

Når et barn er anbragt uden for hjemmet skal kommunen i det omfang det må anses for nødvendigt under hensynet til formålet med anbringelsen, træffe afgørelse om ændret anbringelsessted, behandling, uddannelse m.v. under opholdet. Kommunen overtager således ved anbringelsen kompetencen til at træffe beslutning vedrørende barnets forhold.

Forældremyndighedsindehaveren bevarer imidlertid retten til at bestemme over en række meget personlige forhold, herunder religiøse forhold. Kommunen kan dog i særlige tilfælde træffe afgørelse herom mod forældremyndighedsindehaverens ønske, såfremt hensynet til barnets bedste og formålet med anbringelsen taler herfor.

Vi lægger vægt på, at afgørelsen om servering af svinekød for dine to muslimske børn på 1 og 6 år, af religiøse årsager, er af en så indgribende karakter for dig, at den kan efterprøves af ankeinstanserne.

I den konkrete sag, vurderer vi, at X Kommunes afgørelse om, at der må serveres svinekød for dine døtre XX og YY ikke gælder.

Årsagen er, at kommunen ikke har inddraget alle relevante kriterier i sin afgørelse. Afgørelsen er på grund af religiøse årsager af væsentlig personlig betydning for dig. XX’s og YY’s alder og modenhed sammenholdt med formålet med anbringelsen, kan derudover på nuværende tidspunkt ikke begrunde, en afgørelse om, at de skal have serveret svinekød.

Vi har afgjort sagen på grundlag af:

• De oplysninger, som forelå da det sociale nævn traf afgørelse i sagen

• Nævnsformandens afgørelse

• Klagen til Ankestyrelsen

• Nævnsformandens genvurdering

• Nævnets afgørelse

0 0 stemmer
Artikelbedømmelse
Abonner
Meddel om
guest
0 Kommentarer
Inline feedbacks
Se alle kommentarer