Forvaltningsret

Forvaltningsret er et regelsæt, der har til formål at beskytte den enkelte borger mod overgreb fra forvaltningen, der består af stat, regioner og kommuner. Det retlige forhold mellem offentlige myndigheder og borgere reguleres bl.a. af Forvaltningsloven, der inkluderer regler om begrundelse og klagevejledning m.fl.

Når man som privat skal samarbejde med det offentlige – frivilligt eller ufrivilligt – er det en god idé at kende de regler, som det offentlige skal følge. Vi vejleder jævnligt om forvaltningsret, der går på tværs af mange andre retsområder. Vi rådgiver både offentlige forvaltninger og borgere.

Forvaltningsret omhandler primært retsforholdet mellem forvaltningen og den enkelte borger, men også forholdet til virksomheder og foreninger. Retsforholdet præciseres gennem forvaltningsakter, dvs. afgørelser, som specificerer en borgers retsstilling i en eller anden sammenhæng. 

​Forvaltningsret kan konkret handle om så forskellige ting som at opnå tilladelse til byggeri, kontanthjælp eller plejehjemsplads eller påbud om nedrivning af byggeri, træfældning, udledningstop mv. Skatteopkrævning er også et væsentligt konfliktområde.

Udviklingen af forvaltningsret

Den offentlige sektor fylder meget i Danmark og vokser til stadighed. Tilsvarende har forvaltningsret udviklet sig kraftigt som juridisk grunddisciplin. Forvaltningsret har essentiel betydning i sager om myndigheders erstatningsansvar, skatteret, miljøret, kommunalret og alle de andre retsområder, som involverer det offentlige.

​Forvaltningen opkræver først og fremmest skatter og afgifter. De opkrævede midler deler forvaltningen derefter ud som ydelser til borgerne, dels pengeydelser som folkepension, S.U. og kontanthjælp, dels tjenesteydelser som ældrepleje, undervisning og sygebehandling.

Forvaltningen beskæftiger sig også indgående med regulering, dvs. overvågning og justering af den myriade af retsregler, som borgeren er underlagt, særligt som virksomhedsejer. Det gælder f.eks. regler omkring miljø, arbejdsmiljø og fødevarer.

Grundprincipper i forvaltningsret

Princippet om god forvaltningsskik er et af de bærende principper i dansk forvaltningsret. God forvaltningsskik forpligter bl.a. myndigheder til hurtig sagsbehandling, høflig og hensynsfuld optræden og brevskrivning i et klart sprog.

​Hjemmelskravet betyder, at enhver forvaltningsakt skal være hjemlet i en lov. Sagsoplysningskravet betyder, at myndighederne selv er ansvarlige for at skaffes de nødvendige oplysninger.

Habilitetsprincippet betyder, at personer med egeninteresse i afgørelsen ikke må deltage i sagsbehandlingen. Princippet om at der ikke må ske magtfordrejning betyder, at der ikke må tages usaglige hensyn i sagsbehandlingen.

Princippet om aktindsigt giver parterne mulighed for at blive bekendt med sagens dokumenter. Princippet om tavshedspligt betyder, at en myndighed ikke må videregive oplysninger til anden myndighed.

Endvidere skal forvaltningsakten indeholde en begrundelse for afgørelsen samt oplysning om klagemuligheder.

Principperne i dansk forvaltningsret er bl.a. udviklet på baggrund af Ombudsmandens udtalelser.

Forvaltningsret – reglerne om prøvelse

Reglerne om prøvelse giver borgeren mulighed for at sikre, at de øvrige retsregler respekteres af forvaltningen. Borgeren har mulighed for at klage til centraladministrationen, ofte et direktorat, eller til et ankenævn, fx Ankestyrelsen eller Miljøklagenævnet.

​Hvis afgørelsen er truffet af kommunalforvaltningen, kan en utilfreds borger henvende sig til Kommunaltilsynet, der kan gribe ind over for ulovlige afgørelser.

Endelig kan borgeren klage til Folketingets Ombudsmand, der har til opgave at tjekke, om forvaltningen begår fejl. Ombudsmanden har ikke pligt til at behandle alle klager, men kan udvælge de væsentligste. Ombudsmanden kan ikke selv ændre forvaltningens afgørelser, kun udtale sin kritik. Der er tradition for, at forvaltningen retter sig efter Ombudsmandens kritik.

​Domstolene er den øverste prøvelsesinstans, der kan annullere eller justere en ulovlig forvaltningsakt.​

Hvorfor en begrundelse?

Reglerne om begrundelse har til formål at sikre, at afgørelsesgrundlaget er sagligt og fyldestgørende, og at modtageren forstår afgørelsen.

Meddeles en afgørelse skriftligt, skal den ledsages af en begrundelse. Den der meddeles en afgørelse mundtligt kan forlange at få en skriftlig begrundelse. Dog er der ikke pligt til at begrunde afgørelser, der giver borgeren fuldt ud medhold.

Begrundelsen skal være dækkende og give modtageren mulighed for at vurdere sine klagemuligheder. Begrundelsen skal derfor give et retvisende billede af de forhold og overvejelser samt den skønsudøvelse, myndigheden har gjort sig forud for afgørelsen.

Reglerne om begrundelse og klagevejledning findes i henholdsvis kapitel 6 og 7 i forvaltningsloven.

Forvaltningsretlige emner

Betydelige dele af den almindelige forvaltningsret er i det væsentlige uskreven.

Almindelig forvaltningsret

Betydelige dele af den almindelige forvaltningsret er i det væsentlige uskreven. Det gælder fx undersøgelsesprincippet, proportionalitetsprincippet, hjemmelsspørgsmål og principperne for skønsudøvelse. ”God forvaltningsskik”, der alene håndhæves af ombudsmanden, er heller ikke nedskrevet.

Inhabilitetsregler

Inhabilitetsreglerne har baggrund i det grundlæggende krav om saglig forvaltning og betyder blandt andet, at den, der har en direkte og individuel, personlig eller økonomisk interesse i en foreliggende sags udfald, ikke må medvirke ved behandlingen af den pågældende sag (speciel inhabilitet).

Regler om generel inhabilitet findes i kommunestyrelseslovens § 29.

Kravet om habilitet er en garantiforskrift, og en tilsidesættelse heraf kan derfor medføre, at en afgørelse erklæres ugyldig.

Folketingets Ombudsmand og de kommunale tilsynsmyndigheder har en righoldig praksis vedrørende inhabilitetsspørgsmål.

Offentlighedsloven

Hvad regulerer offentlighedsloven?

Adgang til at se dokumenter

Loven regulerer i hvilket omfang, der skal gives enhver, herunder pressen, adgang til at se dokumenter, der befinder sig i kommunen. Loven gælder både for afgørelsessager og faktisk forvaltningsvirksomhed i modsætning til forvaltningsloven.

Almindelig aktindsigt og partsaktindsigt

Den almindelige aktindsigt skal skelnes fra partsaktindsigt, der er reguleret i forvaltningsloven. Partsaktindsigten giver adgang til flere oplysninger end den almindelige dokumentoffentlighed, men er begrænset til parter i afgørelsessager.

Folketingets Ombudsmand

Folketingets Ombudsmand og de kommunale tilsynsmyndigheder (særligt Ankestyrelsen) har en righoldig praksis vedrørende aktindsigtsspørgsmål.

Se endvidere Ankestyrelsens guide til sager om aktindsigt.

Partshøring

Reglerne om partshøring har til formål at sikre, at den, der er part i en forvaltningssag, får lejlighed til at gøre sig bekendt med og kommentere det faktiske afgørelsesgrundlag, inden sagen afgøres.

Reglerne om partshøring

Reglerne om partshøring har til formål at sikre, at den, der er part i en forvaltningssag, får lejlighed til at gøre sig bekendt med og kommentere det faktiske afgørelsesgrundlag, inden sagen afgøres. Er parten ikke bekendt med sagens eksistens, har partshøringsreglerne desuden til formål at oplyse borgeren om, at sagen behandles af myndigheden.

Reglerne om partshøring findes i forvaltningslovens kapitel 5.

Efter forvaltningsloven har en myndighed pligt til at partshøre i sager, hvor der træffes afgørelse i forvaltningslovens forstand. Pligten gælder over for personer, der er part i sagen, dvs. personer, der har en væsentlig og individuel interesse. Pligten knytter sig til afgørelsens hovedspørgsmål, og myndigheden har dermed som udgangspunkt ikke pligt til at partshøre angående beslutninger om processuelle forhold i sagen.

Pligten til at partshøre er betinget af, at der er tale om oplysninger, der vedrører sagens faktiske grundlag eller eksterne faglige vurderinger, som parten ikke er bekendt med, at myndigheden besidder. Herudover skal oplysningerne eller vurderingerne være til ugunst for parten samt være af væsentlig betydning for afgørelsen af sagen.

Tavshedspligt, videregivelse og ytringsfrihed

Hvordan er reglerne for tavshedspligt, videregivelse af oplysninger og ytringsfrihed?

Hvad omhandler reglerne om tavshedspligt

Reglerne om tavshedspligt handler om den uberettigede videregivelse af fortrolige oplysninger i modsætning til reglerne om videregivelse, der handler om den berettigede videregivelse af fortrolige oplysninger mellem forvaltningsmyndigheder.

Offentligt ansatte har som udgangspunkt samme ytringsfrihed som andre borgere. Der gælder dog visse begrænsninger inden for den ansattes eget arbejdsområde.

De almindelige regler om tavshedspligt og videregivelse inden for det offentlige findes dels i straffeloven, og dels i forvaltningslovens kapitel 8.

Vejledning og repræsentation

Der gælder en almindelig pligt for offentligt ansatte til at vejlede borgeren i nødvendigt omfang.

Vejledning af borgere

Der gælder en almindelig pligt for offentligt ansatte til at vejlede borgeren i nødvendigt omfang. Vejledningspligten kan følge af forvaltningsloven, almindelige retsgrundsætninger, god forvaltningsskik eller af særregler.

Vejledningspligt

Vejledningspligten gælder kun med hensyn til spørgsmål, der ligger inden for myndighedens sagsområde. En myndighed skal dog så vidt muligt videresende skriftlige henvendelser, der ikke vedrører dens sagsområde, til rette myndighed.

Dækning af borgerens informationsbehov

Formålet er at dække borgerens informationsbehov på en måde, der sikrer, at borgeren ikke lider et retstab forårsaget af misforståelser eller manglende kendskab til faktiske omstændigheder eller regler. Kravet til vejledningens indhold skærpes, jo mere komplicerede reglerne er. Borgerens konkrete forhold og særlige behov for hjælp kan også bevirke, at vejledningspligten skærpes.

Mundtlig og skriftlig vejledning

Vejledning kan gives både mundtligt og skriftligt, afgørende er, at borgerens informationsbehov dækkes. Det er op til myndigheden at sikre sig, at vejledningen er forståelig og tilgængelig for borgeren, og myndigheden kan derfor være forpligtet til at stille tolke- og oversættelsesbistand til rådighed.

Man har som hovedregel ret til at lade sig repræsentere af andre under forvaltningens behandling af sagen. Er borgeren repræsenteret af nogen, som må formodes at have et særligt kendskab til regelgrundlaget, fx en advokat eller revisor, kan dette indsnævre myndighedens vejledningspligt.

0 0 stemmer
Artikelbedømmelse
Abonner
Meddel om
guest
0 Kommentarer
Inline feedbacks
Se alle kommentarer